Teatermand i Toftlund

Publiceret 31-10-2012

Det er et alsidigt teatermenneske og en erfaren leder, der pr. 1. november tiltræder som ny forstander på Musik-og Teaterhøjskolen i Toftlund

Af Højskolebladet

50-årige Thomas Trier kommer fra en stilling som chef på Syddjurs Egnsteater i Rønde og har en lang karriere inden for teaterverdenen bag sig. Thomas har således både en fortid som universitetsunderviser og højskolelærer samt bestyrelsesformand for Kulturklubben, Kultursamvirke og Entre Scenen i Aarhus.

Både som teaterinstruktør og manuskriptforfatter har Thomas nydt stor succes. Hans stykke Hamlet - et hævndrama er i manuskriptform det mest solgte stykke nyere dansk dramatik, mens stykket Headbanger er blevet opført på en af Europas største og mest spændende scener: Het Toneelhuis i Antwerpen. Fra tiden i Rønde hører ungdomsscenen VærelZe 313 til blandt Thomas' største fortjenester, mens hans forestilling Krag , om tidligere statsminister Jens Otto Krag, senest har turneret Danmark rundt med flotte anmeldelser til følge.

Musik- og Teaterhøjskolen byder den nye forstander velkommen ved en reception den 3. november kl. 11.30.