Af Lars Andreassen
"Kristus er sandheden," siger præsten og tilføjer "men jeg kender ikke Kristus til bunds," og lægger hermed behørigt afstand til en fundamentalistisk læsning af Biblen. Det er Anna Mejlhede fra Holmens Kirke, der er præsten. Sådan er hun, dejligt udogmatisk. Og heri minder hun ikke så lidt om sin samtalepartner, astrofysikeren og stjernestøvseksperten Anja C. Andersen fra Niels Bohr Instituttet, som dog mere håndfast bekendtgør, at hun - eller rettere videnskaben - kun har rigtig styr på 4% af universets gåder. "Og resten, de seksoghalvfems procent, er velafgrænset velkortlagt uvidenhed." Der er såmænd uddelt en Nobelpris for den beregning.
De to citater udtrykker ganske udmærket forskellen på og ligheden i Mejlhede og Andersens tilgang til verdens mysterier: ukendskab og eksakt ukendskab. Uvidenhed er der til gengæld på ingen måde tale om. Formidlingsevne har de begge til overflod, og det har været en sand fornøjelse at følge med i deres samtale.
Ser vi bort fra Platons dialoger og Lene Andersens Baade &bøger, erLivet er et Mirakelmin første samtalebog, hvilket egentlig først krystalliseredes for mig et stykke inde i bogen, og jeg tænkte: Hvad Søren stiller jeg op med det? Hvordan anmelder jeg sådan én?
Der er ganske vist sat rammer for udvekslingen, men der er ikke tale om en stram struktur: en begyndelse, en hypotese, en indføring i teori, metode, eksperimenter og argumenter for endelig at nå de konkluderende og perspektiverende kapitler. Rammerne for dialogerne gives med Holmens Kirke og Københavns Universitets observatorium, hvor præsten og fysikeren gennem to nætter mødes for at finde ud af, om tro og videnskab er uforenelige. Og lad det være sagt med det samme, sådan som de to størrelser er fremstillet i bogen, er de ikke modsætninger. Selvfølgelig er der forskel på de metoder, der benyttes på teologistudiet og på Niels Bohr Instituttet, men i formidlingen af deres respektive stof fletter fremstillingerne sig smukt ind i hinanden som stjerner i Mælkevejens bånd.
poesis
Du kender skabelsesberetningen fra Det Gamle Testamente, men hør så den videnskabelige i Andersens udlægning. "I begyndelsen er alt mørke. Og inde i mørket begynder en fortættet og uendelig varm kerne af energi at bevæge sig. Tætheden er så stor at lyset ikke kan trænge igennem. Men så undslipper den første energi med en dyb rumlen. Universet er født."
Forskellen er ikke stor, men med moderne teleskoper kan man se bag grundsstrålingen fra de første tider. Man kan se varmegløden fra Big Bang, der breder sig homogent i alle retninger. "Hvor lyder det smukt," lægger Mejlhede til efter Andersens malende beskrivelse. Og det gør det, men det lys kan analyseres, korrigeres og modsiges i modsætning til teologiens fortællinger, som blot kan fortolkes. Anja C. Andersen er en blændende formidler. Normalt er jeg fløjtende, hvad angår stjerner - de siger intet til mig om mit liv - men Big Bang og universets udvikling skænker jeg i kraft af min interesse for evolutionsteorien lejlighedsvis opmærksomhed; hvordan det begyndte er vigtigt i den sammenhæng. Fysikken bliver forklaret fremragende i bogen. Lige fra mørkt stof og ingenting, som må forekomme enhver mystisk, til stjernestøv og livets byggesten, det absolutte nulpunkt og universets begyndelse, udvikling, udvidelse og formodede endeligt i the Big Rip.
Ser man bort fra den forventelige kristelige bortforklaring af ondskab og lidelse som ondt for den konkret lidende - og forestillingen om at alt må være så sørgeligt for ateisten, at kun præsten kan redde ham - er fremstillingen af kristendommen i bogen ligeledes særdeles berigende for lægmand. Anna Mejlhede viderebringer på bedste vis kulturkristendommen - og det gør hun mere som kulturkristen end som præst - altså det, enhver lydhør umærkeligt har arvet gennem sin opvækst i Danmark. Hun slår mundret og tydeligt fast, at Biblener en samling myter, legender, historiske beretninger, poesi, filosofi og profetier, og fjerner herved enhver autoritet, som mere dogmatiske præster måtte forsøge at tillægge skrifterne, og fremstiller på den måde den moderne kristendom som et af flere gode bud på en eksistentialisme, som selv den hårdeste ateist kan beriges af. Og hun svarer på mange af de mest nærliggende spørgsmål, folk stiller uden for kirken til dem i kirken: Hvornår erBiblenskrevet og af hvem, er Jesus en historisk person, og hvad er det, vi kan dømmes for og af hvem, og som antydet kommer hun også ind på ondskab, lidelse og dommedag.
rødvin og ost
Stemningen i dialogerne er helt igennem varm og behagelig og det på trods af, at de også forholder sig til alvorlige emner som fundamentalisme, død (barnedød), køn, Kristus, fortidens hanelefanter på Bohr Instituttet, forholdet mellem tro og overtro (og her har præsten faktisk en glimrende skelnen mellem sin egen og andres overtro, men den må du selv læse), astrologien får smæk af Andersen, og de harcelerer begge over folks bedrevidende mistro til eksperter.
Hele bogen vækker mine forestillinger om Epikurs have som et sted med venlige og vidende mennesker. Et sted, hvor man har lyst til at være. Men også et sted, hvor man venskabeligt kan grine over andres uvidenhed på bestemte områder, og det gør man - griner - begge de gange talen falder på biologi (og der hvor præsten ikke rigtig forstår, at det er naturens kræfter, der bringer hende i fundamentalisternes vold). Nej, livet er ikke et mirakel. Og Brorsons nældesalme, som bogen afsluttes med, den holder ikke meget længere. Men bogen og samtalerne i den holder helt sikkert nogle år endnu.