Af Andreas Harbsmeier og Jeppe Langkjær
Bag glasfacaden på den nye imposante bygning på Rådhus Pladsen i København holder Dansk Industri til. Umiddelbart er det ikke den adresse, man skal opsøge for at finde opbakning til højskolernes virke i Danmark. Højskoletanken er ikke noget, der typisk forbindes med toppen af dansk erhvervsliv. Men måske burde det være sådan. Direktør i DI Lars B. Goldschmidt ser i hvert fald et fantastisk potentiale i højskolerne. Et potentiale, som kan og skal forløses i overensstemmelse med den bredt accepterede - synes det - forståelse af Danmark som et konkurrencesamfund, men som til hans store ærgrelse sjældent bliver det, fordi højskolerne ikke formår at italesætte sig som relevante i en bredere samfundsmæssig kontekst.
Fra Goldschmidts sparsomt møblerede kontor kan man se ud på det øvrige samfund. Selv om Goldschmidt repræsenterer erhvervslivets interesserer, holder han sig ikke tilbage for at tale ind i en debat om det gode liv. "Højskolen har en tradition for at diskutere problemstillinger om dannelse i meget bred forstand. Hvad er et rimeligt liv, hvad er rimelig adfærd? Det handler om at indgå i en drøftelse af, hvordan vi bør udvikle vores samfund. Højskolerne har en position, hvor de ikke direkte er involveret i erhvervslivet, det formelle uddannelsessystem eller de politiske partier. De er en fjerde eller femte position i forhold til den samtale. De er vigtige," fortæller han engageret og i højt tempo.
"Højskolerne skal fortælle, at det er livskvalitet for langt de fleste mennesker at kunne klare sig på deres samfunds præmisser. Du bliver rigere af at forstå din verden. Du bliver en mere kompetent borger - gerne fra en kritisk position - og mere livsduelig. Det er for mig at se en fortælling, der er gyldig både inden for højskolen og inden for konkurrencestaten. Men højskolerne har ikke forsøgt at italesætte sig i den her sammenhæng. Højskolerne har jo meldt sig ud."
For Goldschmidt er det internationale og globale aspekt af denne fortælling central. At kunne begå sig nationalt er uløseligt forbundet med at kunne begå sig internationalt. Højskolerne skal derfor være med til at skabe verdensborgere med en speciel national forankring. "De skal sætte fokus på globale problemstillinger; hele håndteringen af den globale produktion. At få fingrene i den globale verden, når man er på en højskole, er afgørende. For det er det, man kommer til at leve af," siger han og fortsætter: "Den politiske samtale i Danmark er meget national. Men tag spørgsmålet om krig. Et fantastisk tema med mange dimensioner. Det egner sig til en grundetisk, men også en politisk diskussion. Vi har brug for en anden position end ulandsmafiaen til at tage den diskussion, fordi højskolerne ikke er økonomisk involverede. Højskolerne kunne repræsentere det spændende menneske i den offentlige debat. De skal tage nogle chancer i stedet for at gemme sig."
imod strømliningen
Højskolerne er altså nødt til at tale det sprog, som samfundets samtale foregår på, hvis de vil spille en central rolle i dagens Danmark. Og det gør de ikke lige nu ifølge Goldschmidt. Af denne præmis følger det imidlertid ikke, at højskolerne skal snakke det øvrige samfund efter munden. "Der er rum for masser af stemmer, der accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt, men ikke dermed accepterer alle de følger, den har haft for, hvordan vi opfører os," mener han.
Det er Goldschmidts direkte opfordring til højskolerne - på den ene side at acceptere de grundlæggende rammer for samfundets udvikling, men på anden side aktivt at være med til at fylde de rammer ud på den bedst mulige måde: "Strømlining er godt, så vi kan få luget ud i en tid, der dybest set er tomgang. Men strømlining er ikke fornuftigt, hvis det er en homogenisering af medarbejderne. Vi har brug for heterogene medarbejdere. Hver tid, du tilbringer med en plan om at blive klogere, er god tid."
inspiration fra tvind
Lars Goldschmidt rejste i sin tid rundt selv i landet med en teatertrup med ambitioner om at starte en højskole. Den blev dog aldrig etableret. Men selv om indtrykket fra højskolerne dengang i 80'erne ikke var særligt positivt, kunne han se enorme kvaliteter i skoleformen. "Uanset hvad jeg ellers måtte mene om Den rejsende højskole og de andre aktiviteter, hvis vi går 20 år tilbage, så var det et indlæg i en debat om samfundets udvikling. Jeg savner ikke Tvind for den fundamentalistiske praksis, men jeg savner alle de forskellige oprørske bud på, hvad samfundet kan være. Men også med den underliggende præmis, at det skal kunne lade sig gøre. Det er ikke astrale bud på og drømme om selvrealisering på marker af mælk og honning. For det er ikke den verden, vi lever i. Vi er i en verden, hvor det ikke er en selvfølge, at man klarer sig. Det er ret uinteressant at drømme om andre utopiske samfundsformer, for det kommer til at tage tid…"
kun for de motiverede
Som små kritiske, samfundsopdragende værksteder er højskolerne uvurderlige.
Derfor har de også ansvar for at sikre en bred og varieret elevmasse, mener Goldschmidt: "Højskolerne skal have en mangfoldig elevsammensætning. Gerne en mere aldersmæssig differentiering. Også meget gerne differentieret i forhold til kulturel og social baggrund. Det er vigtigt, at højskolerne ikke bliver en overklasseghetto. Så mister man spændvidden. Vi har jo ikke længere hæren til at lave en homogeniserende oplevelse, så alle de steder, hvor vi kan lave et møde mellem folk, der er forskellige, giver god mening. Men der skal også være et fællesskab i mødet. Og fællesskab er det, at man er søgende."
Og netop det, at fællesskabet er bygget op omkring at være søgende, skal være højskolernes adelsmærke i Goldschmidts øjne. At højskolerne skal kunne rumme en bred palet af elever, er derfor ikke ensbetydende med, at de skal byde alle velkommen. Kun de motiverede skal lukkes ind. De, der vil noget med deres højskoleophold. De, der vil flytte sig. "Højskolerne skal være for de nysgerrige og undersøgende unge. Ikke for vage, kontemplative, halvdovnevegetarer. Højskolerne er en enestående chance for at undersøge verden på nogle præmisser, der er lidt anderledes end det, som de mere strømlinede samfund lægger op til. Det er ikke et sted, hvor man bare skal slå tiden ihjel. Så kan man selv finansiere sit wellnessophold. Det er ikke for at lave indholdscensur, det er bare for at sige, at de skal ville noget med det. Der skal være tændthed."
Folkehøjskolernes Forening har på det seneste lagt stort arbejde i at få højskolerne tænkt med i Regeringenskommende Fleksuddannelse. Men det er misforstået, mener Goldschmidt og hæver stemmen en anelse: "Man skal ikke samle dem op, der hverken kan noget, vil noget eller ikke gider arbejde. Det er forkert og ødelæggende for højskolerne. Folk må gerne være underlige - der skal være rummelighed - men det skal være vildskab og ikke dovenskab. Man må gerne være med til at opkvalificere nogen, hvis de vil opkvalificeres. Men grundudfordringen for højskolerne skal ikke være, at man skal motivere de umotiverede. Højskolerne er direkte destruktive, når de italesætter livet som hårdt og anstrengende og svært at klare."
Problemet med strategien er, at højskolerne risikerer at blive til lossepladser for samfundets svageste, og det gavner hverken dem eller de unge, mener Goldschmidt, der i stedet efterlyser, at højskolerne opdyrker noget, der ikke findes særligt mange andre steder: "De mere intense rum har vi næsten ingen af - mens vi har rigeligt social massage. Derfor kan højskolerne være helt fantastisk."
Højskolerne skal være et rum for refleksion og afklaring for de unge, der vil noget. Og højskolerne skal hjælpe dem med at blive socialiseret til ordentlig adfærd og med at finde en retning. Men højskolerne må ikke blive en overklasseghetto; rummet skal forblive åbent. "Det er meget vigtigt, at man for den enkelte elev arbejder med et åbent løsningsrum i den forstand, at der ikke skal være et facit på, hvor mange algebraiske ligninger, man skal kunne løse efter et højskoleophold. Det er ting, man har undersøgt, det er rejser, man har foretaget med sig selv, som er bundlinjen for et højskoleophold - med sig selv og med andre. Der må meget gerne foreligge en forløbsbeskrivelse. Man må gerne understøtte refleksionen hos den enkelte: Hvad var det for et projekt, jeg kastede mig ud i - og hvorfor viste det sig, at jeg havnede et helt andet sted? For selve refleksionen som kompetence er meget vigtig. Det er en rimelig forventning at have til en højskole: Vi tilbyder et eksperimentarium for dig og dine, så skal du reflektere ved at skrive en laboratorierapport."
Lars Goldschmidt er tilstedeværende, men dvæler ikke længe ved detaljer. Således heller ikke ved denne samtale, der slutter en lille time efter at den begyndte. Næste møde står for døren.
Læs de øvrige indlæg i debatten:
Konkurrencestaten og det glade vanvid - kommentar af Thomas Aastrup Rømer
Rømer og Goldschmidt er to sider af samme mønt - kommentar af Lars Andreassen
Seks præciseringer angående konkurrencestatskritikken - replik af Thomas Aastrup Rømer
Duplik til Rømers seks præciseringer - kommentar af Lars Andreassen