Af Jeppe Langkjær og Andreas Harbsmeier
Demokrati, dialog, fællesskab, ansvar, respekt, faglighed, forståelse, tolerance, solidaritet, frisind, humanisme, osv. osv. Listen over højskolernes værdier ligner til forveksling et katalog over de mest politisk korrekte holdninger, man kan tænkte sig. Hvis nogen mener, at højskolerne skal være klassens frække dreng, i opposition, et korrektiv eller et alternativ til tidens gældende værdier, skal man i hvert fald ikke kigge i skolernes værdigrundlag for at få det bekræftet.
Højskolebladet har lavet en kortlægning af højskolernes værdigrundlag. Og det mest bemærkelsesværdige resultat er, at højskolerne i udpræget grad minder om hinanden. Men højskolerne er ikke blot overraskende meget på linje med hinanden. Hvad angår værdier, adskiller højskolerne sig heller ikke i nævneværdig grad fra andre institutioner i uddannelsessystemet, i det offentlige eller i erhvervslivet for den sags skyld. Groft sagt gør de centrale værdier i højskolen ikke skoleformen væsensforskellig fra en folkeskole, en tilfældig udvalgt revisionsvirksomhed, eller en bank for den sags skyld.
lov og værdi
I 1999 blev det med den nye højskolelov en pligt for alle højskoler at have et værdigrundlag. Tanken var at styrke det særlige ved højskolen og samtidig markere højskolernes tradition for selvstændighed, ved at hver enkelt skole skulle formulere sit eget værdigrundlag. "Kravet om, at frie kostskoler skal tilrettelægge deres virksomhed ud fra deres selvvalgte værdigrundlag, tydeliggør, at de frie kostskoler er idébårne skoler, hvor hver skole formulerer sit eget værdigrundlag. Det sikrer, at kommende elever er i stand til at vurdere, om de ønsker at deltage på skolens betingelser. Værdigrundlaget er fundamentet for skolens mål, praksis og selvevaluering," står der i lovgrundlaget.
Resultatet her 13 år senere er en række værdier, der ikke i særlig grad markerer højskolen over for andre institutioner i samfundet. Kortlægningen af højskolernes værdigrundlag viser, at mere end hver tredje skole har skrevet "demokrati" ind som en central værdi. Godt hver fjerde er nået frem til "respekt for den enkelte", mens alle skoler knap så overraskende nævner "fællesskab". En del skoler vælger også at betone deres faglige profil i værdiggrundlaget - om det er idræt, kristendom eller andet, hvorved de adskiller sig fra hinanden. Selv om værdigrundlagene således ikke siger det store om den enkelte skoles egentlige særkende, har påbuddet om at udfærdige et sådant dokument måske alligevel gavnet visse steder. Flere forstandere har haft gode erfaringer med selve processen med at formulere værdigrundlaget, og fortæller hvordan forløbet og det endelige resultat har haft en positiv indvirkning på den interne drift af skolen. Den klarhed, der mangler udadtil, er med andre ord skabt indadtil.
Det kan derfor hævdes, at problemet måske ikke ligger så meget i det forhold, at mange af skolerne ikke har kunnet formulere værdigrundlag, der har en klar profil, men det ligger nok snarere i hele ideen om overhovedet at have et værdigrundlag. Ikke desto mindre findes der snart sagt ikke den institution, der ikke har et værdigrundlag. Og i 2010 blev der endda nedsat en Værdikommission af daværende kulturminister Per Stig Møller, der havde til at formål at "kortlægge, hvilke værdier der er vigtige for danskernes liv." Kommissionen blev imidlertid nedlagt sidste år af nuværende kulturminister Uffe Elbæk.
Per Stig Møller havde selvsagt gerne set kommissionen gøre arbejdet færdigt: "Man kan ikke lave en facitliste, for der er også forskellige værdisæt og forskellige værdiprioriteringer i vores samfund. Vi er ikke ens, og vi lever ikke ens. Men meningen med Værdikommisssionen var gennem en folkelig debat at diagnosticere det danske samfund og præcisere, om der er fælles, grundlæggende værdier, vi lever efter eller efterlyser, og i så fald hvilke."
Redaktør Rune Lykkeberg, der var en del af Værdikommissionen mener, at arbejdet var interessant, men at spørgsmålene skulle stilles på en anden måde: "Der er forskellige dybder på forskellige områder. Men når man taler om værdier, så ophæver man alle forskelle i livsverdenen og tror, der findes et teoretisk niveau, hvor man kan rekonstruere dem. På den måde misforstår man det, man snakker om, og underkender livsverdenen. Man pisser i virkeligheden på de værdier, man forsøger at holde i hævd. Hvis du løsriver alting og sætter det på en fællesnævner, så har du også ophævet det," forklarer han.
en dækningsløs check
Tidligere forstander på Ry Højskole Svend Thorhauge, der i sin tid arbejdede med højskolens værdigrundlag, er på linje med Rune Lykkeberg i sin kritik af værdibegrebet. I hans øjne ville det give bedre mening, hvis skolerne i stedet artikulerede, hvad de vil, og hvordan de vil det. Højskolerne har på sin vis forrådt deres eget ophav med opstillingen af værdigrundlag: "Værdier er en dækningsløs check. Vi mener, at vi har ret til vores værdier, og at andre tilsvarende har pligt til at respektere dem. Men man kan slet ikke respektere en værdi, al den stund, at værdier først kommer til virkelighed som holdninger," mener Thorhauge.
"Højskolerne ville være bedre tjent med et holdningsgrundlag frem for et værdigrundlag. Kald det, hvad du vil: programerklæring eller politisk program. En retning på gerningen. Det moderne demokrati er baseret på, at vi ikke længere har en værdibaseret fælles samvittighed, men derimod en værdimæssig mangfoldighed, der må anerkende, at vi skal nå frem til fælles holdninger på baggrund af forskellige værdier. Og holdninger har den fordel, at man skal argumentere for dem og ikke blot håndhæve dem," mener Svend Thorhauge.
Per Stig Møller anerkender dog ikke den præmis: "Man kan godt være uenig i værdier og værdiprioriteringer. En holdning er en gestaltning af en bagvedliggende værdi, og principper skulle gerne være værdifaste, ellers ender det i principløshed og dermed også i værdiløshed," mener han. "Et samfund, der ikke kender sine værdier og derfor ikke vedkender sig dem og derfor heller ikke forsvarer dem, bliver værdiløst," mener Per Stig Møller.
Man kunne hævde, at højskolerne, da de blev til, netop havde en særlig status som værdifremmer forhold til det omgivende samfund. Men spørgsmålet er, om højskolerne med deres oprindelige grundtvigske folkeoplysningstradition og senere i efterkrigstidens demokratibølge var med til at fremme værdier i det øvrige samfund med så stor succes, at højskolerne har overflødiggjort dem selv for en værdimæssig betragtning.
Niels Larsen, der var forstander på Støvring Højskole i den periode, hvor skolerne skulle til at formulere deres værdigrundlag, er enig i den analyse. Mens højskolerne på det værdimæssige niveau tidligere indtog en særlig position i det danske samfund, ser det anderledes ud i dag: "Højskolerne har sejret ad helvede til, hvorfor det giver god mening, at de ikke længere kan præsentere et værdisyn, som er anderledes. Højskolen er ikke længere klassens uartige dreng, men blot en ud af mange skoleformer. De har ikke længere noget at spille bold op af. Der findes ingen almue - i betydningen intelligensreserve - længere," siger han.
Betyder det i realiteten, at højskolernes er blevet værdiløse? I værste fald har formuleringerne af værdigrundlaget medvirket til en form for udvanding af højskolerne i ideologisk forstand. I bedste fald har de givet anledning til, at skolerne har været igennem en god proces med at formulere værdigrundlaget, så de som ledelsesredskab har givet gode resultater, der i anden ombæring kan spores i praksis. Men når mere eller mindre identiske værdigrundlag tilsyneladende kan udmøntes på så forskellig måde i praksis - fra en højskole til en bank, siger det noget om vores evne til at formulere værdier: "Vores teoretiske forståelse af vores praktiske problemer er den langt underlegen. Når man taler om værdier er det meget ofte er langt under det niveau, vi praktiserer værdier på, "mener Rune Lykkeberg.
"Ideelt set burde højskoler slet ikke have brug for et værdigrundlag, hvis de er i stand til at nyfortolke historien og traditionen. Så er de, om man så må sige, allerede dækket ind," slutter Niels Larsen.