Folkemødets ophavskvinde

Publiceret 03-06-2013

I år fejrer vi 150 års jubilæum for det første vennemøde

Af Højskolebladet

Det var under en søndagsmiddag i "Gladhjem" i 1863, at Fru Asta Grundtvig foreslog Jens Jørgensen Bjerregaard fra Uldum, at der i forbindelsen med Grundtvigs 80 års fødselsdag skulle afholdes et "vennemøde". Bjerregaard greb straks idéen om et møde, "hvor man i enighed og kærlighed" kunne drøfte vigtige spørgsmål. Omkring 700 deltagere fra hele landet mødte op - og de følgende år blev der afholdt møder med stadig flere deltagere. Det var ved mødet i 1866, at Christen Kold fortalte om sin højskolevirksomhed for en tilhørerskare på 1000!

Efter Grundtvigs død flyttede man vennemøderne til Odense - og her solgte man i 1874 ikke mindre end 5000 adgangstegn! Men de praktiske problemer med så store folkemøder og den begyndende politiske fløjdannelse blandt grundtvigianere satte herefter en foreløbig stopper for møderne. Fru Asta, komtessen fra Frijsenborg, opholdt sig i længere perioder flere somre på Vallekilde og Askov højskoler. Samtidig havde hun en tæt kontakt til de nærmeste højskoler, hvor hun gav plads til bønderne fra Marielyst Højskole ved middagsbordet på Gladhjem og senere på Store Tuborg. Hun døde 9. oktober 1890.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies