Udråbstegnet Haarder

Publiceret 04-02-2013

ANMELDELSE Bertel Haarder hylder højskolerne – og Bertel Haarder – i første bind af sine erindringer. Og det er i den grad værd at læse

Af Troels Mylenberg, chefredaktør for Fyns Amts Avis og tidligere højskoleforstander

En anmeldelse af en erindringsbog bliver selvsagt nemt en anmeldelse af forfatteren mere end af selve bogen. Det gælder også Bertel Haarders første erindringsbog. Det er vel med bogen, som det er med hans talrige sange, at det ikke er kunst eller stor litteratur, men alene interessant på grund af ophavsmanden. Og han er da interessant. Mangefold.


Men selvoptagelse er jo kun en synd, hvis ikke man er mindst lige så optaget af andet og af andre. Og Haarder er optaget af rigtig meget og mange, men mest af sig selv. Ganske ofte føler han behov for i sin egen bog om sig selv at klemme sætninger som "jeg havde ret", "jeg fik ret" eller lignende efterspil ind, når endnu et slag er slået mellem Haarder og alle dem, der i hans øjne arbejder forkert, har en anløben moral, mangler kløgt, er slatne, er trådt ind på en forkert vej eller på en eller anden måde er i ledtog med fagbevægelsen, som må være Haarders hovedfjende nummer et i en buket af fjolser, der rummer forbavsende mange. Det ene opgør efter det andet om højskolepolitik, studenterpolitik, uddannelsespolitik etc. beskrives indgående, og snart sagt hver eneste gang ender Haarder med retten og sandheden på sin side. Godt for ham. Men man får næsten den bagtanke, at Bertel Haarder føler sig tvunget til at skære det ud i pap for læseren, da det ellers ikke ville være så klart, hvor sagerne endte…

Heldigvis er det da også indimellem muligt at skimte en lille smule selvironi: "Engang fik jeg den lyse idé, at der i Europa - og helst i hele verden - skulle indføres en lille skat på finansielle transaktioner for at dæmpe spekulationen. (…) Æren for denne Tobin-tax burde altså i virkeligheden tilskrives mig!" Men altså så med tilføjelsen, at den idé fik daværende Venstre-formand (og en af Haarders store helte) Henning Christophersen pillet ud af Haarders hoved. Tobin-skat er jo ikke V-politik, hverken i 1970'erne eller i dag.


godt sel(v)skab

Udråbstegn er der anvendt hundredvis af. Nogen stilfærdig bog er der altså ikke tale om. Snarere en bog om og af højskole-Dolph (ham den nu hedengangne skrigende blå flodhest med baseballbat fra DR2), en politisk politimand, et kraftcenter og en uomgængelig dansker. Der er i bogen tale om en forrygende gang hård, hårdere, Haarder. Han er ikke skribent, men et menneske. Mere levende end de fleste, mere højtråbende, mere ulidelig og samtidigt rigtig dejligt meget mere kompromisløs end så mange andre. Fra barnsben til voksendom en idealist, en opinionsmager, et referencepunkt og nu erindringsskriver fuldstændig ærlig og ægte. Bogen er god, fordi Bertel Haarder er god.


Nok er den ikke (selvfølgelig ikke) et sandhedsbillede. Selv om Haarder skriver, at han har ret, så har han langt fra altid haft det, og mon ikke han trods alt et sted inde i baghovedet godt ved det. Han er bare ikke så god til at beskrive forbehold, egen tvivl eller egen utilstrækkelighed. Men hvad gør det? Bertel Haarder er godt sel(v)skab. Først en lige vel detaljeret beskrivelse af barndommens skærmydsler som klemt og stammende barn i en stor børneflok på Rønshoved Højskole. Ind i skolen - dygtig - og videre på stipendiumfinansieret dannelsesrejse til USA, hvor der endda blev røget hash og inhaleret.


Videre til studier i Aarhus, og inden de var færdiggjort, til en stilling som højskolelærer på Askov. Så færdig med studierne. Specialet (om Grundtvig naturligvis) kunne sagtens have fået en bedre karakter, men Haarder nægtede at skrive det sammendragende afsnit på grund af sommerferie - man var vel lidt 68'er.


Så seminarielektor i Aalborg og derfra kurs mod Folketinget. Altid med en bog på vej. Som regel bøger, som var forud for deres tid - i hvert fald, når Haarder selv skal sige det.


gadagung gadagung

Bertel Haarder var og er - ikke mindst i egne øjne - en rebel. Overvejede en kort stund at skifte til Fremskridtspartiet: "Skulle jeg forsøge at dreje Fremskridtspartiet i min retning? Det kunne have ændret mange ting."


Gadagung gadagung. Opgørene fortsætter. Masser af opråb og udråb(stegn). Embedsmænd roses, andre skoses. Til slut dog masser af velgørende og skarpe kommentarer til dagens samfund. Præcise stød mod medierne. Også nogle til den herskende politiske klasse. Til spindoktorer og andet forfald.


"Hvis der var samme fokus på mindrebehov, som der er på merbehov, ville meget se anderledes ud."


Klassisk Haarder. Manden som selv efter 30 år i Folketinget, syv år i Europa-Parlamentet og 20 år som minister (den længst siddende siden systemskiftet i 1901) føler sig som i opposition til magten. Det er både godgørende og håbløst. Og sådan er Haarder - en skiftende opløsning af stortænker og pauseklovn. Mest det første dog.


Ikke mindst når det kommer til grundholdningerne. Højskolerne står bag opbygningen af Danmarks moralkapital. Her hersker "drivkraften, dedikationen og kærligheden til opgaven, lysten, der driver værket som i en familie, hvor ingen ser på klokken," skriver han flot.

Så er det edderbrandbrølemig sagt - og det med udråbstegn.