Lad os tale om det frit! - tilegnet Pussy Riot

Publiceret 31-10-2012

KOMMENTAR I Rusland kaster unge piger hele deres liv ind i kampen for demokratiet, i Danmark drikker vi fadøl med politikerne. Else Mathiassen ser tilbage på Folkemødet

Af Else Mathiassen

Det har regnet og regnet og regnet. Sådan var det også i foråret. Lige indtil solskinsdagene i juni på Bornholm.

En kollega kaldte mig engang: "Et lille Guds ord fra landet". Til folkemødet i Allinge kunne jeg erfare, at hun havde ret, for jeg var helt benovet over at se alle politikerne og tv-journalisterne som andet end figurer i en firkantet kasse. De eksisterede i kød og blod. Snakkede, grinede, diskuterede og hyggede sig.

Højskolernes minister, kulturminister Uffe Elbæk sad og spiste ved bordet lige bag min mand Jens og jeg. Jeg tog mig sammen og gik hen for at hilse på ham. Han bad mig sætte sig og spurgte nysgerrigt til kulturen i Vestjylland, og jeg fortalte med stolthed om alt det, der faktisk sker.

Herefter gik vi til Politikens Gård for at se Bjørn Nørgaards performance. En politisk kommentar, der endte med, at den store mand lå splitternøgen på en divan, der var betrukket med bl.a. ler, grus, mel og knuste spejle. Han havde pyntet sig med en lyskæde, hvor fisk og brød var stukket ind hist og her. "Man tænker så godt på en divaneser," sagde den store kunstner.

Jeg sad og så på fra første bænkerække. Ved siden af mig sad Kim Bildsøe og Johanne Schmidt Nielsen. Lige bagved sad nogle unge, der var ved at gå til i forlegenhed. "Riv mine øjne ud, riv mine øjne ud" sagde den ene og den anden sagde undskyldende: "Jeg vidste altså ikke, hvad det var". Skråt bagved mig sad folketingets formand Mogens Lykketoft. Egentlig var seancen programsat til dagen efter, men her skulle den nøgne mand til middag hos dronningen i forbindelse med det kinesiske statsbesøg! Ville noget lignende kunne foregå andre steder end i Danmark?

 

politik overalt

Der var politiske diskussioner alle steder, bogstaveligt talt. Vi kom slentrende fra en diskussion og talte om, hvor vi nu skulle hen, da en velkendt stemme lød fra en lille højtaler foran en souvenirbutik. En stemme jeg godt kan li' for dens entusiasme og energi. Vi gik gennem butikken med "Krølle- Bølle" figurer og kom ind i en lille have. Stemmen lød stadig. Problemet ved stemmen er bare, at den er bærere af ord, der strider mod så meget af dét, jeg finder rigtig. Stemmen tilhørte Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance - her i samtale med Margrethe Vestager. Der sad de på en lille scene. Ordene fra Vestager var jeg måske enig i - måske ikke. Ordene kunne ikke holde mig fast, for de bragte hele tiden økonomi på banen, og det havde jeg ikke lige lyst til at bruge min tid på her og nu.

Så hellere hen og høre Pernille Rosenkrantz-Theil og Pernille Skipper. Det var der saft og kraft i. Det var ligesom at komme ind i maskinrummet. Ordstyreren spurgte Pernille Skipper om Enhedslisten virkelig kunne finde på at vælte regeringen. Hertil svarede Pernille Rosenkrantz-Theil: "Tro mig - det kan de". Og jeg kunne mærke, at hun vidste, hvad hun talte om.

Det kunne jeg under hele debatten, ligegyldig hvad emnerne var. Sådan var det også med Bo Lidegaard, Politikens chefredaktør, da han var i duel med Søren Pind. Inden de gik i gang, havde jeg ventet, at Søren Pind ville vinde, men han blev jordet af en meget skarp Bo Lidegaard. Det hjalp heller ikke Søren Pind, at han muligvis havde fået en fadøl for meget (Nej - det var ikke Lars Løkke Rasmussen!).

Vi var også et smut ovre, hvor Dansk Industri holdt til. Udvalgte folk sad i grupper, hvor de af Anders Lund Madsen fik udstukket en række dilemmaer alle med udgangspunkt i energispørgsmål. Det var virkelig interessant at opleve denne demokratiske samtale. Jeg sad og glædede mig over ikke at skulle tage en beslutning, for man kunne se det rigtige og forkerte i alt, ligegyldigt hvad man landede på, men landes skulle der, og et både/og var ikke en mulighed. Til gengæld var der gratis buffet, drikkevarer og regnslag, da det begyndte at regne.

 

pussy riot

Jeg tænker tilbage på dagene på Bornholm i forbindelse med de to års fængsel til performancegruppen "Pussy Riot". De tre unge piger som protesterede mod Putins diktatoriske magtarrogance - støttet af den ortodokse patriarkalske kirke. De kaster hele deres liv ind for at fremme demokratiet, velvidende at de kommer til at betale en meget høj pris. Universitetsuddannede piger, der vidste, at de satte deres fremtid på spil, at de ville blive chikaneret, og at de risikerede flere års fængselsstraf for at ytre sig?

Selv havde jeg to større opgaver på folkemødet. Også jeg skulle performe - danse "De forbudte trin", danse "Det politikerne ikke tør tale om". Hold da op, hvor jeg brugte energi på at få knækket den nød. Hvordan skulle den koreografi se ud? Jeg fandt et udtryk og dansede i cirkusteltet. Forrest sad Bertel Haarder, som er idémanden bag hele Folkemødet. Blandt publikum sad også Anders Samuelsen, nok ikke for at se dans, men for at høre sin søster Mette Borch tale!

Der blev klappet efter min optræden, og modsat "Pussy Riot" vidste jeg, at jeg frit kunne gå videre i livet, men modsat dem ved jeg ikke, om jeg gjorde bare lille bitte forskel.

Vestjyllands Højskole har en sang: Danskerne findes i mange modeller skrevet af Ebbe Kløvedal Reich. I omkvædet lyder det: "Lad os tale om det frit". Den sang havde jeg valgt, da jeg skulle indlede udenrigsminister Villy Søvndals tale på den store scene på Folkemødet. Spørgsmålet er ikke så meget, om vi som danskere kan tale frit. Spørgsmålet er mere, om man bliver hørt.

Og hvad med politikerne? Taler de frit, eller er de styret af et regelsæt for politikeropførsel? Politikerne bliver mere og mere fjernstyret og mindre frie. Deres umiddelbare tanker for ret og skel kommer ikke frem i en åben dialog. Politikerne skal vogte hver en handling og hvert et ord, og kan de ikke det, så har de folk til det - de såkaldte spindoktorer.

På den politiske scene ville jeg gerne have talt bare to minutter mere om demokratidebatten og ført den over i overvejelser omkring mediernes rolle versus det enkelt menneskes ansvar, men da TV-2 News skulle transmittere, måtte "Det levende ord" vige for tv-kameraerne, hvor alt skal times på sekundet.

Er det folkelighed? Hvorfor fandt jeg mig i det? Måske var det almindelig pænhed, der ikke turde sætte sagen over høflig opførsel? Havde jeg bare haft en flig af Pussy Riots overmenneskelige mod på demokratiets vegne! Jeg kan trøste mig med, at der bliver en næste gang - på Bornholm og hver eneste dag. Man må jo bare tage sig sammen, når det ikke kommer af sig selv.