Af Kenneth Ravn
Foreningen NORDENs Ungdom og Rønshoved Højskole arrangerede i februar en tur til Jokkmokk i det nordlige Sverige. Tanken var foruden at få en uforglemmelig og fremmedartet oplevelse at skabe ny opmærksomhed omkring det nordiske samarbejde, nordisk kultur og historie. Som en højskole i grænseregionen beskæftiger vi os hver dag med minoritetsspørgsmål, og vi har af samme grund stor sym pati med det arbejde, som foreningen NORDENs Ungdom udfører. Foreningen har et stærkt fokus på netop minoritetsspørgsmål og de udfordringer, Nordens ydreområder er konfronteret med i forhold til både klima, demografi, sociale og politiske problemer.
I Jokkmokk er man, ligesom mange andre steder, bekymret for, hvordan den globale opvarmning påvirker Arktis og befolkningernes muligheder for fortsat at eksistere i de nordligste områder på planeten. Vi var som gruppe inviteret til en stort anlagt klimakonference for at diskutere netop de udfordringer. Det var enormt spændende, og det samme var mødet med samerne, der er et sejt og på mange måder fremmedartet folkefærd. Vi så også frem til at besøge Sunderby Folkhögskola, hvor vi skulle overnatte inden turen fra Luleå til Jokkmokk.
hvad er et menneske?
Mødet med Sunderby Folkhögskola fik mig til at tænke på en bog af højskolemanden Poul Engberg, som jeg læste for et par år siden. Poul Engberg rejser i 1947 til Norge, Finland og Sverige for at beskrive folkehøjskolernes opståen og fremvækst i de respektive lande. Han ønsker samtidig at undersøge i hvilket omfang, højskolerne har tjent en national udfoldelse og frigørelse, og på hvilken måde højskolerne har bidraget til landenes folkelige særpræg. Nu, hvor de nationale frigørelseskampe i Norden er ført til ende (1947), søger han også i sin bog Nordens Højskoler at finde nye perspektiver for den nordiske højskoles arbejde.
Selvom Poul Engberg skrev om Nordens højskoler for mere end 60 år siden, er hans tanker særdeles aktuelle i dag, og det er de både i forhold til det nationale spørgsmål og mødet med det globale, men også i forhold til debatten om dannelse, kundskaber over for kompetencer og i forhold til en mere grundlæggende debat om højskolens formål og eksistensberettigelse.
I Sverige oplever Poul Engberg eksempelvis en tendens til, at man i visse kredse - og specielt på de skoler, der nøjes med at kalde sig humanistiske - giver oplysning og kundskaber uden at stille det afgørende spørgsmål: Hvad er et menneske, og hvad skal det bruge sine kundskaber til? Han begrunder det selv med, at demokratiets menneskesyn i højere grad end i fx Danmark og Norge betragtes som en selvfølge i det neutrale Sverige. Den profane humanisme bekymrer ham, for som han skriver: Bliver man objektiv og neutral over for de religiøse og etiske værdier, hvorpå i sidste instans selve menneskets værdighed beror, så undergraver man humanismen.
Jeg havde den oplevelse, at Sunderby Folkhögskola, der er en arbejderhøjskole, hvilket jeg har stor sympati for, er holdt op med at stille sig Poul Engbergs grundlæggende spørgsmål. Skolen har mere karakter af et Voksen Uddannelses Center eller et dansk universitet, hvor unge mennesker alene forberedes til et jobmarked. Og det er selvfølgelig vigtigt at have noget at leve af, men vi skal også have noget at leve på.
Her ville Poul Engberg betone det religiøse og det nationale, nordiske og europæiske værdifællesskab. Som et perspektiv til fremtidens højskoler skriver han: "Ikke internationalisme, men verdenshistorisk forståelse på national grund er højskolernes budskab til nutidens unge." Poul Engberg er med andre ord bekymret for en løsrevet og ureflekteret humanisme, der ikke er forankret i et nationalt kulturfællesskab.
ny-nordisk i sønderjylland
Denne ny-nordiske tanke fylder meget på Rønshoved Højskole, og vi oplever ofte, at folk bliver provokeret, når vi debatterer det nationale. Man forveksler ofte det at vedkende sig en national identitet med at være nationalist, hvilket er en problematisk kortslutning. Det handler ikke om, at det er bedre at være dansk end tysk, men om, at enhver nation naturligvis har samme ret til at eksistere og udleve sine nationale særpræg. Det er i virkeligheden netop i dén kombination mellem kravet om ret til at dyrke sin egen kulturelle og nationale identitet og respekt for andre kulturers samme ret, at en ægte og frugtbar mangfoldighed kan udfolde sig. En national, kulturel og historisk bevidstgørelse hos det enkelte menneske er sådan forudsætningen for mangfoldighed og mødet med det fremmede og globale. Den tanke er klarest formuleret af Poul Engbergs gode ven, højskolemanden Jørgen Bukdahl. Han skriver i sit essay "Norden og Europa" sådan: "Det nationale er aldrig et mål for en nations stræben, men et vækstvilkår for dens mellemfolkelige og verdensborgerlige bestræbelser".
Det er for mange en provokerende tanke, at man for at kunne indgå i et respektfuldt møde med det fremmede er nødt til at være forankret i et kulturelt nationalt fællesskab. At man må tage historien på sig og acceptere den som en del af sig selv. Det er af en eller anden grund mere sexet at være et frigjort, innovativt og kreativt undtagelsesmenneske løsrevet fra kedelig historie. Men i virkeligheden er netop dét menneske i størst risiko for at blive indfanget af det totalitære. Uden kendskab til historien og et reflekteret arbejde med eksistentielle spørgsmål, som det Poul Engberg stiller "Hvad er et menneske, og hvad skal det bruge sine kundskaber til?", mister man som individ, og for højskolernes vedkommende som institution, sin retningssans. Man risikerer at blive slave af i forvejen etablerede strukturer og bevidstløst følge den "nødvendige" udvikling. De så ofte diskuterede begreber innovation og kreativitet bliver ligeledes indholdsløse, for hvad er det, man skal være kreativ og innovativ i forhold til. Sådanne begreber lyder godt, men hvis de er løsrevet fra substans, bliver de nogle underlige tomme metabegreber, og, for mig betragtet, et desperat råb om hjælp.
På Rønshoved Højskole håber vi på et fortsat samarbejde med forening NORDENs ungdom, hvor en rejse til Finland til næste år allerede er på tegnebrættet.