Skitse til uren teologi

Publiceret 02-10-2012

TRO Hvordan holder man balancen mellem kristen tro og kristent liv?

Af Bo Rasmussen

Højskolebladets læsere er godt klar over, at man kan skrive og tale meget forskelligt om den kristne tro og det kristne liv i forhold til den moderne fornuftsprægede virkelighed, men bladets læsere ved også, at der er to dominerende grundholdninger, der har svært ved at komme i dialog med hinanden.

Den ene grundholdning findes i den moderne teologi, der i kølvandet på dialektisk teologi og eksistensteologi mener, at man kun kan tale meningsfuldt om kristendommen på den moderne fornufts betingelser, ellers bliver kristendommen til overtro og et let bytte for den religionskritik, der hurtigt kan påvise, at de bibelske tekster ofte er så ulogiske og uvidenskabelige, at det skriger til den himmel, hvor Gud kun kan sidde på en tronstol, hvis man giver afkald på den videnskabelige og rationelle fornuft, som man har tillid til på alle livets andre områder.

Man skal derfor ikke parkere fornuften i våbenhuset, men have den med ind i kirken. Man får kun noget godt med hjem fra præstens prædiken, hvis han eller hun er god til at afmytologisere og er i stand til at læse bibelteksterne så kritisk, at der kan findes et rationelt budskab i dem.

Den anden teologiske grundholdning vil ikke lade sig styre af den moderne rationelle fornuft, der både i videnskaberne og almindelige menneskers liv har affortryllet mennesket og naturen. Troen på denne moderne fornuft er positivistisk overtro, der har skabt en åndløs materialisme, som den rationelle og videnskabelige fornuft ikke kan sætte en stopper for, fordi det er den der er skyld i den moderne materialistiske elendighed.

For denne grundholdning er kristendommen en åbenbaret sandhed, og derfor har man tillid til den Bibel, som rummer den åbenbarede sandhed og er sikker på, at man ødelægger det kristne budskab, hvis man piller med den videnskabelige og rationelle fornuft ved den åbenbaringshistorie, som binder Det gamle og Det nye Testamente sammen.

Man tror på fortællingerne om Jesu liv på jorden fra fødsel til død som et guddommeligt menneskeliv fyldt med underfulde hændelser med en ydmyg fornuft, der ikke kunne drømme om at gøre sig til rationalistisk dommer over den måde, Gud har åbenbaret sig på.

Gud blev ikke som i koranen bog, men menneske, og biblen er menneskers ord og fortællinger om den guddommelige frelse, så man behøver ikke at være så fundamentalistisk i sit forhold til biblen, som en troende muslim næsten er nødt til at være det, når han eller hun læser i koranen, men for denne grundholdning er den muslimske fundamentalisme faktisk ikke så farlig som den fundamentalistiske tro på, at man ikke er et menneskeligt fornuftsvæsen, hvis man tror imod sin rationelle fornuft.

Opmytologisering er derfor ikke et ufornuftigt alternativ til afmytologisering. De fleste præster og sikkert også de fleste læsere af dette blad forsøger at navigere mellem de to grundholdninger. Det er sjældent at møde den rene vare, hvor Gud bare er et fornuftigt paradoks eller stadig er til at få øje på i den himmel, som han skabte for ca. 6000 år siden.

 

balancen

De to grundholdninger ser også meget forskelligt på det kristne liv i forhold til den kristne tro. I det ene tilfælde er man bange for, at ikke rationel kristen tro fører til et ufornuftigt kristent liv. Så man forsøger at beskytte sit almindelige menneskelige liv imod alt for irrationelle følelser og handlinger. I det andet tilfælde kan livet ikke blive kristeligt nok, fordi den kristne tro helst skal være virksom i følelser og handlinger, der ligner dem, som man kan læse om i biblen.

I det første tilfælde skal man passe på, at helligånden ikke gør livet alt for helligt. I det andet tilfælde kan det ikke blive helligt nok. Hvordan får man en balance mellem kristen tro og kristent liv, så at troen og livet hverken falder helt fra hinanden eller ikke er til holde ude fra hinanden? I den ene grundholdning er slagordet groft sagt: menneske først og sidst, i den anden kristen først og sidst!

I Grundtvigs og Kierkegaards fædreland har der været en både saglig og fornuftig teologisk diskussion mellem de to positioner: "menneske først - og kristen så" (et Grundtvigcitat) og kristen først - og menneske så (en tolkning af Kierkegaard), men måske skal man teologisk overveje en tredje grundholdning, hvor den kristne tro og den kristne tro hænger meget bedre sammen uden at blive sammenblandet, fordi man hverken tror blindt på den rationelle fornuft eller på en irrationel historisk åbenbaring, men tror på, at "hjertet har en fornuft, som fornuften er blind for."

I den senmoderne virkelighed er det ved at blive moderne med en "uren pædagogik", der fokuserer mere på det levende liv og erfaring end på en konstruktivisme og en selvrefleksion, der begge er styret af den rationelle fornuft.

 

uren teologi

Måske er det på tide med en uren teologi i den protestantiske teologiske tænkning, der er alt for fornuftfikseret, både når den forherliger og bandlyser den rationelle fornuft.

En sådan uren teologi kunne man finde inspiration til hos den franske katolik Pascal, der både var naturvidenskabsmand og teologisk tænker. Jeg har lige citeret en af hans teologiske tanker:"le coeur a ses raisons, que la raison ne connâit pas." Det er svært at oversætte den underfundige sætning præcist, men meningen hos Pascal er, at mennesket er en helhed af sanser, følelser og fornuft og derfor sanser, føler og tænker med et sind, som overbevises lige så meget af myter og ritualer som af rationelle argumenter. Så derfor skal man i sin fornuftfiksering hverken fokusere på afmytologisering eller opmytologisering, men få så meget rationel fornuft og hjertefornuft og så mange ritualer og mytiske fortællinger ind i den evangelisk-lutherske kirke som muligt.

Det kan godt være, at den idé kan få både Tidehvervspræster og præster fra Menighedsfakultetet til at græde, men jeg tror, at Grundtvig vil glæde sig i den himmel, som han er kommet til, fordi han først fandt sig selv, da han hverken som ung rationalist sagde: menneskelig fornuft først eller som nyomvendt kristen sagde: kristen først.

I 1820erne blev han i sit fornuftige, følelsesfulde og kropslige sind overbevist om, at både fornuftens lys og bibelordet kunne være lys uden varme, så det var trosbekendelsen som mytisk og kærlig fortælling og dåb og nadver som kærligt fællesskab, der kunne give hjertet og kroppen en tro, der både var varm og fornuftig.

Så det er ikke i Grundtvigs ånd at sige "Menneske først - og kristen så", men det er i Grundtvigs ånd at sige: levende kristendom først - så levende menneskeliv. Det levende menneskeliv blev han efter 1832 så glad for, at han formulerede det berømte slogan om "menneske først..", men man kan godt påstå, at det var en følge af hans nye tro på en levende kristendom.

Efter Grundtvigs død blev grundtvigianismen til ritualdyrkelse uden menneskeligt liv og højskoler uden kristen ånd, men Grundtvig selv kunne godt holde sammen på den levende kristne tro, det levende kristne liv og den rationelle moderne virkelighed og holde dem adskilt uden som i "intelligent design" at blande dem sammen.

Så man kan med denne Grundtvig i bagagen holde højmesse og med god kristen samvittighed fylde gudstjenesten både med kold og varm fornuft, bibelske myter og eventyr og gamle og nye ritualer (hvorfor ikke skilsmisse-og årstidsritualer og måske tre forskellige ritualer til at løse problemerne med homoseksuelle ægteskaber?). Det hele kan være et evangelisk glædesbudskab for den fornuft, som fornuften er blind for, og kan derfor ikke undgå at skabe glæde og livslyst også uden for kirkens tykke mure.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies