Af Lars Andreassen
Konkurrencestaten er resultatet af et dannelsestab, skriver Thomas Aastrup Rømer i Højskolebladet, og det tror jeg bestemt, han har ret i. Han har også ret i, at den politiske tænkning handler om beskyttelse af rettigheder. Til gengæld kan Lars Goldschmidts snak om konkurrencestat og snedighed anskues som en form for historiens list, som ad bagvejen sniger fornuft, rationalitet og mening tilbage og revitaliserer den gamle dannelsestradition
Problemet ved Rømers synspunkt er, at dannelsestraditionen netop gik tabt i den pædagogik, han tror, kan redde den. Det var i velfærdstatens heydays, da den moderne velmenende pædagogik besatte skolesystemet med sin foragt for viden og disrespekt for træning (lektier). Vi skulle have alle med, men det kostede. Det alle skulle have - nemlig dannelse - gik tabt.
Det var i velfærdsstatens dage, vi ikke lærte den tyske grammatik og det periodiske system, fordi paratviden blev udskreget som paria. Det var i velfærdsstatens velmagtsdage, at vi ikke lærte landets historie at kende, at vi heller ikke læste dannelsens romaner. Det var i velfærdsstaten, at vi mistede respekten for håndværk, fordi der ikke var timer nok i sløjdlokalet, og vi lærte heller ikke Europas stolte kunsthistorie at kende. Ej heller lærte vi at tegne, men vi lærte at klaske ler sammen til ynkelige og ligegyldige askebægere.
Det var også i velfærdsstatens gode dage, at vi fik at vide, at alle er lige, at der skam ikke findes dumme mennesker, skønt vi konstant hørte om politiske tyranner og terrorister i radioen og mødte lede mobbere på legepladsen. Vi opdagede, at man fik pædagogisk korrekt ros og anerkendelse uanset, hvad man lavede, og ligegyldigt hvor god eller ringe en indsats, man leverede. Det var i velfærdsstatens velmagtsdage, at vi ikke tilegnede os traditionerne fra den franske revolution, og vi ikke lærte om staten, som oppebærer og beskytter af borgerlige frihedsrettigheder. Det var også den gang, vi selv fik ansvar for at lære om politisk økonomi, og hvad der ellers skal til for at holde en husholdning kørende, med det resultat, at vi intet lærte ud over, at vi blot skulle gøre, hvad vi havde lyst til og følte var rigtigt for os selv. Og endelig var det ikke i den moderne pædagogiks hænder, vi lærte om demokratiets vugge og tænkningens farverige børneværelse i antikken.
Det var i den moderne frigørende pædagogiks velmagtsdage, at vi lærte, at fortiden og det borgerlige samfund var noget, der skulle kastes på møddingen og køres i havet. Det var i velfærdssamfundets og i den moderne pædagogiks navne, vi mistede dannelsen og vores kulturelle identitet og blev efterladt i et eksistentielt tomrum uden kundskaber og uden egenskaber. Vi blev understimulerede, og fornuften visnede i stedet for at udvikle sine potentialer. Vi fik godt nok vores afgangsbevis, men hvad er det værd, når man står forvildet og totalt individualiseret tilbage.
Heldigvis havde vi pengene. Eller rettere: Vi havde stadig kreditværdighed og kunne derfor låne til udbygningen af omsorgsstaten og den fortsatte udbredelse af umyndighed, så vi langsomt udviklede os fra ansvarlige individer til klienter og krævere af diverse besynderlige rettigheder.
de andres rettigheder banker på
Når nu konkurrencestaten banker på Danmark dør, er det en form for historiens list. Den tyske filosof Immanuel Kant havde en forestilling om, at der var fornuft og retning i historien. Han konstaterede, at mennesket er det fornuftsbærende dyr, men han var ikke sikker på, at fornuftens fulde potentiale kunne udfoldes på det individuelle niveau.
Fornuften var også vejen til frihed for Kant. For med den kan vi sætte gode rammer for vores egen adfærd og udfoldelse: Vi kunne bryde naturens tvang og pålægge os vore egne nødvendigheder. Men i efterkrigstiden tog begæret og grådigheden over, og vi kastede kulturens og det borgerlige samfunds byrde af os og lod ubevidstheden og den uartikulerede udfoldelse råde. Nu banker nødvendigheden og de andres rettigheder så på døren.
Dannelsesidealet er modelleret over den gamle slaveejende gentleman, koloniherren, den græske borger eller patricieren, som alle havde folk til at arbejde for sig. De kunne danne sig, mens andre gjorde det nødvendige for livets opretholdelse. Det holdt ikke dengang, og det holder heller ikke nu. Og selvfølgelig må vi nikke anerkendende til Hegels grandiose idé om, at frihed for enhver er historiens mål. Vi kan jo ikke have ufrihed - heller ikke de andres - som mål.
Vi, velfærdsstatens borgere, er endt som den globale adel. Som folket i Kinas produktionszoner før knoklede, knokler de nu i Bangladesh for at holde os forsynede med billige forbrugsvarer og fritid. Men det er en fejl at tro, at de knokler for vores skyld. Og det er her historiens list sætter ind. Vi i Vesten skabte vores velstand og velfærd på andres arbejde, mens vi selv mistede blikket for verdens undertrykte, og i selvudfoldelsens hellige navn u-dannede os i en sådan grad, at nødvendighedens rige forsvandt i velfærdsstatens tåger. Mens vi befinder os storartet med den gamle adelsmands privilegier, har vi det noget anstrengt med hans idealer.
Ind på scenen og ad Vestens bagdør træder så verdens fattige i form af den globale konkurrence. Nu hvor de ikke længere fastholdes i kolonialismens og den kolde krigs ideologiske jerngreb, søger de del i velstanden, anerkendelsen og rettighederne. Og blandt andet på den baggrund kommer velfærdsstaten i krise og må redefinere sig selv, hvilket vi så forsøger at gøre som konkurrencestat. Løsningen er næppe Goldschmidts snedige, kødædende duracellkaniner, men den er heller ikke i Rømers bløde pædagogik og mangel på globalt udsyn. Goldschmidt har givetvis set for dybt i diskursteoriens gryde, når han tror ordet snedighed kan erstatte dannelse, men når den statsansatte Rømer tror, han kan begrænse konkurrence til ferierne i sommerhuset, viser han sig som en sand upåvirkelig systemtænker. Det er ikke iPads, der løser problemet, når vi overhales af børn med sorte skrivetavler og kridt.
arbejdsfri eksistens
"Hvornår bliver noget nødvendigt", spurgte jeg, dejligt u-dannet, professor Hans Jørgen Schanz ved en af hans forelæsninger over filosofiens historie i slutningen af 1990'erne, og han svarede tørt, at hvis man troede, noget nogensinde blev nødvendigt, var det, fordi fornuften var taget på ferie. Der sad jeg så med provinsens støv på skuldrende og diverse forestillinger om biologiske behov og undrede mig over, hvorhenne mon min fornuft var på ferie.
Et tørt svar kombineret med en i mine øjne uhørt nonchalance og kynisme. Dengang kunne jeg ikke stille noget op, men i dag vil jeg spørge om, hvornår det nogensinde - før velfærdsstatens eksplosion i 1970'erne - har været den brede befolkning muligt at tilvejebringe det daglige udkomme uden at arbejde. Hvordan fravrister man jorden afgrøder eller bryder stene til brød uden at svede (bare en lille smule)?
Vi må arbejde og det med nødvendighed. Men med de enorme produktivitetsstigninger vi har opnået gennem historien, har vi også fået tilstrækkelig fritid til at kombinere nødvendighed med dannelse (eller underholdning, som mange synes at foretrække). Og den fritid må vi dele, og hvis ikke vi vil det, må vi anerkende udviklingslandenes ret til at konkurrere på lønninger og arbejdsvilkår, som ikke lever op til det for enhver ønskelige. De ved, at der er noget, der er nødvendigt, og det er en del af deres styrke. Konkurrencen er deres chance - det er sådan, de ser det.
Et dannet menneske har ikke ondt af sig selv, men tager udfordringen op - det er jeg sikker på, Nietzsche ville give mig ret i. Et dannet menneske efterlyser ikke snedighed, men fairness, og et dannet menneske går ikke på barrikaderne for at sikre sig rettigheder, som han ikke vil tilskrive borgere uden for nationens grænser.
Læs de øvrige indlæg i debatten:
Direktør med ambitioner for højskolen - interview med Lars Goldschmidt
Konkurrencestaten og det glade vanvid - kommentar af Thomas Aastrup Rømer
Seks præciseringer angående konkurrencestatskritikken - kommentar af Thomas Aastrup Rømer
Duplik til Rømers seks præciseringer - kommentar af Lars Andreassen