Omskoling i Løgumkloster

Publiceret 29-08-2013

Løgumkloster Højskole sadler om og lancerer til efteråret et nyt kursusformat målrettet, hvad skolen selv betegner som ”erfarne mennesker”

Af Jeppe Langkjær

Løgumkloster Højskoles nye kursus, der løber over 13 uger, vil både i den daglige samtale og i selve tilrettelæggelsen i høj grad tage udgangspunkt i den enkelte kursists livserfaring og interesser. Selvom hovedfagene "Sang & Musik", "Form & Kunst", "Etik & Religion" samt en række valgfag allerede ligger fast, er der således stadig levnet plads til kursisternes medindflydelse. De får nemlig selv mulighed for at bestemme et antal foredragsholdere, ligesom også to valgfag skal indholdsudfyldes af kursisterne.

"Vi har i hele tilrettelæggelsen af kurset været meget fokuserede på, hvem vi laver det til. Fra lærerne satte sig og udfærdigede de første fagbeskrivelser til fastlæggelsen af den didaktiske linje. Grundtanken er, at vi tager udgangspunkt i folks erfaringer. Vi tilbyder konkluderende undervisning, og på den måde vender vi tingene på hovedet. Typisk skal man jo besinde sig på et fremtidigt livs muligheder på et højskoleophold," siger forstander Jesper Skau.

"Omvendt ønsker vi ikke at være for bagudskuende. Vores kursister vil derfor i vidt omfang blive præsenteret for, hvad jeg kalder, opdaterende undervisning. Om det så er om samfundet eller universet. De skal forholde sig til spørgsmålet: 'Hvordan går det nu?'," fortæller han videre.

Løgumkloster Højskoles nye kursus løber af stablen fra den 14. september.