Af Andreas Harbsmeier
Da jeg var barn i 80'erne, var det ikke en ubetinget fordel at være en halvtysker i Danmark. Det var ikke noget, der gav den helt store respekt i skolegården i Esbjerg. Historisk betingede fordomme levede i bedste velgående. Ikke fordi klasse-kammeraterne var særligt interesserede i Tyskland, men fordi billedet af naboen mod syd var rimelig fasttømret - og det var ikke positivt.
Når danskerne i sidste årtusinde kiggede ud over verden, gled blikket som oftest let henover den store nabo mod syd. Her var nemlig ingen grund til at kikke nærmere efter. Tyskland vidste de altid, hvor de havde. Det var noget med nazister, Christiane F og Volkswagen og op og ned ad vestkysten. Den værste bekymring i forhold til naboen var, om Danmark blev "bollet op med Deutsche-dollars" for at citere sangskriveren Sebastian fra en mere end tredive år gammel sang.
Men sådan er det ikke mere. Tyskland er ikke længere bare Autobahn, Currywurst og en lidet flatterende fortid. Op gennem 00'erne ændrede billedet sig på mange fronter. Tænk blot på københavnske barer som Märkbar, Riesen og Gefährlich, på tv-programmer som Rundfunk og Ungefair, på modeøllerne Erdinger og Paulaner og på Berlin, der er det tjekkede og urbane folks foretrukne valfartssted. Og tænk på tysk litteratur, arkitektur, film og teater, hvor det virkelig rykkede i 00'erne. Tysk blev cool på den helt rigtige kitschede måde - men nok mest i København, hvor inspirationen fra Berlin nu for længst er blevet til mainstream - og ufarligt.
"For nogle år siden holdt jeg foredrag på en højskole om danskeres stupide fordomme og mangel på sans for den sanselige del af den tyske kultur. Tilhørerne var stort set alle under 30. Jeg mærkede ret tidligt, at interessen for min ordstrøm var behersket. Ved den efterfølgende debat stod det lysende klart, at jeg havde løbet en åben dør ind. Ingen i salen følte sig ramt. De var ikke voldsomt vidende om Tyskland eller tysk kultur, men de havde absolut ingen af de traditionelle forbehold over for tyskere," skriver tv-manden og forfatteren Torben Steno, der gennem en årrække dyrkede det tyske på tv og i talrige foredrag. Tyskland er ganske enkelt ikke længere farligt. Danskere kan uden at skulle forsvare det indoptage kulturelle elementer fra Tyskland.
tyskland i spidsen
Ikke kun inden for det kulturelle felt har billedet af det tyske forandret sig. Senest med finanskrisen og Tysklands europæiske engagement, personificeret ved kansler Angela Merkel, ved vi i Danmark, at vi er temmelig afhængige af tysk økonomi. Det har vi sådan set altid været - men nu er vi bevidste om det i så vid udstrækning, så selv det nyligt overståede tyske valg er blevet interessant i Danmark. Berlingske viede for nylig et helt tillæg til det tyske valg. Og selv om dækningen ikke lige frem har nået amerikanske dimensioner, er der alligevel sket ting og sager.
Historiker Steen Bo Frandsen mener ligefrem, at vores forhold til Tyskland har gennemgået en radikal forandring. Den er delvist betinget af vores historiske glemsomhed. 1864 og 2. verdenskrig spiller ikke længere den samme rolle i vores bevidsthed. "Jeg mener, at vores forhold til Tyskland er ved at blive normalt. En vigtig pointe ved normaliteten er, at det danske samfund ikke mere har brug for et tysk fjendebillede. Det virkelig faretruende i verden kommer ikke længere fra Tyskland; vi har takket være globaliseringen mødt noget, som er endnu mere fremmed," siger han.
Ligesom i dag, hvor håbet om et samlet Europa, både økonomisk og politisk, må lægges i hænderne på Tyskland, var modstanden mod EF, dengang den var størst, også rettet mod Tyskland. "70'ernes røde EF-modstand var på mange måder rundet af den samme nationalromantiske selvtilfredshed som Dansk Folkeparti er i dag. Fjenden dengang var naturligvis USA, men når nu USA ikke kunne beskyldes for EF's fascistiske og imperialistiske hensigter, måtte det selvfølgelig helt ureflekteret af historiske grunde gå ud over tyskerne. Dette helt ubegrundede og tåbelige fjendebillede kunne enhver dansker næsten uanfægtet tillade sig ytre til langt op i 90'erne. Så sent som for et par år siden var der stadig historier om, at høflige tyske turister blev mødt med nazihilsen på deres vej til at fylde jyske sommerhusejeres lommer med Euro," skriver Torben Steno og tilføjer: "Det er ikke en sag, der kan forarge de fleste danskere. Tyskerne må jo også bare lære, at vi danskere har verdens bedste humor."
ind i varmen
Men tyskerne og det tyske er altså kommet ind i varmen i det selvoptagede Danmark, der ellers traditionelt render i hælene på alt, hvad der kommer fra den engelsksprogede verden. Godt nok i første omgang som et overfladisk og lidt kitschet fænomen i form af navne på cafeer, biertstuber, tøjbutikker og tv-programmer. Berlinske kvarterer som Prentzlauer Berg, Kreuzberg eller Neuköln er direkte aflæselige inspirationer i fx de hippe dele af Nørrebro og Indre By i København. Den glatte gammeldags cafekultur har fået en konkurrence fra den tyskinspirerede bar, hvor det ikke handler om lys, design og spejle, men om diskret belysning, originalitet og genbrugsmøbler. Et simpelt ønske om at skabe steder, der har noget af den meget afslappede atmosfære, som findes i Berlin.
Det bekræfter teorien om, at det tager to generationer at hele sårene efter en krig. Så problemet med tyskerhadet nærmer sig altså en løsning. Det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor det så er blevet trendy at lege med det tyske i det københavnske bybillede. Noget af forklaringen ligger i, at Berlin virker voldsomt tiltrækkende på mange danskere. Med Easy Jet og busrejser er det blevet meget billigt og nemt at slippe hurtigt ud af den danske spændetrøje og trække lidt international luft i en spændende storby.
de historieløse
De, der er født i 70'erne og 80'erne, bliver ofte beskyldt for at være historieløse.
Men spørgsmålet er, om det ikke netop er fordi 2. verdenskrig er historie, at de unge har lyst til at nærme sig det tyske igen. De er ikke ubevidste om de mørke kapitler i Tysklands historie. De unge gider bare ikke gøre folk på deres alder ansvarlige for det 20. århundredes forbrydelser. Men træerne vokser ikke ind i himlen, påpegede prorektor ved Københavns Universitet og Tysklands-kender, Lykke Friis for nylig i sin klumme: "Mange studerende vil fortsat hellere til USA, Storbritannien eller Australien frem for at rejse til Tyskland. Hånden på hjertet, var det heller ikke, fordi jeg i min tid i politik fik indtrykket af, at danske politikere dyrkede netværket intenst hos deres tyske søsterparti."
lille danmark vs store tyskland
Endnu et udtryk for kampen mellem gamle Danmark og det mere globalt søgende Danmark. Måske et lille signal om at endnu en af de danske myter - "Vi er nok verdens mest afslappede folk" - er ved at afgå ved døden efter mødet med den globale virkelighed. De fleste, der har spenderet et par dage i Berlin, har oplevet, at byen trods størrelse og meget multikulturel sammensætning er mindre aggressiv og frustreret end fx Odense eller Randers. I det hele taget opfører folk sig ordentlig - ikke bare i Berlin, men i Tyskland generelt.
Rollerne mellem Danmark og Tyskland er ved at skifte. Det tyske folk kan faktisk meget af det, danskere engang pralede af, at de kunne. Afslappet tolerance er der i hvert fald mere af syd for grænsen, end de fleste tror. Tyskland er og bliver en stor kulturnation, der har begået en ufattelig forbrydelse, og som også har fået mange tæsk for den. Men som også selv har gjort meget for at indprente den ubehagelige historie i enhver tysker og komme videre. Resultatet er et folk, der har en sjælden ydmyghed og kritisk blik på sig selv, der stort set ikke er nærværende i lille Danmark, der ikke er særlig fristende at "bolle op med Deutche-dollars, når det vågner af sin døs".
Da jeg som barn gik rundt i Esbjerg, var der lidt af en provokatorisk fornøjelse i at kokettere med det tyske. Selv om fordommene florerede, var det også lidt attraktivt at være i opposition, fordi Tyskland jo var større, rigere og bedre til fodbold. Sådan er det ikke længere. Selv de danske venner holder med Bayern München. I Danmark kan man ikke længere have Tyskland for sig selv.