Et rent hjem

Publiceret 28-11-2013

SAMVÆR Hjemmet bruges gerne som forbillede for samværet på højskolen. Idealiseringen bygger imidlertid på en misforstået opfattelse af menneskelige relationer, ligesom et for intimiseret lærer-elevforhold kan blive tyranniserende, lyder kritikken. Højskolebladet har set nærmere på projektet ”Samværets betydning på højskolen”

Af Jeppe Langkjær

Når højskolen benytter hjemmet som metafor for det ideelle samvær, sidestilles højskolefællesskabet med familiens. En umiddelbar positiv sidestilling - der lægges jo vægt på, at eleverne får mulighed for at være sig selv, samtidig med de indgår i anerkendende og trygge relationer med både andre elever, lærere og det øvrige personale.

Hjemmet er dog ikke et helt problemfrit forbillede for højskolen, fordi det bunder i idéen om "den rene relation" - og den findes slet ikke ifølge Niels Buur Hansen, lektor ved University College Syddanmark og konsulent på "Samværets betydning for højskolen". Yderligere peger Martin Blok Johansen, lektor ved VIA University College, på, at et alt for personliggjort lærer-elev forhold i værste fald kan tryne eleven og devaluere lærergerningen.

one big happy family

Den hjemlige højskole fremhæves som stedet, hvor alle er ligeværdige og tager ansvar. Dér, hvor lærer og elev mødes som medmennesker. Og hvor den enkelte elev føler tryghed, slapper af, er sig selv og bliver accepteret og rummet som et helt menneske. Inden for højskolehjemmets fire vægge vægtes fællesskabet og den enkeltes udvikling på en og samme tid i kraft af forpligtende og nærværende relationer. Sådan beskrives den samværskultur, højskolen gerne vil leve op til. Det fremgår af evalueringen på udviklingsprojektet "Samværets betydning på højskolen", som blev gennemført fra 2010 til 2012 med deltagelse af seks højskoler.

At hjemmet overhovedet opfattes som et ideal har to grunde. For det første er kostskoleformen afgørende. Den betinger et intimt og intenst samvær. Fra 1993 blev samværet ligestillet med undervisningen som fundament for højskolens virke, og dermed måtte det kvalificeres. For det andet har idealet rod i højskolens dannelsestradition. "Dannelse foregår gennem opdragelse i hjemmet, når vi socialiserer med venner og bekendte, når vi gennem skole og uddannelse tilegner os kundskaber eller færdigheder, når vi bliver en del af og tager ansvar i et arbejdsfællesskab, og ikke mindst når vi deltager, debatterer og agerer ansvarsfulde borgere i samfundet. Højskolen tilbyder på et ideelt plan alle disse dimensioner under ét. For en stund bliver højskolen elevernes værdibårne hjem," lyder det i Samværets betydning på højskolen. Et inspirationshæfte.

pædagogiske udfordringer

At ophøje hjemmet som ideal for samværet på landets højskoler er imidlertid ikke uproblematisk, bemærker Niels Buur Hansen i sin evaluering af projektet. Han kalder forestillingen om hjemmet for "drømmen om den rene højskole" og uddyber: "Drømmen om den rene højskole, drømmen om at træde ud af elev- og lærerrollen og 'vise sit sande ansigt' […] handler om at være sammen 'som mennesker'." Han sammenfatter efterfølgende, at samværet på højskoler af mange fremstilles som "det rene samvær" eller "de rene relationer". Problemet med den forståelse er blot, at der ikke eksisterer såkaldte "rene relationer", pointerer Niels Buur Hansen - hverken i det private hjem og da slet ikke på en pædagogisk institution, som højskolen i virkeligheden er. En relation vil altid indeholde et ulige magtforhold.

Også Martin Blok Johansen udtrykker skepsis over for tilbøjeligheden til at personliggøre lærer-elevrelationen og til at udviske skellet mellem de to roller. I artiklen "Det intimiserede samvær" i seneste nummer af Dansk pædagogisk tidsskrift kalder han tendensen for en intimitetslogik. Godt nok behandler han lærerrollen i folkeskolen, men enkelte pointer har en bredere appel.

Martin Blok Johansen skriver, hvordan en lærers ønske om at invitere eleverne ind i et intimt samtalerum kan risikere at blive tyranniserende: "Det bliver en intimitet, som eleverne kan have svært ved at undslå sig og samtidig en intimitet, som de kan føle sig forpligtet til at bidrage til." Og desuden spørger han: "Hvis det, der kendetegner den gode lærer, er en intimitetsretorik præget af personlige egenskaber og evnen til at udvise omsorg, nærvær og autenticitet, hvor efterlader det så lærergerningen forstået som profession og læreren forstået som en professionel?"

Ganske givet består der nogle andre krav om medmenneskelighed til højskolelæreren end til folkeskolelæreren. Både Niels Buur Hansen og Martin Blok Johansens betænkelighed ved idealiseringen af det rene, intime samvær peger dog på, at der består visse pædagogiske udfordringer ved at ophæve hjemmet til ideal for højskolesamværet.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies