Nyt med småt

Publiceret 29-08-2013

Højskolebladet små, hurtige nyheder

Af Højskolebladet

Ny linje i Silkeborg

På Silkeborg Højskole kunne efterårets elevhold som det første vælge linjefaget "Idræt og vandsport", som bl.a. omfatter crossfit, mountainbike, o-løb, kajakpolo, boldspil, cirkeltræning, parkour og Ultimate. Til at kickstarte den nye linje har skolen per 1. august ansat Karen Dalgaard, der er uddannet i Idræt fra Syddansk Universitet.

Danebod Højskole på ny?

Efterskolen Strand, der i 2003 overtog konkursramte Danebod Højskoles bygninger, har nu selv måttet dreje nøglen om. Forstander Bolette Elvstrøm forlader imidlertid ikke skuden, men arbejder på igen at kunne holde højskole i Fynshav på Als. Foreløbigt er en styregruppe nedsat for at undersøge mulighederne for Danebod Højskoles genfødsel.

Biografnyt

Digitalisering af udstyret. 3D-teknik. Nyt inventar. På Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft er en fire år lang modernisering af skolens to biografsale, Lille Bjørn og Store Bjørn, endelig blevet afrundet. Projektet er støttet af Nordisk Film Fonden og Syddjurs Kommune.

Solenergi

Den solrige sommer har gjort godt på Rødding Højskole. I forbindelse med skolens store ombygning er der nemlig blevet investeret i et 125 km2 stort solcelleanlæg. Anlægget skal frem-over dække en tredjedel af højskolens el-energi.

Energisk bogudgivelse

Viceforstander på Væksthøjskolen, Maria Zelina Storborg, debuterede i juli som forfatter med Det handler i virkeligheden kun om energi , en introduktion til energipsykologien. Bogen er udgivet på Forlaget Uranus, som Maria Zelina Storborg driver med sin mor Vita Storborg, forstander på Væksthøjskolen.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies