Om smedens barkede næver

Publiceret 15-08-2014

INDSPARK Børnene behøver ikke længere skaffe sig eftermiddagssnacken i naboens have, men tilmeldes frugtordninger. Og i stedet for tæv af smeden risikerer de nu en anti-autoritær, feminiseret, blød samtale med en pædagog

Af Lars Andreassen, lærer på Egå Ungdomshøjskole

"Det er nu ikke altid rart at være lille. Selvfølgelig er det somme tider skægt. Mægtig skægt, endda." Sådan åbner fortælleren, Ole Lund Kirkegaards,Orla Frø-Snapper. En lille række af ord, der spænder livet ud mellem sjov og ubehag, og som sådan vel cirka fanger det meste af en barndoms oplevelser.


Det er ikke altid sjovt at være lille, fordi byen er fuld af bøller og andre store, dumme fyre, som ikke lader ordentlige folk i fred. Men så er der slagterens kone, som man nemt kan lokke til en løbetur med hævet kosteskaft, hvis man ikke kan holde sig inden for grænserne af det rimelige. Eller der er danselæreren, som nok skal hyle op om, at han aldrig har kendt mage til uopdragne unger. Bare så de ved, de er gået over stregen.


Og der er smeden med hænder så store og hårde som brædder - "gulvbrædder, altså" - og han tæver dem, der ikke helt har forstået det med ejendomsrettens ukrænkelighed. Dog ikke de små, de får et par chancer, så de kan lære det. Men har de den rette størrelse og burde vide bedre, holder han af at give dem en varm endefuld. Således reguleres normerne i det lille samfund af dem, der nu engang lever og bor der. Ikke kun af forældrene og ikke af pædagogerne, men af menneskene.


Ole Lund Kirkegaard blev født i 1940 og de landsbymiljøer, der danner ramme om hans fortællinger er for længst forsvundet. Maskinerne tog over, arbejdshestene blev spist, og karle og malkepiger søgte mod industriens arbejdspladser i byernes udkanter.


I Kirkegaards fortællinger er alle med til at regulere normerne og håndhæve moralen. Ganske enkelt gennem deres karakter og gerninger. Barndommens eventyr bestod af møder med diverse livsformer og normsæt, som ungerne kunne spejle sig i og danne deres personlighed ud fra. Der blev udvekslet historier, viden, kunnen og erfaringer. Grænser blev sat, overskredet og håndhævet - af og til sikkert for håndfast - men det har rustet ungerne til lidt af hvert.


Der var bageren, der holdt Lille Virgil med tag over hovedet, købmanden, hos hvem man kunne tjene en lakridspibe for veludført arbejde, der var læreren og landevejens farende svende, sigøjnere, lommetyve og cirkusfolk.


Langsomt affolkedes landet og blev til udkant. Forstæderne skyder op omkring nye skoler, antallet af vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger eksploderer. Børnene behøver ikke længere skaffe sig eftermiddagssnacken i naboens have, men tilmeldes frugtordninger. Og i stedet for tæv af smeden risikerer de nu en anti-autoritær, feminiseret, blød samtale med en pædagog.

Det karakteristiske ved smedens - og de øvrige karakterers - relation til børn og bøller, er, at den er emotionel. Den bygger på deres personlighed og karakter, og deres umiddelbare reaktion på ungernes handlinger. Normerne reguleres gennem emotioner, og rammen er eksistensens, ikke institutionens. Smedens vrede er umiddelbar og proportional med forseelsen. Pædagogens intonation er lavmålt og udspringer af diverse pædagogiske teorier, den er løsrevet fra den konkrete situation og de implicerede personer.

I Orla Frø-Snapper er fortælleren spændt ud mellem sin afsky og frygt for Orlas sadistiske luner og respekt for smedens barkede næver. Opdragelsen, dannelsen går gennem de emotionelle systemer og følelseslivet.  I velfærdssamfundet er relationerne professionaliserede, barnet og pædagogen bor i hver sin ende af byen - det er intet levet liv mellem dem.

Vi ved fra forskningen, at det er i de emotionelle systemer, at personligheden og kommunikative evner finder deres grundlag. I de professionaliserede relationers verden er der en kæmpefare for, at ungerne aldrig fanger betydningen af pædagogens fornuftsord. Konsekvensen er den, at normer og moral aldrig internaliseres hos barnet. Dannelse udskiftes med dissonans og forvirring.

Men så er det jo godt, vi har psykofarmaka, der kan holde ungerne inden for rammerne af det tilladelige.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies