Landsdækkende leg

Publiceret 04-02-2013

Projektet ”Byens leg” skal nu få børn landet over til at genopdage legen som fælles fysisk aktivitet

Af Jeppe Langkjær

Bag initiativet "Byens leg" står Gerlev Idrætshøjskole og Gerlev Legepark samt Nordea-fonden, som bidrager med 4,9 millioner kroner.

Ambitionerne er store: Sammen med 25 kommuner fylder legeinstruktører fra idrætshøjskolen og legeparken forladte og ubenyttede parker, pladser og andre byrum med legende børn. Målet er, at 300.000 børn og unge vil lege løs i projektets første tre år. For at det skal lykkes, vil en "legebus" med "legebanditter" bl.a. turnere land og rige rundt og formidle gamle lege som Frøsnapper og Trekker-tekker, ligesom lokale institutioner som børnehaver, SFO'er og boligforeninger skal hjælpes til at starte selvkørende legeafdelinger.

"Vi vil udvikle et landsdækkende netværk af partnere og lokale aktører, der sammen med os arbejder for at udbrede leg og bevægelse i byernes rum gennem gradvist selvorganiserende legemiljøer," siger Finn Berggren, forstander på Gerlev Idrætshøjskole.