Af Carl Holst og Lone Holst
Højskolebevægelsens historie er fuld af antologier i anledning af forskellige jubilæer. Mange af disse sætter sjældent varige præg på den efterfølgende historie. Ofte fordi emnet og indholdets relevans ikke rækker ud over en meget lille kreds og er meget snævert afgrænset til den umiddelbare samtid. Ja, til tider er nogle af elementerne allerede forældede inden udgivelsen. Dansk Demokrati, udgivet i anledning af Rødding Højskoles 150 års jubilæum er et af mange eksempler på dette.
Det var måske derfor også med den forudfattede indstilling, vi første gang fik et eksemplar af bogen i hånden. Et flot omslag med billede fra Vadehavet og sort sol.
Men ved læsningen af bogens bagside fornemmede vi, at temaet måske havde mere relevans og aktualitet end som så. "Ét spørgsmål synes at gennemsyre politik, uddannelse og offentlig debat: Hvad skal vi leve af i fremtiden? Dette spørgsmål har højskolen rigtig nok ikke meget at sige om. Til gengæld er højskolen på grund af skoleformens udtalte frihed ideel til at stille skarpt på et langt vigtigere og mere fundamentalt spørgsmål: Hvad skal vi leve for?" Og heldigvis lever bogens indhold op til dette spørgsmål ved nogenlunde gennemført at forsøge at levere et svar gennem de ti forskellige bidragsyderes indspark.
Men har en sådan debatbog nogen relevans uden for en snæver kreds af dedikerede højskolefolk? Ja, det mener vi den har, fordi vi tror, at svaret på spørgsmålet, "Hvad skal vi leve for?", har relevans i en større kreds og ikke bare i en snæver samtid. Det skyldes flere årsager. Dels kender alle fra sig selv eller hos andre, at det er meget svært at forene familie og arbejdsliv. Dels er der øgede krav til unge mennesker i dag.
Ifølge Familie- og Arbejdslivskommissionen, som kom med sine anbefalinger i maj 2007, mener mellem 700 - 900.000 danskere på arbejdsmarkedet, at de har problemer med balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Det skaber stress. Ikke mindst fordi ubalancen er blokerende for, at man kan udfolde sig som et helt menneske.
Udfordringen med at fastholde denne svære balance mellem familie og arbejdsliv kender vi også til. Og vi har bestemt ikke altid held med at balancere med den. Med vores lærerbaggrund kender vi til ungdommens tvivl og frustration over stigende krav. Og det er baggrunden for, at vi tror, vi ikke er de eneste, der finder temaet i antologien relevant.
De mange forskellige bidragsydere har givet deres bud på, hvad højskolen kan byde ind med, og det er ikke så lidt. I dagens Danmark, hvor man let kan blive fortabt i den meget individuelt fokuserede verden, hvor alt handler om at lære hurtigt, blive hurtigt færdig, tage tidlige og bindende valg, har højskolen en vigtig rolle at spille, ikke mindst i den pædagogiske diskussion. Grundtvig og Kold satte deres eftertrykkelige præg på den danske skoletradition, og højskolen kan til stadighed være med til at påvirke den pædagogiske retning.
Bogen veksler mellem historiske tilbageblik og på fremtidige bud på, hvad højskolens rolle i uddannelseslandskabet skal være, og ikke mindst hvad dens rolle i samfundet skal være. Bidragsyderne er mennesker med forskellige indgangsvinkler til højskolen, og det er et fåtal, som kommer fra højskoleverdenen. Dette er bestemt en styrke for bogens troværdighed og relevans i hele debatten omkring højskolen. For som redaktionen bag antologien i indledningen påpeger, så har de ønsket "et ædrueligt blik på vores skoleform og ikke den bragesnak og selvforherligelse, som højskolefolk - måske ikke helt med urette - er kendt for."
Dette, synes vi, er lykkes godt i antologien. Alle indlæg kan anbefales, selvom alle ikke er letlæste. En del giver et historisk tilbageblik som platform for deres bud på fremtidens opgaver for højskolen. Det er vel, som det sig hør og bør inden for højskoletraditionen, hvor historisk bevidsthed udgør rygraden i menneskers livssyn.
Vi vil her fremhæve Ove Kaj Petersens indlæg "Højskolerne - den loyale opposition", hvor han med sin baggrund som professor ved Department of Business and Politics ved Copenhagen Business School giver sit syn på højskolernes vigtige rolle som loyal opposition til uddannelsessystemet og den herskende identitetspolitik. Her fremhæver Ove Kaj Petersen højskolernes netop som en "Høj skole", der er almendannede, giver oplysning om livet og danner til en stærk personlighed i et samfund underlagt international konkurrence. Højskolen har et etisk formål. Den skal være demokratiets laboratorium, hvor der eksperimenteres med demokrati og alternative pædagogikker.
Peter Bastian peger i sit indlæg på det skabende fællesskab, som det centrale for højskolen. Her har højskolen sin naturlige spilleplads. Det er her, den den kan være med til at åbne øjnene for, hvad vi skal leve for. At man sammen med andre skaber noget, der er bedre end det, der er at skabe muligt som enkelt individ.
Som Peter Bastian udtrykker det i sit indlæg: "Fællesskaber, hvor vi vågner op som dybere udtryk for os selv, fuldstændig sammen og fuldstændig autonome deltagere som én og samme tilstand. Én bevidsthed med mange hoveder og mange livs erfaring."
Flere indlæg kunne fremhæves, herunder Ove Korsgaard og Lene Tanggaard, som henholdsvis handler om demokrati som livsform og læringsglemsel og uren pædagogik. Et lidt svært læselig bidrag er givet af professor, dr.phil i filosofi Dorthe Jørgensen, om æstetik i undervisningen, men hendes mission med at nuancere begrebet æstetisk tænkning er bestemt interessant i denne sammenhæng.
Med denne debatbog er der givet stof til eftertanke om højskolens fremtidige rolle. Vi er efterladt med en optimisme på højskolens vegne, da det er tydeligt hos alle bidragsyderne, at uddannelse/dannelse i fremtiden ikke kun drejer sig om, hvad vi skal leve af, men i lige så høj grad, hvad vi skal levefor!
Læs interview med redaktionsgruppen her.