Mikkel, Marianne - og meningen med Danmark

Publiceret 01-12-2014

GENERATIONSMØDE 72-årige Marianne Jelved og den 21-årige højskoleelev Mikkel Vinther er enige om meget: Der er et paradigmeskifte på vej. Folk gider ganske enkelt ikke bare få præsenteret elitens løsninger længere. De vil selv være med til at formulere meningen med det hele. Marianne Jelveds nye vision for folkeoplysningen skal vise vejen

Af Andreas Harbsmeier

Mikkel Vinther er indbegrebet af engagement. Han har været formand for Ungdomsrådet i Thy og dermed været den drivende kraft i det lokale spillested No. 1 i Thisted, som P3 kårede til et af de bedste spillesteder for undergrundsmusikere. Efter færdiggjort studentereksamen har han lige nået at lave sin anden spillefilm baseret på frivillig arbejdskraft og blev desuden hyret som debatordstyrer i en periode af danske regioner op til kommunalvalget. Og nå ja, så går han på højskole.

Mikkel formulerer sig eftertænksomt i formfuldendte sætninger. Er han repræsentativ for de nye generationer, der skal revitalisere folkeoplysningen, bør ingen være nervøse for demokratiets udvikling. Kulturminister Marianne Jelveds synes at være af samme holdning. Hun har taget Mikkel med ind i det panel af unge rådgivere, som har været med til at give indspark og formulere store dele af den børn- og ungepolitik, der udgår fra Kulturministeriet.

"Du misforstår meget, hvis du tror, at fordi man har forskellige aldre, så har man forskellige holdninger til kulturen. Mikkel har haft enorm meget indflydelse på, hvad der foregår her i huset," replicerer Marianne Jelved på sit ministerkontor, da vi forsøger at iscenesætte dem som modsætninger i et generationsmøde. "Jeg har prøvet at tage de kritiske briller på. Så du får ikke et fredeligt øjeblik," svarer Vinther hurtigt, selv om det skal vise sig at være vanskeligt at få de to generationer til at være tilnærmelsesvist uenige om noget som helst.

For de er meget enige om, at der et paradigmeskifte under opsejling. Folket gider ganske enkelt ikke længere blot blive præsenteret for elitens løsninger. De gider ikke længere blot være tilskuere til en politisk kultur, der er præget af det teknokrati og hvor politiske beslutninger er den nødvendige politik. Det vil selv være med til at pege på problemerne og formulere løsningerne.

Det ulmer derude, forstår vi. "Folk vil sætte sig igennem. Det lover jeg dig," siger Marianne Jelved ligefrem, mens hun skænker te, og vi andre får kaffe. Og Mikkel Vinther er enig. Han er faktisk en af dem, der sætter sig igennem. En mand i den alder med et så omfattende frivilligheds-CV, lover godt for fremtiden. Det er Marianne Jelved, der lytter til ham. Ikke omvendt, siger hun.

Selv om Jelved jo strengt taget repræsenterer en regering og en politikerstand, der er genstand for lige præcis den tendens, som folkeoplysningen skal vende sig imod.

"Nu er vi i Danmark endelig begyndt at tale om, hvad meningen egentlig er. Vækst kan kun være midlet til målet, som er det gode liv. Vækst kan ikke være formålet i sig selv. Det er som om, vi har glemt det," forklarer Mikkel Vinther.

Kultur ud af ingenting
Selv kommer Mikkel fra "et hjem uden klaver", som han betoner det, og det var først i gymnasiet, at han fik øje for, hvad han selv kunne bidrage med. Nemlig at være medskaber af et civilsamfund, hvor han selv kunne være med til at sætte rammerne. Ikke kun som individ men netop også i fællesskab med andre.

"Der sker ingenting der, hvor jeg kommer fra. Derfor er man nødt til selv at gøre noget. Der er ikke nogen til at tage alle midlerne. Der er ikke nogen til at fylde husene op. Det, vi har lavet, har skabt en stolthed. Vi taler ikke om andet, end at vi kommer fra Thy. Det er skabt ud fra en på trods-kultur," fortsætter han.

"Jeg har altid bare været igangsætter - en kulturel facilitator. Jeg er optaget af at få andre til at gøre brug af den kultur, jeg selv er optaget af. Og det sker altid i fællesskab med andre," forklarer han.

Jelved lægger ikke skjul på, at hun er ret begejstret for, hvad de har skabt i Thy: "Giv de unge ansvar, så tager de også ansvar," er læren fra de mange ungdomsråd rundt om i landet, der er blomstret op de seneste år, forklarer hun og fortsætter med en lovprisning af foreningslivet over det ganske land.

"Der er et foreningsliv, der siger spar to over hele landet. Fra Hvide Sande til Vordingborg forundres jeg over det kulturliv, der finder sted. Jeg kan ikke pege på et sted i Danmark, hvor der ikke er nogen, der gør noget," fortæller kulturministeren. "Hvem har fundet på ordet udkant? Det har dem på universitetet og dem i København. Sådan opleves det jo ikke nødvendigvis ude i landet."

Og så sniger der sig alligevel lidt uenighed ind isamtalen, for Mikkel Vinther vil godt mane til nye former for selvorganisering end det traditionelle foreningsliv. "Jeg er gået ud af foreningsverdenen. Jeg har arbejdet rigtig meget med det frivillige på foreningsmåden, men jeg er ikke i foreninger længere, fordi jeg synes, det er gammeldags og kedeligt, og jeg gider ikke skrive lange referater og være bundet af et forældet bureaukrati. Vi vil rigtig gerne arbejde med frivillighed, vi vil gerne kunne søge penge nemt og hurtigt, men hele ideen om foreninger er gammeldags. Det er ærgerligt, at fx sådan nogen som DUF kun lytter, hvis man er en forening," lyder meldingen fra den unge generation med overskægget.

Men uenigheden stikker alligevel ikke så dybt. For Marianne Jelved er det ikke afgørende, at folkeoplysningen foregår inden for rammerne af foreningslivet. Det er ikke kernen i den nye vision for folkeoplysningen.
"Der sker meget i folkeoplysningen i dag. Det handler om at finde nye måder at vække folk. Der er mange måder at bedrive folkeoplysning på, og visionen er for alle mennesker. For alle, der har mulighed for at bedrive folkeoplysning. "

Hvad er problemet?
Men hvis foreningslivet lever, og paradigmeskiftet er i gang, hvad er så problemet, vil vi vide. Hvorfor er der så overhovedet brug for en ny vision for folkeoplysningen?

Marianne Jelved tager ordet og er ikke meget for at give det fra sig igen:
"I gamle dage, før globaliseringen slog igennem, var Danmark et konsensussamfund, hvor alle, regeringer, folketing, kommuner og foreninger samarbejdede om at løse et problem. Men globaliseringen har skabt en anden måde at regere på. Vi på Christiansborg er meget fokuserede på det internationale, på det grænseoverskridende. Sammenhængen er blevet antastet, fordi vi fører et politikersprog, der er meget teknokratisk og går meget på midlerne, og vi får ikke i den her hastige medietid tid til at skabe fortællingerne," forklarer den ældre generation og fortsætter:

"Uden at ville det, er vi kommet til  at lukke os om os selv. I stedet for at se, at Danmark er en del af verden. At Danmark kun er noget i kraft af, hvordan verden opfatter Danmark. Det er den måde, vi skaber relationer på. Folkeoplysningen skal igen begynde at tale om, hvad meningen er. Hvad er Danmarks rolle? Hvordan kan vi bidrage til, hvordan verden bør være? Vi kan ikke isolere os. Folkeoplysningen har hele tiden handlet om noget essentielt, nemlig oplysning om livet, om samfundet. Og det er, for at sige det meget groft, noget andet end at gå til peddigrør," siger Jelved med en slet skjult kritik af dele af en folkeoplysning, hun har så store forventninger til.

"Jeg ser nogle modbevægelser myldre frem. Danmark skal bygge på oplyste og myndige borgere. Det er der ikke nogen, der er uenige i. Det betyder, at vi kan tage vare på os selv og hinanden, uden at der er en stat, der står og prikker en på skulderen. Derfor måtte jeg rose finansministeren for at kalde sin finanslov for en fællesskabets finanslov, for det er begyndelsen til en fortælling om, hvad meningen er," slutter Jelved og åbner døren lidt på klem for det ministerium, der ellers har stået som eksponent for den teknokratisering og centralisering, hun gerne vil af med.

En opdelt befolkning

Mikkel Vinther nikker anerkendende mod kulturministeren men vil gerne tilføje et kritisk perspektiv. For nok er der små sprækker for en åbning mod fortællingen om meningen med det hele. Men det er nok ikke alle, der kan se sig selv i den fortælling. "Vi har brug for en stærk folkeoplysning og en debat om dannelse, fordi vi ser en klar opdeling i befolkningen - også rent kulturelt. Alene ordet "folke" er blevet devalueret. Min filosofilærer på højskolen underviser på Folkeuniversitetet. Det er ikke lige så fint om universitet. Ordet "folke" er vi ikke så vilde med længere. Man taler meget om politikerlede, og man taler om journalistlede. Men politikere og journalister skyder skylden videre på hinanden. Det er blevet et hold af de frelste og et hold af de knap så frelste. Vi har fået befolkningslede," forklarer han.

"Vi har et klart billede af, at det er en bestemt type mennesker, der kommenterer på Ekstra Bladets "Nationen", stemmer på Dansk Folkeparti og læser Den Korte Avis. Os der sidder og formulerer de her ting og diskuterer folkeoplysning peger fingre ad dem. Så vi har to grupper, der synes hinanden er dumme. Og her har man brug for Folkeoplysning."

Det er vigtigt at fastholde tanken om fællesskabet, så folkeoplysningen ikke blot bliver til den enkeltes selvrealisering.
"Kultur må være det, der er det vigtigste for en given person og giver den persons liv mere indhold. Kultur defineres af hver enkelt person. Men folkeoplysningen gør, at det ikke kun er den enkelte persons udvikling, men også handler om, hvordan man kan indgå i et fællesskab."

Jelved supplerer: "En pointe er, at den samtale bør baseres på et oplyst grundlag. Det er min opfattelse, at det, der sker på nettet, ikke sker på et oplyst grundlag, men kun handler om følelser. De ting skal følges ad."
Jamen, er det så ikke fordi, de unge i dag ikke søger viden men blot shopper overfladisk rundt, vil vi igen vide i et sidste forsøg på at skabe uenighed mellem generationerne.

"Nej," siger Mikkel Vinther som afslutningsreplik, "jeg orienterer mig bare mere selektivt. Jeg er blevet min egen redaktør."

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies