Af Jørgen Carlsen
Hans Hertel stod sidste år for to banebrydende udgivelser om dansk kulturs altmuligmand Poul Henningsen (PH). Dels har han skrevet en omfattende biografi, PH , der hviler på et årelangt studium af PH's mange gøremål. Samtidig udgav Hans Hertel som redaktør en omfattende antologi, hvor en række forskere debatterer PH's aktiviteter og holdninger og sætter dem i forhold til aktuelle kulturelle dagsordener: Poul Henningsen dengang og nu. Lysmageren i nyt lys .
Hertels PH-biografi er allerede af anmelderne blevet ophøjet til selve standardværket om PH, et must for alle, der vil have indgående kendskab til hans liv og virke. Dermed har den effektivt detroniseret Paul Hammerichs biografi Lysmageren fra 1986. Med al respekt for Paul Hammerich var det ikke detaljen, der trykkede ham mest. Hans tilgang til stoffet var først og fremmest journalistisk. Han så stort på detaljerne. Her var ikke tale om videnskabelig forskning, men om journalistisk research, der forholdt sig til en deadline. Det skal ikke være kunst. Det skal være færdigt! Lysmageren er skrevet med let hånd. Hammerich tillod sig nogle åbenlyse friheder og gik hellere efter den gode historie end efter en forstyrrende kompleksitet. Det er der kommet en underholdende og veloplagt bog ud af, men undertiden altså lidt for ekstatisk og veloplagt fabulerende. Hammerichs skildring er ikke ligefrem overbelastet af kildehenvisninger og anden dokumentation. I visse skildringer flyver Hammerich
højt på fantasiens vinger.
Hans Hertel tager i sin bog Hammerich ved vingebenet og giver nogle kostelige eksempler på fantasiens flugt over plankeværket. Hammerich tildeler fx PH hovedæren for roturen mellem Skodsborg og Landskrona, hvor arkitekterne Poul Henningsen og Arne Jacobsen med ægtefæller flygtede fra nazisterne i nattens mulm og mørke. Kendsgerningen var imidlertid, at der var en femte mand i båden - en ung mand, der det meste af tiden stod for årerne. Og Hammerich får fikst anbragt Georg Brandes' Hovedstrømninger på hospitalsbordet ved PH's dødsleje. Det er lige til højrebenet. Det ville det jo være en fuldendt sortie. Så var ringen tilbage til Brandes sluttet. Men bortset fra, at Hovedstrømninger udgøres af 6 bind (altså hvilket bind?), så var PH efter sin indlæggelse så afkræftet, at han ifølge venners udsagn ikke ville "have været i stand til at læse et billedblad, som han havde det". Der er tale om et både udokumenteret og tilmed usandsynligt postulat fra Hammerichs side. Hammerich har kaldt sin biografi for en krønike - og det er betænksomt gjort. For begrebet krønike rummer alt lige fra historisk beretning til rene skipperskrøner, og dem er der en pæn portion af i Lysmageren .
fra kontroversiel til folkekær
Ganske anderledes forholder det sig med Hans Hertels værk. Ingen tvivl om, at Hertel nærer en stor kærlighed til og respekt for PH og hans indsats. Men modsat Hammerich er han ikke ude i et mytologiserende ærinde. Her er ikke tale om en apologetisk helgenbiografi båret af en ukritisk lobhudlende beundring. Hertel leverer en nøgtern og tempereret, kritisk dokumenterende tilgang til sagen. Han
har været nede i kildematerialet som ingen anden. Selve fremstillingen består
af en række tematiske længdesnit i PH's omfattende virksomhed inden for design og arkitektur, revy, kulturkamp, demokrati, forbrugerkritik, sprog, politik mm. Temaerne er dog på raffineret vis synkroniseret med en underliggende historisk kronologi.
Der rundes af med en række refleksioner over PH's efterliv i politik og kulturdebat. Her gør Hertel opmærksom på det overraskende i, at PH, der i levende live var en særdeles omstridt og kontroversiel figur, nu er blevet et ophøjet nationalt klenodie som indbegrebet af dansk frisindstradition. Fra at være dæmoniseret af såvel kommunistiske som borgerlige kredse, optræder han nu i en heltepositur, som bliver tiljublet af store dele af den danske befolkning. Han er ganske enkelt blevet folkekær. De fleste vil hellere end gerne slås i hartkorn med ham - lige fra Mogens Glistrup over Flemming Rose fra Morgenavisen Jyllands-Posten til Søren Espersen fra DF. En markant undtagelse er dog tidehvervsfolkene omkring familien Krarup. Her ses han som det store dyr i åbenbaringen, inkarnationen af antikrist, der nedbryder alt helligt og dyrebart i samfundet og menneskelivet.
Det velgørende ved Hertels PH-biografi er, at fremstillingen hviler på en solid bund af viden og indsigt, som ikke lukker øjnene for de modsigelser, inkonsekvenser og holdningsskift, der optræder hos PH. Dem findes der adskillige af, især hen imod slutningen af hans livsbane. Hans seneste leveår (fra omkrig 1960 og frem til dødsåret 1967) var ifølge Hans Hertel præget af et tiltagende sortsyn, sandsynligvis forstærket af den sygdom (parkinsons), som havde fået tag i ham. PH var i sine sidste år stærkt påvirket af en mondæn kulturpessimisme båret af især amerikanske samfundstænkere som David Riesman ( Det ensomme massemenneske , 1953), Robert Lindner ( Det blide tyranni , 1956) og Vance Packard ( De skjulte fristere , 1957).
rigsvækkeren
I denne sidste fase så PH sig først og fremmest som demokratiets vogter. Demokratiet er ifølge ham ved at drukne i fordummende underholdning og udspekuleret kommerciel manipulation af befolkningerne i de moderne samfund. Faktisk minder hans position meget om Frankfurterskolen i efterkrigstiden, hvor kulturindustri (Horkheimer, Adorno) og repressiv tolerance (Marcuse) skaber en
narkotiseret tilstand af forbrugerisme og komfortabel tilpasning til de herskende
samfundsmæssige magtforhold (læs: "systemet"). "Kloroformering" var PH's tilbagevendende udtryk om dette fænomen. Inspirationen var her hentet fra førnævnte Vance Packard.
I en situation, hvor demokratiet er på vej ind i en dvaletilstand, skal der selvfølgelig ruskes op i folk. De skal simpelt hen vækkes! Dette vækkelsesmotiv i PH's samfundskritik har Hans Hertel eminent godt øje for i sin bog. Mindst tre steder i bogen kaldes PH af Hertel for "rigsvækkeren". Motivet er for så vidt gennemgående i hele PH's virke, men det udsættes for fuldt orkester i slutningen af bogen - både hos PH og Hertel. Mere end nogen sinde fokuserer den aldrende PH på demokratiets vilkår i Danmark. Temaet går igen i mangfoldige debatindlæg i tale og skrift i begyndelsen af tresserne. Der er groft sagt to veje til denne tiltrængte revitalisering af demokratiet: pædagogikken og kunsten.
fremsynet pædagogik
Pædagogikken skal for PH at se gøre op med de traditionelle autoritetsstrukturer
og udvikle børnene til selvtænkende og myndiggjorte borgere. PH fandt sine pædagogiske synspunkter bekræftet i reformpædagogikken og i den antiautoritære pædagogik, der kendetegnede A.S. Neills forsøgsskole "Summerhill", og som herhjemme fik sin danske pendant i "Bernadotteskolen" under ledelse af C.C. Krag-Müller.
Bemærkelsesværdigt nok mente han ikke, at forældrene skulle inddrages i skolearbejdet. De ville for ham at se udgøre en dødvægt, der ville trække i den forkerte retning. Nej, tilrettelæggelsen af skolens liv skulle lægges i hænderne på fremsynede, professionelle fagmennesker, dvs. lærerne. Besynderligt nok fandt PH heller ikke synderligt behag i den epokegørende "Blå Betænkning" fra 1959 - og det til trods for, at man her opprioriterede de musisk-kreative aktiviteter i betydelig grad. Ganske langsomt var det, som om han resignerede en kende i troen på pædagogikkens muligheder som platform for en uddybet demokratiforståelse.
kunsten som vækkelse
Dermed var kunsten det eneste, der stod tilbage som løftestang for demokratiets
genrejsning. I 1958 udtaler han "Kunsten er … i dag vor eneste indgang til et rigere liv." Nu er kunst som bekendt mange ting. Men for PH var der én ganske bestemt kunstform, der stod i fokus: avantgardekunsten. Det var den moderne eksperimenterende samtidskunst, der fik til opgave at bryde med den komfortable vanetænkning og se på livet og samfundet på nye måder. Avantgardekunsten og kun den!
Eckersberg og Lundbye er aldeles betydningsløse og ligegyldige for et nutidsmenneske. Her var PH nådesløs og urokkelig - så stålsat, at selv en trofast
sister in crime som forfatterinden Elsa Gress måtte lægge afstand til ham og betegne hans afskrivning af fortidens kultur som "provinsialisme i tid." Hans Hertel har på træffende vis betegnet denne holdning som "tvangsavantgardisme"
- eller "kunsten som religionserstatning". Underforstået: Her tager PH tangenten og er på vej ud i de intergalaktiske stjernetåger.
folkelig dannelse
Men selv om PH slår adskillige skæverter, og der ryger en del finker af panden, så står han tilbage som en ildsjæl i det 20. århundredes danske kulturhistorie. Han var den moderne asfaltbondes mest energiske vækkelsesprædikant. Han var så dedikeret, at teologen P.G. Lindhardt med et krøllet smil sammenlignede ham med en af de frommeste og mest hellige repræsentanter for Indre Mission. Han var i bogstaveligste forstand "rigsvækkeren", en folkevækker, som ruskede kraftigt op i befolkningen.
Bag PH's bestræbelser skjuler der sig et bestemt folkelighedsbegreb, som for mig at se ikke bare rummer elementer, der går tilbage til Brandes' aristokratiske radikalisme. Det har bestemt sin rigtighed og er ofte nok påpeget. PH trækker imidlertid også på den grundtvigske forståelse af folkelighed. Faktisk omtaler han Grundtvig med stadig større varme og tilslutning, jo mere han nærmer sig
temaet demokratisk dannelse. Den grundtvigske forståelse af folkelighed er hævet over modstillingen mellem elite og den jævne befolkning. Den er hverken aristokratisk elitær eller plebejisk antielitær. Man skal som grundtvigianer vare sig for at sætte lighedstegn mellem begrebet folk og de mere eller mindre formummede meninger og opfattelser, der rører sig i "folkedybet". Eller sagt på en anden måde: Et folkestyre eller et demokrati består ikke i, at "alle har ret" for nu at citere titlen Rune Lykkebergs bog om demokrati.
Det er ikke nok at have sin egen mening. For ikke alle meninger er lige gode. Et folk er nemlig først et folk, når det er myndiggjort og oplyst. Indtil da er folket blot almue. Som bekendt var det Grundtvigs hensigt med folkehøjskolerne at forvandle befolkningen fra almue til et folk, som med tiden vil være i stand til at udøve selvbestemmelse over egne livsvilkår - altså demokrati. Til gengæld var der for grundtvigianerne ikke nogen modsætning mellem eliten og folket. Eliten var ikke hævet over eller stod over for folket. Den var nemlig selv en integreret del af folket.
Når højskolemanden Holger Begtrup udgiver værket Det danske folks historie i det 19. århundrede fokuserer han bestemt ikke på sædeskildringer af den jævne befolknings hverdagskultur i Danmark. Han fortæller tværtimod om alle de store personligheder, der har gjort en forskel i landets historie: Peter Willemoes, Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen, Georg Brandes og mange andre. Det er frontløberne, han fokuserer på. Men pointen er, at andre skal tage ved lære af dem, og efter bedste evne følge i deres fodspor. I den forstand er de lige præcis foregangsmænd. Begrebet folk rummer en politisk-pædagogisk normativitet i sig. Folk er noget, det tilvejebringes som følge af en myndiggørelse. Og myndiggørelse er et resultat af opdragelse, eller med et andet ord: dannelse. Da Testrup Højskoles grundlægger Jens Nørregaard vendte tilbage efter en længere foredragsturné, blev han mødt med følgende spørgsmål fra sin hustru Elisabeth: "Nå, fik folk så, hvad de ville have?" - "Nej," lød svaret fra Nørregaard: "De fik, hvad de trængte til!"
Derfor, når PH mødes med den kritik, at han er smagsdommer, formynderisk og bedrevidende, så kan det alt sammen være rigtigt nok. Kritikken er ikke til at løbe fra. Men pointen er, at det ikke er en specialitet, der er forbeholdt ham eller for den sags skyld de kulturradikale. Den karakteristik rammer også højskolen og al dens væsen - både dengang og nu. Den eneste måde at unddrage sig kritikken på er at være ligeglad og ikke have noget på hjerte. Men så er højskolen jo ikke længere højskole. Eller er der noget, jeg har misforstået?