Af Jørn Lund
Det er godt, at der er nogle, der prøver at aktivere dem, der står uden for arbejdsmarkedet, som ikke har gennemført nogen uddannelse, og som måske er ved at opgive at tage aktiv del i samfundslivet. En række folkeoplysningsinstitutioner gør et solidt stykke arbejde for at hjælpe de berørte i gang; nogle har mere held med det end andre, og det kan være fornuftigt at undersøge og fremhæve de gode eksempler og at lære af dem.
En rapport herom har fået titlen "Mønsterbrydende læringsrum i folkeoplysningen", og den indeholder et væld af citater fra lærere og kursister, der kan gøre læseren klogere på, hvad der foregår. Men analysen er præget af en sprogbrug, som bestemt ikke kan kaldes mønstergyldig, som fx her, hvor der fremlægges et resultat: "Analysen peger på, at når folkeoplysningen er bedst, så kendetegnes læringsrummet ved mønsterbrydende aktiviteter, der udvikler motivation for læring i situationen og perspektivet kunne være, at indholdet anvendes konstruktivt fremadrettet til at løfte opgaven med at skabe attraktive læringsmiljøer for demotiverede unge og voksne."
Man skal nok læse dette nogle gange for at forstå, hvad det drejer sig om; faktisk er det hele selvindlysende indtil det selvfølgelige, men indpakningen skal tilsyneladende videnskabeliggøre resultatet af nogle sonderinger på området. Ligefrem og umiddelbart tilgængelig kan man heller ikke kalde denne konklusion: "Samlet set arbejder man i den motivationsskabende del af folkeoplysningen ikke ud fra motivation som en iboende egenskab, men som et forhold, der skabes i konteksten, og der eksisterer en udbredt forståelse af, at der er tale om en on-going proces."
Man kan jo håbe på, at denne on-going proces kan skabe resultater. Man lægger vægt på, at kursisterne "selv kommer til at tage ejerskab." Ejerskab har i visse kredse erstattet medansvar og engagement; den slags opnås i den kommercialiserede tidsånds tænkning åbenbart kun, hvis man føler, at man ejer noget.
Frem til 1970'erne klarede man sig helt uden ordet læring. Man talte om undervisning, indlæring, tilegnelse osv. Indførelsen af læringsbegrebet har tilsyneladende ikke kunnet modvirke, at temmelig mange lærer temmelig lidt. Men læring måtte der pludselig til, da man ville skelne mellem på den ene side, at eleven aktivt tilegner sig noget, og på den anden side, at eleven er den passive modtager af et indhold, som andre hælder på dem i den såkaldte "tankpasserpædagogik."
Da jeg var med i formuleringen af en formålsparagraf for folkeskolen, fik jeg at vide, at vi ikke måtte skrive, at eleverne skulle lære noget. Nej, de skulle "have mulighed for at tilegne sig kundskaber" - og det er jo noget helt andet, som andre har ansvaret for. Kort efter opstod dog slagordet, at eleverne nu skulle have "ansvar for egen læring", med en uskøn forkortelse kaldet AFEL. Et medansvar er nok bedre, og denne pædagogiske krigsdans omkring et ord er da også siden ophørt. Nu er det kompetencer, der er sagen; de er vel også resultatet af en læringsproces.
I analysen af folkeoplysningsaktiviteterne skelnes der mellem to former for læring: "Ofte fokuseres på læring som tilegnelse, når man planlægger uddannelsesforløb, og betydningen af og mulighederne for læring som tilblivelse kan dermed overses. I de observerede folkeoplysende forløb indgår begge former, hvor læring som tilblivelse står helt centralt i det pædagogiske fokus på at skabe personligt overskridende indhold."
Læring som tilegnelse og læring som tilblivelse. Det kan virke, som om tidens pædagogiske aktører - et ord, der bruges meget i rapporten - hele tiden ønsker at gå på stylter. "Viden og erfaringer de-kontekstualiseres og rekontekstualiseres", hedder det fx, og der tales om "undervisere med pædagogisk refleksivitet i forhold til at bevæge andre." Sådanne formuleringer kan godt tænkes at skabe usikkerhed og skepsis uden for de sproglige reservater.
Det mest bekymrende er imidlertid, at der i en god sags tjeneste bruges megen undervisningstid inden for de relevante uddannelsesområder på at jage de studerende ind i reservaterne, så de selv kommer til at beherske dialekten.
Teksten er et uddrag fra bogen Dansk i skred. 52 sproglige opstrammere (Gads Forlag, 2014)