Af Eliot Weinberger
Zebrafinker foretrækker hanner med røde og hunner med sorte ben og bliver frastødt af henholdsvis hanner med grønne og hunner med blå ben. En australsk talegallahøne tiltrækkes af den han, der bygger den største rede til hende, og er temmelig krævende - de største reder vejer op til to tons. En løvhyttefugl som Archboldia papuensis bliver nemmest forgabet i en han, der er i stand til at skaffe blå fjer fra den sjældne paradisfugl Pteridophora alberti til at fore hytten med. En hunterne foretrækker den han, der giver hende flest fisk; dansefluen tager den til mage, som producerer de smukkeste hule silkeballoner.
Guppyer kan bedst lide andre guppyer, der er lysorange, mens moskitofisk foretrækker blå mager, og blæksprutter helst vil forenes med artsfæller, der kan skifte hudfarve. Flodlæbefisken interesserer sig mest for halsens inderside, mens vinkekrabben koncentrerer sig om den ene store klo, der er blevet blå, og som vinker nede fra stranden. En allike vil have en han, der kan synge mere end én melodi. En hunrype udvælger altid den bedste danser blandt hannerne, selv om han allerede har parret sig med tredive andre samme dag. En skalle tæller antallet af buler på hannens krop. Som alle ved, går hunpåfuglen efter de flotteste haler. Svaler og enker og den grønne solfugl elsker hanner med lange haler, mens tredækkeren vil have halen så hvid som muligt. Røde junglehøns ser på øjnene og kammen, men er ligeglade med fjerpragten. Kakerlakken betragter hannen, mens den gør armbøjninger.
Bladlusen er på udkig efter vinger; den ukønnede varietet har ingen. En hanurfugl parrer sig med alt, der bare tilnærmelsesvis ligner en hunurfugl, også gerne en træmodel. Den indiske måneplet kan lugte en hun på flere kilometers afstand. En skaldet hanchimpanse går efter den mest lyserøde og opsvulmede bagdel. Bonobo-chimpanser dyrker sex uafbrudt. En hunskildpadde bliver forelsket i en han, hvis den stanger hende i hovedet; en hunkanin elsker enhver han, der strinter på hende og vender haledusken til.
Sappho er kun overleveret til os på små stumper papyrus, der har været brugt til svøb for mumier, men et omrids af hendes begær har alligevel overlevet. For at sige det med en parafrasering af Davenports oversættelse, vil hun helst have en kvinde, der er slank som et ungt træ, med spinkle hænder og håndled som en vildrose. Frejdige øjne, der stråler når de smiler, smukke fødder og så noget, der er gået tabt, men som formodentlig er hud, hvidere end mælk, langt hvidere end et æg.
Hun elsker violette brystvorter og violet blødhed, måden de lange folder i en kjole bevæger sig på, hår bundet op med rødt garn og en krone af blomster og dild på krøllet hår. Stemmen skal være mere melodiøs end en harpe, mere harmonisk end lyrer, en behagelig stemme med honning i ordene. Og dertil en duft, men vi ved ikke længere hvilken. Hun føler sig tiltrukket af en pige fra landet, der er uvidende og ikke ved, hvordan hun skal arrangere kjolen, men også af kvinder indsvøbt i tykt, loddent uldklæde og med lilla lommetørklæder, røde kjoler, kjoler af samme farve som ferskner, med asiatiske skindsandaler eller asiatiske lædersko med lydiske mønstre hen over tæerne. En pige, der plukker en blomst, som lige er sprunget ud, blødere end en fornem kjole, skrøbeligere end en rose, yndefuld, pyntelig, blid, mere gylden end guld, som et æble, som en bjerghyacint.
Sapphos parringsplads er en lund med æbletræer, hvor heste gumler på vilde blomster, eller puderne i bløde senge. Når hun gør kur, skænker hun nektar i forgyldte bægre, og de fletter kranse af roser og violer i hinandens hår eller bruger læderfalloser og aromatiske olier. Hun falder i søvn med kinden mod venindens bryst [lakune] fugtig af slim. Hendes begær er som vinden i bjergets skove. Skinsyge får hendes tunge til at klæbe til en tør gane, og en spinkel ild breder sig under hendes hud.
Kuller banker, krabber rasper, myg hviner, svaler klikker, den ketsjerhalede kolibri støjer med halen, hanedderkopper spiller en rytme på hunnens spind. En hunkanariefugl skal høre sin mages sang, før dens ovarier udvikler sig; jo mere hannen synger, desto hurtigere går det. Hanmyrepindsvinet bedøver hunnen med en mild gift fra en spore i hælen. Krokodiller og mink voldtager.
Svampe har titusinde køn; regnorme er hermafroditter; slimsvampe har tretten køn, der alle parrer sig med hinanden på forskellige måder. Tøffelsneglen flyder på havet som han, men forvandles til hun, når den sætter sig fast på en sten. Bdelloide hjuldyr er hunner alle sammen; de fornyer genpuljen ved at æde deres døde søstre. I parringstiden dør alle hannerne hos den australske pungmus af overanstrengelse.
Sapphos mest livagtige fragment, som ikke behøver andre linjer over eller under sig, lyder i Davenports oversættelse i sin helhed: "Du gør mig liderlig."