Farvel til fiktionen

Publiceret 15-04-2013

INDSPARK Karl Ove Knausgårds Min kamp har vundet kampen mod fiktionen. Endelig noget, der ikke er opdigtet

Af Hans Hauge

Filosoffen Jørgen Dehs udsendte sidste år en smuk, tæt og tankevækkende bog med titlen Det autentiske: Fortællinger om nutidens kunstbegreb . Det gik op for mig, at jeg ikke længe havde brugt begrebet eller tænkt over det ord. Så kom jeg til at mindes, at jeg faktisk engang havde tænkt over det. I erindringen forbandt jeg det med min gymnasietids eksistentialisme, dvs. Heidegger tolket af Johannes Sløk. Dengang var der et eller andet med det autentiske. Man kunne vist leve inautentisk. Vi forsøgte at leve autentisk ved at undgå at blive en del af mængden. I studietiden diskuterede vi den amerikanske kritiker Lionel Trillings værk Sincerity and Authenticity (1971). Han diskuterede især teatret, Rousseau, Wordsworth og Jane Austen.


Hans bog har igen inspireret den canadiske filosof Charles Taylors The Ethics of Authentiticy , der spiller en rolle hos Dehs. Dehs spørger, hvorfor vi (igen) er optaget af det autentiske. Det skyldes bl.a., siger han, at vi erfarer, at vi lever i en "tidsalder, hvor vi i mange sammenhænge opfattes som væsener, der agerer i en totalt konstrueret virkelighed." Og lidt senere: "Ingen steder møder vi fænomener, som ikke er 'konstruerede', det vil sige produkt af vores tænkning, sprog og frem for alt vores socialisering." Han tager derefter dette uhyre komplekse fænomen op: Hvordan kan kunsten være eller insistere på autenticitet, når vi også forbinder kunst med illusion, forstillelse, iscenesættelse og unatur "af enhver art." Dehs bruger overraskende nok ikke ordet "fiktion"; det er ellers et ord, der bruges meget for tiden. Det er en del af det vraggods, postmodernismen efterlod på teoristranden.

Hvis et drama eller en roman beskrives som "autentisk", bygger den på virkelige begivenheder. Det betyder sådan set blot, at teksten ikke er en fiktion, men alligevel melder tvivlen sig. Er det autentiske ikke også konstrueret? Henriette E. Møller har skrevet en roman om Irak-krigen; vist nok den første danske krigsroman. Danskerheld hedder den. Der er skrevet en del bøger om krigen af soldater, der har været med. De burde derfor være autentiske eller mere autentiske end Henriette E. Møllers. Alligevel virker hendes roman som mere autentisk, men det må være et "som om". Den er renset for fiktive træk. Er der her tale om en konstrueret autenticitet, der så virker bedre end den ikke-konstruerede?


Det er sikkert sådan, at de fleste er "konstruktivister", selvom det er blevet et skældsord blandt nutidens akademiske ny-positivister, der tror, at de har umiddelbar adgang til virkeligheden gennem sanserne eller via en hjernescanner. Men universiteternes ny-positivister er blot endnu ikke blevet afsløret som konstruktivister. Som bekendt er hjernen selv konstruktivist, der bilder forskerne ind, at den ikke er.


Kan man slippe ud af konstruktionen? Ja, ved en de-konstruktion. Dekonstruktion er en form for exit. De færreste tror, der er en exit. Mange har haft svært ved at tro på, at Karl Ove Knausgårds Min kamp har vundet kampen mod fiktion og har nået et fiktionsfrit stadium. Jeg vil mene, at vi her har at gøre med en autentisk roman. Derfor elsker man at læse den. Endelig noget der ikke er opdigtet, ikke er illusion, ikke er iscenesættelse.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies