En æbleavlers kommunaldrømme

Publiceret 31-10-2013

INTERVIEW Ritt Bjerregaard drømmer om kommunerne som Danmarks
demokratiske kraftcentre par excellence. Det kræver større enheder og professionelle politikere

Af Jeppe Langkjær

Østerbroboligens facade er godt skærmet af lavthængende grene. Jeg ankommer på klokkeslettet. For jeg har læst mig til, at punktlighed er en skattet dyd hos dagens interviewperson. På den anden side af hoveddøren replicerer dørklokken min pegefingers tryk. Intet svar. Jeg forsøger mig i stedet med dørhammeren. Stadig ingenting.

"Det får du intet ud af. Der er ingen hjemme." Den uventede kommentar får det til at gippe i mig, og idet jeg vender mig om, ser jeg hende bukke sig lidt for grenene, hvorefter hun med et skævt smil rækker hånden frem til hilsen. "Ritt." "Jeppe." "Ja, jeg beklager forsinkelsen. Du ved, hvordan det er med morgentrafikken i København," siger hun undskyldende, selvom der knap er gået to minutter, siden jeg parkerede min cykel op ad plankeværket.

Indenfor. Jeg bliver vist ind i et værelse lige til venstre for entréen. Mens min vært skynder sig i køkkenet for at male bønner og koge vand, lader jeg blikket vandre fra den røde PH-lampe over sofabordet til Børge Mogensen tremmesofaen og rundt i rummet, hvor andre designklassikere sikkert undgår mit opmærksomhed.

Med friskbrygget kaffe i koppen, hjemmepresset æblemost i glasset og en lige dele sprød og cremet tebirkes på tallerkenen er vi klar til at komme til sagen. Som lokalpolitikkens fireårige cyklus dikterer, står vi over for endnu et kommunalvalg. Og det er i den anledning, jeg har sat Ritt Bjerregaard stævne. For at høre hvad det tidligere mangeårige folketingsmedlem og den forhenværende undervisningsminister, socialminister, fødevareminister, EU kommissær og overborgmester i København har at sige om kommunernes politiske rolle i dagens og fremtidens Danmark.

Traktementet kunne dog godt give indtryk af, at jeg er gået forkert: At den nu 72-årige socialdemokrat har overgivet sig til den magelige pensionisttilværelse og ikke længere følger med i - endsige har en holdning til - dansk politik. Intet er dog længere fra sandheden. At hun ikke tog imod ved hoveddøren skyldtes da også, at hun brugte de tidlige morgentimer som politisk kommentator på DR.

 

mere initiativ, mere indflydelse

Og når det kommer til kommunerne, er Ritt Bjerregaard ikke i tvivl. De kan - og kommer til - at fylde mere i det politiske landskab fremadrettet. Men for at det kan ske, skal de lokale politikere i første omgang tage mere initiativ. De skal udnytte de ressourcer og potentialer, deres lille del af kongeriget nu engang tilbyder. Og udvide dem. Selv kender hun til flere eksempler, hvor fremsynede byrådsmedlemmer har formået at sætte en anden dagsorden end den, der promoveres fra Christiansborg.

"Kommunerne kan blive drivende, hvis de vil. Og det er en ønskelig udvikling. I de her år ser vi fx kommunerne gøre en forskel i forhold til genbrug og den grønne dagsorden, som ikke får meget opmærksomhed fra Regeringen. Tag Lejre Kommune. De har lagt et helt grønt program og oprettet et økologisk indkøbsfællesskab. Den slags progressive løsninger tror jeg, vi vil se mere af ude i kommunerne," fortæller Ritt Bjerregaard, mens jeg smager på æblemosten fra Stestrup Old - ikke langt fra Lejre.

"Kommunerne kan tilkæmpe sig en større selvstændighed. Jeg har lidt at gøre med Kerteminde Kommune, fordi vi har sommerhus dér. De laver fx et aktivitetshus for alt, hvad der har med vand at gøre. De har startet et samarbejde med gymnasierne i Odense og med Syddansk Universitet. Det er en måde at få kommunens betydning til at vokse og at tiltrække liv på. Ingen siger, at en kommune skal samarbejdemed et universitetscenter. Men hvorfor ikke?," spørger hun oprigtigt interesseret og opfordrer kommunerne til at stille samme slags spørgsmål.

"Hvad er særligt ved os? Hvorfor skulle folk slå sig ned her? Man skal besinde sig på sin situation. Jeg har været involveret i et projekt i Odsherred via Bindslev A/S. I en af sovebyerne arbejdede de med begrebet hjem. Det skulle være stedet, man kommer hjem til. Stedet, man hører til. Det er pludselig en anden måde at tænke på, som kreerer nogle anderledes idéer - og politiske muligheder."

professionalisme

Udkantsdanmark har undergået en forskønnende forvandling og er - i det mindste sprogligt - genopstået som Vandkantsdanmark. De kreative, konkrete, kommunalpolitiske løsninger er dog desværre oftere undtagelsen end reglen i Bjerregaards øjne. Det skyldes imidlertid ikke altid de lokale politikeres idéfattigdom. Det almindelige byrådsmedlem har nemlig for dårlige vilkår.

"Kommunalpolitikerne beskæftiger sig med de ting, som folk har direkte inde på kroppen. Derfor skal de gives bedre muligheder for at udføre deres politiske arbejde. Det vil der også komme et større fokus på i den nærmeste fremtid. De er for stramt styrede. Men vigtigst af alt har de ikke tid nok," forklarer Ritt Bjerregaard og fortæller, hvordan hun som overborgmester med fuld løn havde de vilkår, det krævede at arbejde seriøst som kommunalpolitiker. Fx prioriterede hun at besøge et sted i København hver onsdag. En daginstitution, noget byggeri. Altid med en medarbejder ved sin side, så de kunne diskutere, om der var noget, de skulle gå videre med. Men sådan er det ikke for de menige borgerrepræsentationsmedlemmer.

"I øjeblikket får lokalpolitikere jo bare diæter. Jeg foretrækker professionelle kommunalpolitikere. Folk, der har tid til at sætte sig ind i det, de behandler. Det frivillige engagement har fortsat stor værdi - det synes jeg sagtens, man kan have samtidig. Men på Københavns Rådhus var det sådan nogle stabler (med hænderne viser hun en imaginær papirbunke på en halv meter), vi sad med til Borgerrepræsentationens møder, og man kan sige sig selv, at det havde politikerne ikke tid til at arbejde sig igennem," siger hun med tydelig ærgrelse i stemmen.

Ifølge Ritt Bjerregaard er manglen på politisk initiativ dog ikke den eneste konsekvens af disse omstændigheder. Hun peger på to andre bekymrende følgevirkninger. For det første svækkes demokratiet, mens bureaukratiet vokser, fordi politikerne må forlade sig på embedsværket. Den forhenværende overborgmester er klar i spyttet: "Kommunalstyret ser demokratisk ud, fordi vi har valget, men i realiteten er lokalpolitikerne totalt afhængige af embedsværket. Og det er jo ikke meningen."

For det andet fremmes en tendens, som chokerede Ritt Bjerregaard i mødet med kommunalpolitikken: "Det overraskede mig virkelig, hvor villige folk er til at skippe partitilhørsforhold for at få en eller anden godbid. Loyaliteten i forhold til partiet i lokalpolitik er langt, langt mindre end på nationalt plan, og man kan se det efter hvert kommunalvalg. Da jeg trådte til, var det helt afsindigt, som folk reagerede. Én trådte ud af partiet, fordi hun ikke fik en udvalgspost på det område, hvor hun tidligere var borgmester. Det er ikke kønt. Et andet eksempel fra Bogense: Ham, der troede, han skulle være borgmester efter sidste valg, kom ind i byrådssalen, og først dér gik det op for ham, at to af hans partifæller havde støttet en Venstre-mand. Det er ikke i orden. Men en del af det problem kan man komme til livs ved at lønne politikkerne, så de ikke er så ivrige efter ekstra ben. Hvis du kan få en udvalgspost, der giver 200.000, bliver mange fristet. Det viser den grådige side af politik."

større enheder

Den nuværende struktur tillader imidlertid ikke den ønskede professionalisering. Dertil er kommunerne - trods den snart syv år gamle strukturreform - stadig for små. Derfor håber Ritt Bjerregaard på endnu en kommuneomlægning, og det er også, hvad hun ser i krystalkuglen. For større enheder vil foruden muligheden for at lønne kommunalpolitikkerne give større politisk råderum. Vi skal tage ved lære af et vuggedødt projekt som betalingsringen, lyder det: "Kommunerne er nødt til at have en bestemt størrelse for at kunne se sammenhængene. Jeg tog i min tid som overborgmester initiativ til at samle omegnsborgmestrene, hvor vi fx diskuterede betalingsringen. Og vi var faktisk nået til enighed om en løsning, hvilket Regeringen jo så siden ødelagde. Selv København var ikke stor nok. Vi måtte samarbejde med andre kommuner. Uden en vis størrelse er der jo nogle ting, man ikke kan lave."

Samtidig øjner hun en betragtelig sidegevinst. Nemlig at større kommuner i højere grad gør det muligt for partierne at markere politiske forskelle lokalt, hvorved vælgerne gives større incitament til at tage stilling. Ligeledes kan faren for sammenspisthed, som der er tendens til i visse byråd, undgås. En sammenspisthed, som kan resultere i, at politikerne ikke inddrager befolkningen, fordi de har deres flertal. At yderligere kommunesammenlægninger omvendt vil skabe for stor distance mellem administrationen og politikerne på den ene side og den enkelte borger på den anden, er hun ikke bange for. Det handler blot om tilrettelæggelse. Og desuden er mindre enheder bestemt ikke garant for mere indflydelse og dialog.

"Det er klart, at det er et dilemma, for jo større en enhed bliver, desto længere afstand har borgeren til politikerne. Men det kommer an på, hvordan man organiserer sig. Det er klart, det er et problem, hvis kommunalbestyrelsen er det eneste led - hvis ikke der er nogle regionale eller byenheder. Man kan jo lave meget under en kommunalbestyrelse. I begyndelsen af 70'erne, da jeg startede i politik på Fyn, havde vi sogneråd. Det var ofte Venstre-mænd, der havde magten, og det eneste, de kunne, var at holde på pengene, og jeg tror sådan set ikke, at befolkningen der i Stenløse-Fangel følte, at de havde større adgang til deres politikere, bare fordi enhederne var mindre. Så jeg tror mere, det er et spørgsmål om tilrettelæggelse end størrelse," fortæller Ritt Bjerregaard med en snert af fortidig foragt, idet hun genkalder sig sin politiske karrieres begyndelse med valget til Odense byråd i 1970. Det ikke er i nogens interesse, hvis det politiske niveau frakobles det folkelige, understreger hun og fylder atter min kaffekop.

fra tanke til handling

Det var netop kommunalpolitikkens tætte forbindelse til den levede dagligdagstilværelse, som Ritt Bjerregaard fandt mening og motivation i, da hun i 2006 sluttede cirklen og stillede op som overborgmesterkandidat i København. Håbet om at gøre en reel forskel.

"Jeg mente først og fremmest, at tingene kunne gøres bedre i København. Eksempelvis på social- og integrationsområdet. Byen var blevet for opdelt. Det behøvede den ikke være. Jeg troede faktisk, det var muligt i lokalpolitik at demonstrere, at man kan håndtere mennesker med en anden etnisk baggrund anderledes end ved hele tiden at skælde ud og beskylde dem for det ene og det andet. Jeg troede, jeg kunne lave noget om. Og det synes jeg også, jeg kunne. Tag DSB-arealerne ude ved Mjølnerparken, der var helt skramlede og forfaldne. Man kunne ikke undre sig over den høje grad af kriminalitet. Jeg ville lave det om, gøre det attraktivt. Der var ingen alternativer til bare at stå på hjørnet og finde på mystiske ting og sager. Hvis du går forbi i dag, er det fuldstændigt ændret. Det har ikke løst hele problemet, men noget af det," forklarer hun om en af sine politiske succeser. Nederlag bød de fire år på overborgmesterkontoret dog også på - klarest husker hun initiativet med de 5000 almennyttige boliger, som endte med at blive til tolv, da den daværende VK-regering blokerede muligheden for at sælge kommunens egne byggegrunde til under markedsprisen.

Men oplevelsen af rent faktisk at se beslutninger omsat til konkrete handlinger var fantastisk, og det er stadig en følelse, Ritt Bjerregaard genkalder sig på sine cykelture gennem byen, når hun ser manifestationerne af sit politiske arbejde.
"Der er helt klart kortere fra tanke til handling i kommunalpolitikken end på Christiansborg. Og man kan se sine handlinger på det lokale plan. Jeg havde fx en farlig ballade med at give cyklisterne lov til at cykle langs søerne. Vi tog den ballade, og i dag er det jo alletiders. Jeg kan køre rundt i byen og se projekterne og resultaterne på en helt anden måde. Som minister stod jeg for en folkeskolereform, men den oplevede jeg ikke nær så stærkt. Kommunalpolitik er på den måde meget motiverende og virkelig sjovt. Selvom det også i Borgerrepræsentationen tager lang tid," siger hun med et smil.

Kaffekanden er tom, æblemosten drukket og tallerkenen støvsuget for den overdådige tebirkes' sidste krummer. Jeg takker for interviewet, og på vej ud af døren får jeg to hjemmedyrkede æbler med i hånden. Det er høstsæson. Konklusionen kunne som sagt ligge lige for: Den tidligere overborgmester fik nok af politik og kastede sig over æbleavl. Nok dyrker hun æbler - men dansk politik er stadig Ritt Bjerregaards hjertebarn.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies