En stærk og smuk stemme

Publiceret 31-10-2012

NEKROLOG over Filt Jensen, Gråsten 1926-2012

Af Nina og Thue Kjærhus

Midt i vores ferie i Vendsyssel fik vi budskabet om, at bestyrelsesmedlem for Rønshoved Højskole Filt Jensen var død, 86 år gammel. Vi var forberedte på budskabet, eftersom Filt de sidste par måneder var blevet mere og mere mærket af sin sygdom. Han ringede til højskolen 14 dage før sin død for at meddele, at han nu måtte træde ud af Rønshoved Højskoles bestyrelse. Der er mennesker, der sætter spor i tilværelsen på en stille, men markant måde. Filt Jensen var et sådant menneske. Han var i en menneskealder medlem af Rønshoved Højskoles bestyrelse.

Fra 2002 til 2006 var Filt Jensen desuden formand for bestyrelsen. Vi kom derfor som forstandere til at arbejde meget tæt sammen med Filt. Filt var både som formand og som menigt medlem af bestyrelsen indbegrebet af ro, indsigt og redelighed. Men Filt var mere end det. Filt var også en del af det eksterne lærerkorps som skolen kunne trække på. Og vi trak på Filt. Utallige kurser og ture er blevet ledet af Filt. Hans indsigt i Nord- og Sydslesvigs historie var enestående og subtil, hvilket hundreder af kursister på Rønshoved Højskole erfarede, og som vore lærere lærte af. Langt oppe i årene var Filt sammen med bestyrelsesmedlem Aage Jeggesen og vores lærer Hans-Tyge Haarløv primusmotoren i de historiske cykleture på skolen.

Filt var rundet af det grundtvigske. Det kom til udtryk på mange måder, som når han fortalte om sin tid som elev på Rødding Højskole, da Hans Lund var forstander. Men vi mærkede det også i hans forståelse af sammenhængen mellem folkestyre og det folkelige. Filt var folkelig og dansk. Og han sang med en stærk og smuk stemme, som kunne mærkes og høres i foredragssalen, og som vi alle vil savne.

Vi er ikke i tvivl om, at Filt Jensen var en fremragende forstander for Gråsten Landbrugsskole fra 1973 til 1987. Filt var en god lytter, som også turde handle. På utallige bestyrelsesmøder på Rønshoved Højskole var han stille, lyttende og nærværende, hvorefter han til sidst på mødet uddrog kvadratroden af det sagte. Derfor fik Filt altid meget igennem på bestyrelsesmøderne, og derfor var der altid ro på kommandobroen på Rønshoved Højskole, også når søen var høj. Som forstander havde vi en enestående loyal rådgiver. Vi har derfor rigtig meget at takke Filt for.

Filts livsgerning blev Gråsten Landbrugsskole, hvor han var lærer i 50erne og forstander fra 1973 -87. Her var hans kald, og han var derfor utrolig stolt, når han talte om landbrugsskolen. Han glædede sig over den dygtighed, som hans efterfølger forstander Peter Damgaard udviste. Filt var aldrig bange for at rose de, som fortjente ros. Han så sit virke i en historisk sammenhæng, hvor han var en del af landbrugsskolens levende historie. I 1990 blev Filt, til overraskelse for sig selv, valgt til Folketinget for Venstre som 64 årig. Filt valgte at trække sig som MF'er efter 4 år. Han talte altid om tiden som folketingsmand med glæde.

På Rønshoved Højskole vil vi mindes Filt Jensen for hans redelighed, loyalitet og varme.