Af Ole Vind
At Hanne Engberg (f. 1935) efter syv år på den grundtvigske Båring Højskole i 1973 blev lærer på den nye socialistiske Kolding Højskole gør hende ikke til outsider. Men det gør hendes bog fra 1985, Historien om Christen Kold, der vovede at kaste et kritisk lys på højskolens største pædagogiske koryfæ.
Det var ikke Grundtvig, men Kold, der formede højskolerne efter familielivet i et kristent, patriarkalsk bondehjem. Og Kolds pædagogiske motto, "først oplive, så oplyse", blev til højskolens levende fortælling - gerne som hos Kold med en stærk kristeligt vækkende patos: "Guds kærlighed og Danmarks lykke".
Engberg ser hos Kold, hvordan det levende ord og "oplivelsen" også kan betyde åndelig forførelse af umodne unge, der forlader skolen som ukritiske og sværmeriske eftersnakkere. Og hun tolker dristigt Kolds sagnomspundne pædagogik som udtryk for hans egen fortrængte faderkærlighed og stærke moderbinding.
I lærerrollen erstattede Kold den jordiske fader med den himmelske autoritet og påtog sig samtidig rollen som omsorgsfuld moder. Det gør ikke bogen ringere, at Engberg til slut indrømmer, at hun selv stadig er fascineret af Kold - både tiltrukket og frastødt.