Af Lars Andreassen
Jeg havde glædet mig til at slå øjnene i bogen i løbet af efterårsferien. Desværre kom den for sent. Jeg havde alligevel ikke den fornødne tid, og smed den i stedet over til sønnike med ordene: "Tjek den ud. I læser for lidt faglitteratur i skolen. Måske kan du få noget ud af den her."
Bogen er Dr. Zukaroffs Testamente . En bog om menneskehjernenaf hjerneforskeren og altmuligmanden Peter Lund Madsen. Det er altid en begivenhed, når der udkommer en bog om hjernen på dansk. Særligt når den henvender sig til den brede befolkning, så jeg glædede mig, endskøntJyllands-Postensanmelder havde advaret mig mod at bruge penge på den. "Whatever you do, lad være med at købe Hjernemadsens nye bog!" skrev han. Dengang var det allerede for sent, jeg havde truffet aftale med nærværende publikation om at anmelde den. Jeg glædede mig alligevel. OgWeekendavisensanmelder, som ikke før havde læst hjernebøger, følte sig oplyst ved læsningen, særligt om den lille hypothalamus store rolle i livet, om end hun ikke helt vidste, hvad hun skulle mene om Madsens rammefortælling. Rammefortællingen er den, Zukaroff optræder i, som ikke umiddelbart har meget med selve den grå substans at gøre. Og så alligevel.
hjerneroman
Hjernebøger er ofte bundet op på en hypotese, som forfølges gennem formidling af diverse forskningsresultater, og dermed giver fremstillingen et drive. Hjernemadsen har ikke kunne benytte sig af hypotesen som virkemiddel, da hensigten har været at skrive en bred introduktion til den forudsætningsløse læser. Altså ham eller hende, der sikkert har læst et par artikler om hjerneforskningens forunderlige resultater, men som måske mangler en samlet fremstilling af hjernens opbygning og funktionalitet. I stedet for hypotesen har Madsen konstrueret en rammefortælling med sig selv og Dr. Zukaroff, en naturhistoriker af dansk-russisk oprindelse og tidligere DDR-agent, i hovedrollerne.
"Ja, den er OK," svarer sønnike, da jeg ivrigt forhører mig om hans syn på bogen, mens jeg selv venter på at få ordentlig tid til den. "Og det er rimelig spændende, det der med Dr. Zukaroff. Den kan få 5 ud af 6 stjerner ud fra det, man skulle lære af den. Men han skulle måske have kaldt det for en hjerneroman." Og ja, det virker som en glimrende betegnelse for, hvad det er, Madsen har begået.
nyt eller bare oplysning
Zukaroff og Madsen oplever en del sammen i løbet af bogen, og de guider med deres dialog læseren igennem det, der ellers kunne være temmelig tørt stof. Ind i mellem overvejer Madsen og Zukaroff, hvad projektet går ud på og kan bruges til, som her hvor Zukaroff lader følelserne løbe af med sig: "Din historie om menneskehjernen er jo historien om en helt ny måde at være dyr på […] en påmindelse om, at vi mennesker skal vedkende os det kolossale ansvar, vores hjernekapacitet pålægger os." Madsen nedjusterer en kende - "vores bogprojekt var jo bare et stykke ganske almindeligt folkeoplysningsarbejde" - og så kan læseren jo placere sin holdning et sted imellem de to.
Men Madsen holder sig ikke tilbage, og bliver af til civilisationskritisk, som da han udnævner belønningssystemet til den "uden sammenligning" største fare for det moderne menneske. "Den dødelige trang til øjeblikkets tilfredsstillelse." Sådan at stikke næsen frem er ikke comme il fauti formidlingskredse, men i mine øjne er det en af bogens kvaliteter. Man kan ikke have viden uden at have en holdning til den - eller uden at bruge sin viden. Og læseren får rigeligt at vide om belønningssystemet, om hypothalamus, om hukommelsens forskellige dele, om sanserne, om søvn, om hjernens følelsesliv og så videre. Ikke nødvendigvis nyt, men alt sammen oplysende.
Og når et simpelt kredsløb i hjernen - såsom belønningssystemet - kan være den største trussel mod det moderne menneskes velfærd, så er det på sin plads at kende til det. Men belønningssystemet er også det, der ligger bag lysten til at lære. Det har to sider. Og kender man dem, har man stor mulighed for at undgå det slemme og gøre det gode fristende.
evolutionshistorie med følelser
En anden kvalitet ved bogen er Zukaroffs baggrund som naturhistoriker. Hjernens funktionelle anatomi og forklares gennem evolutionshistorien, hvilket i mine øjne er den eneste rigtige måde at gøre det på; fra reaktive celler til insekter over fisk og pattedyr og til menneskets mulighed for selv at påvirke verden.
I mere traditionelle fremstillinger ville forfatteren krydre hovedstoffet med løsrevne anekdoter, der skal give fremstillingen liv. Madsens krydrer sit hovedstof med sit møde med den fiktive Zukaroff. Og det møde er fyldt med følelser og overvejelser - barmhjertige, forstående, uforstående, barndomsminder, traumer, glæde, vrede, skepsis, nervøsitet, taknemmelighed, tillid - som afspejler netop den hjerne, der ligger under overfladen, og dermed giver en fornemmelse for det, det hele handler om. Som samlet fremstilling af hjernens opbygning og funktionalitet fungerer
Dr. Zukaroffglimrende, skulle jeg mene. Og Peter Lund Madsen skriver lige så klart og forståeligt, som han taler. Jeg havde glædet mig til bogen, og jeg var stadig glad, da jeg lukkede den.