Når nødvendigheden suspenderes

Publiceret 03-09-2012

INTERVIEW ”Hvorfor skal hverdagen ligne en slutspurt?” spørger ny
debatbog om højskolen. Der er brug for et alternativ til den herskende nødvendighedslogik, er udmeldingen fra redaktørerne

Af Jeppe Langkjær

"Set fra det nyttiges perspektiv er det meste af det, der forgår på højskolen overflødigt. Men det ord, der gemmer sig i ordet overflødigt, er jo overflod. Nu er vi ude over det nødvendige, ude over det nyttige, nu er vi nået til, hvad det egentlig handler om". Med disse ord afslutter redaktionsgruppens nestor, højskolelærer Hans Rubech Christensen, interviewet. Men hvordan blev det nogensinde så højtravende? Vi snakkede jo bare om højskolens eksistensberettigelse.


Lad mig starte ved begyndelsen. Ved siden af og over for mig sidder Benjamin Ask Popp-Madsen, medlem af bestyrelsen for Elevforeningen for Testrup Højskole og den just afgåede formand, Rasmus Dyrvig Henriksen, tidligere medlem, Tobias Beck, tidligere formand, og altså Hans Rubech Christensen, som tilsammen udgør redaktionen bag debatbogen, der er blevet til i anledning af elevforeningens 100 års jubilæum. Jeg har sat dem stævne i Hans' køkken over en kop kaffe for at få at vide, hvad højskolen i deres øjne kan bidrage med.


højskolen i samfundet

Ifølge de fire redaktører er det ikke tilfældigt, at jubilæet fejres med en bogudgivelse. "Det at være højskole er bl.a. at gribe ud i samfundet, at interessere sig for, hvad der ellers sker, at interessere sig for medborgerskab. Ligesom det er at kunne stille sig kritisk over for sig selv," lyder det fra Tobias Beck. Og netop det førstnævnte har højskolen ifølge Hans Rubech forsømt i årtier. Den har glemt at forholde sig. Det er imidlertid ikke den eneste motivation for udgivelsen, at det er på tide, at højskolen både forholder sig til sig selv og det omkringliggende samfund; også den aktuelle uddannelses- og videnspolitiske dagsorden er afgørende.


Den samlede redaktionsgruppe udtrykker en udpræget bekymring for den nyttetænkning, som i deres øjne styrer uddannelsespolitikken - ja, politikken generelt. Med bogen ønsker de derfor at skabe en moddiskurs til nødvendighedspolitikken, hvor arbejdet ophøjes til både at være mål og middel. Som det gentages flere gange, skal højskolen ikke spørge, hvad vi kan leve af, men hvad vi kan leve for. Måske kan man oversætte Lars von Triers motto om en god film og sige, at en god højskole skal være som en sten i skoen for det omgivende samfund.

Den skal virke som systemkritiker. "Højskolen vil miste sin værdi, hvis den tilbyder noget, man kan finde alle andre steder," siger Benjamin Popp- Madsen. Men hvad er det så, den skal tilbyde; hvad skal man kunne finde? Hvordan skal højskolen adskille sig fra det øvrige uddannelsessystem?


den enkelte på højskole

Der hersker bred enighed blandt redaktørerne om, at højskolen skal udgøre et frirum. Et mulighedernes rum. Højskolen skal ikke som andre uddannelsesinstitutioner være kendetegnet ved en retningsbestemmelse. Den skal snarere forstyrre den lineære livslinje og skabe omveje. Her bryder Rasmus Dyrvig ind og understreger, at et højskoleophold selvfølgelig gerne må være retningsgivende: "Det ville være dumt at være imod nytte." Det er dog vitalt, at denne funktion aldrig bliver højskolens mål. Højskolen skal give den enkelte elev mulighed for at skifte retning, for at søge grænser og eksperimentere; og det kan den til stadighed gøre, fordi den ikke betjener sig af tests og karakterer. Det er med andre ord omkostnings- og risikofrit at kaste sig ud i det ukendte. I stedet for en stræben efter resultater er den umiddelbare glædesbevidsthed i centrum: "Bare det at se andre smile giver pludselig mening."


Det er som højskole imidlertid ikke tilstrækkeligt at danne rammerne for den enkeltes selvudforskning. "Det er ikke nok at have tilfredse elever," lyder det. Højskolen skal også danne den enkelte til fællesskabet. Ud over relevansen for den enkelte elev i det nære, har højskolen i redaktionsgruppens optik således også en klar berettigelse i kraft af sit myndiggørende virke. Det kan kun lade sig gøre at holde højskole i fællesskab, og netop denne bevidstliggørelse om fællesskabets givende karakter må derfor indtage en central rolle på enhver højskole.

 

den overflødige højskole

Godtager man nyttelogikkens præmisser, kan højskolen altså godt synes overflødig. Frihed, glæde og bevidstliggørelse kan ikke umiddelbart aflæses på arbejdsmarkedets bundlinje. Derfor handler det ifølge de fire redaktionsmedlemmer netop om at skabe et alternativ, hvor disse værdier dyrkes. Et alternativ hvor nødvendigheden er suspenderet, og livets egentlige dimensioner er til diskussion - og det er, hvad højskolen skal tilbyde. Højskolen har sin berettigelse, fordi den stiller de spørgsmål, som i det øvrige samfund gemmes og glemmes. Højskolen har sin berettigelse, fordi den gennem kunsten, musikken, den kropslige udfoldelse, tænkningen og mange andre discipliner undersøger, hvad vi skal leve for.

Dermed nåede vi til pointen, der indleder denne tekst. Om den skal gælde som højskolens kongstanke, er der nok ikke enighed om, men med "Hvorfor skal hverdagen ligne en slutspurt?" er gulvet i hvert tilfælde åbnet, og højskolen er atter til debat.

Læs anmeldelsen af bogen her.