I familie med højskolen

Publiceret 28-11-2013

HJEM Familien Rykind-Eriksen har slået rødder i Rødding Højskole – og
omvendt. Hjem og arbejdsplads er uadskillelige størrelser for forstanderparret Mads og Anja. Og det nyder både de, deres børn og eleverne

Af Morten Gliemann

Det går stærkt, når Anja taler. Hun snakker om rammer og begivenheder, som skabes af mennesker. Især mennesker som mødes. Forstanderi er et ord, hun benytter sig af. Hjemlighed er et andet. De ord og begreber er for længst flyttet sammen.

Der er noget lidt højtideligt - men på samme tid meget hyggeligt - ved at træde ind i hovedbygningen på landets ældste højskole. Drejer man hurtigt til højre, lander man i privaten. Her er en slags forstue med pejs, sofagruppe og et stort spise-møde-bord med stole. Rummet er centralt i højskolelivet på Rødding. Her læses historier, her dyrkes de store fortællinger - og lige her mødes eleverne med familien. Rummet emmer at passiar og eksklusivitet og udgør en fin scenografi for nærvær, rådighed, ro og fordybelse. Der er ingen vægge eller gangstier mellem skoleverdenen og familiens sfære. Der er et rum, som forbinder - og der er ikke legetøj på gulvet. Mads har læst Rødder , Illiaden , Røde Orm , Biblenog meget andet godt i dette rum. Det er også typisk her, at de mange tilrejsende pinger, som kommer med oplæg, foredrag og taler, møder familien og Rødding Højskole i det hele taget. Rummet genererer hele tiden nye historier.

opmærksomme på børnene - også højskolebørnene

"Vil du se legetøj? Så skal du prøve at åbne for den dør," siger Mads spøgefuldt mellem beskeder, der tikker ind på hans mobiltelefon. Der er ro på alligevel. Sådan har det ikke altid været. Mads fortæller en lille historie, som kom til at betyde noget for ham.

"Det var en datter af en forstander, som fortalte, at hun havde set, oplevet, sin far gennem et nøglehul, en dørsprække, siddende derinde med eleverne. Hun havde aldrig haft faderen, sagde hun. På en eller anden måde har det personlige drama sat sig fast i min bevidsthed. Det må ikke ske. Derfor er jeg hele tiden opmærksom på børnene. Anja er klart bedst til mærke og analysere børnenes trivsel. Det er en kvindelig force. Men det kan godt være mig, der tager ungerne. Det vigtige for mig er, at vores børn får andet og måske endda mere, fordi jeg som forstander er menneskeligt online med eleverne og kursisterne."

Bl.a. får børnene en stor flok ekstra søskende for hvert nyt elevhold, Mads og Anja adopterer. Rasmus Andersen, der er elev på skolen dette efterår, fortæller om sine nye forældre: "Det er vildt fedt. Jeg kunne meget tidligt mærke Anja og Mads personligt. De skaber en stemning af hjemlighed, som er ærlig, ja, autentisk. Det kan ikke beskrives på en hjemmeside eller i kataloger. Det skal opleves."

Andreas Ullum Kristensen, som gik på forårsholdet i 2008 og er næstformand i elevforeningen, opfatter forstanderparret som rollemodeller. Han nyder det venskabelige forhold, opsøger og besøger dem - også på Mads' og Anjas ødegård i Sverige. Båndet er for længst blevet personligt. "Det er utroligt, som de sætter sig selv på spil. Jeg blev meget overrasket over, hvor alvorligt man bliver taget som elev. De tager hjemmet med ind i højskolen. De kan noget særligt," beretter Andreas.

Ja, Mads og Anjas syv børn får nye søskende - men det er ikke det eneste. "Min store søn har virkelig forstået at bruge netværket, som jo er lige her. Han har fundet sig en dejlig kæreste. Min store datter har også draget nytte af bekendtskaberne. Det skaffede hende en studiebolig, smak midt i København! Højskolen tager, og højskolen giver, kan man sige," smiler Mads Rykind-Eriksen.

sådan er det bare

Er det sådan, at I har valgt at være til rådighed og så synlige, fordi der er en læring i, hvordan det i virkeligheden er at være familie? Ude i det omgivende samfund lærer vi jo ikke meget om lige det .

"Ha ha. Og så mener du, at vi hellere måtte få mange børn for, at de unge rigtig kan se, hvordan det er?! Nej, sådan er det bare blevet," svarer Anja storgrinende - men på samme tid myndigt. Hun har ikke oplevet, at nogen bemærker eller ligefrem kritiserer det, man kunne kalde en traditionel, patriarkalsk form. Mads har heller ikke: "Tværtimod forventer man den og tager godt imod den form. Vi er sådan lidt altmodisch, og det passer til bygningerne, arkitekturen, gårdanlægget og lokalsamfundet."

"For børnene betyder det, at de kan være med til alt mellem himmel og jord, men ikke længere væk end her i Rødding. Så man kan sige, at serviceniveauet for vores børn ikke er det samme, som andre oplever. Det betyder også, at elever kommer til at opleve vores børn i fri dressur. Det sker især ved spisning. Jeg er dybt imponeret over, hvor meget børnene kan få lov til at kravle rundt på vores gæster. Både når der fortælles og før og efter maden," fortæller Anja.

Hun gør det meget klart, at gerningen på stedet fra begyndelsen var tænkt i tosomhed. Når man bliver ansat som forstander, kan man ikke bare "liste" konen - eller manden - ind. Det kommer tydeligst til udtryk i brandingen og mediedækningen: Det er Mads og Anja, der tegner stedet. "Vi har valgt at være til rådighed for de unge mennesker altid. Det var dér, Anja og jeg skulle lære noget af højskolen. Der har været stressede perioder med søvnløse nætter. Men dem er vi kommet godt over, dels fordi vi skulle lære, at sådan er det bare, men bestemt også fordi vi som par har en meget fin arbejdsdeling og glæde ved at skabe noget i fællesskab. Det har været en stor udfordring og helt sikkert op ad bakke. Jeg tænder ikke længere for computeren som det første om morgenen," bekender Mads.


Han fortæller videre, at turene i egen bil på vej ud til et foredrag er kommet til at give en enorm frihedsfølelse, lidt som i On the Road. Afkoblingen på ødegården i Skåne er også helt afgørende for, at fart og retning efterfølgende kan holdes - på højskolen. Der er også de vilde rejser kun for familien. Som den til Marokko. Men også her er der erfaringer, der kan virke tilbage på højskolens tilbud. "En kursist spurgte mig engang, om vores succes med stedet var held eller forstand. Jeg svarede, at man er mere heldig, hvis man står tidligt op," smiler Mads.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies