Af Carsten Kolby Kristiansen
Det forrige nummer af Højskolebladet (december 2013) har hjemmet som tema. Det er et interessant emne at tage op i en tid, hvor der tales om store forandringer i det, der har været samfundets mindste og vigtigste byggesten: familien.
Emnet er i bladet angrebet fra en række relevante vinkler, men jeg undrer mig såre over, at højskolernes "egen stemme" slet ikke er til stede i temabehandlingen; ikke mindst fordi en række højskoler har berørt dette tema i forbindelse med Højskoleforeningens eget udviklingsprojekt "Samværets betydning for højskolen". Samværsprojektet indgår som del af bladets tema alene i form af en kort henvisning i forbindelse med artiklen "Et rent hjem".
Ikke én af de medvirkende skoler er repræsenteret i temanummeret, og derfor får stribevis af besynderlige påstande om netop højskolen som et hjem lov til at stå løsrevne og sært tumbede i forhold til det, som er selvforståelse og daglig virkelighed på en højskole.
rene påstande
Niels Buur Hansens påstande om, at forståelsen af højskolen som et hjem er lig med en tro på "de rene relationer" og "drømmen om den rene højskole", blev allerede modsagt af de skoler, som deltog i samværsprojektet. Niels Buur Hansen fortsætter: "Problemet med den forståelse er blot, at der ikke eksisterer såkaldte 'rene relationer' - hverken i det private hjem og da slet ikke på en pædagogisk institution […] En relation vil altid indeholde et ulige magtforhold".
Selvfølgelig vil den det. Det ved vi på skolerne alt om. Forestillingen om højskolerne som pædagogisk "rene" er alene Niels Buur Hansens postulat. Kender Niels Buur Hansen i øvrigt selv til hjem eller familier, der ikke rummer ulige magtforhold mellem fx voksne og børn? Hvorfor skulle vi så i højskolen tro på sådant et misfoster?
Bedre bliver det ikke med Martin Blok Johansens vildtvoksende udsagn i samme artikel om, at der består en fare i at formulere højskolen som et hjem, for det kan føre til et intimiderende og tyranniserende lærer-elevforhold. Ja, der kan ske så meget. Verden er farlig at leve i. Men hvor bliver argumentationen af? Blok Johansen gætter kun, for han har ikke undersøgt noget, der vedrører højskoler, fremgår det. De indforskrevne eksperter leverer alene postulater og lommefilosofi og burde i det mindste have været sat i samtale med samværsprojektskolernes diskussion.
hvor er højskolerne?
Det er ærgerligt, at vi i Højskolebladets decembernummer er en række skoler, der rent faktisk har beskæftiget os indgående med dele af bladets tema, her fremstår i en fordrejet og ugenkendelig beskrivelse af os selv. Hvis Højskolebladet havde spurgt de berørte højskoler og ikke mindst højskoleelever, kunne bladet have undgået at ende ud med forplumrende og fordumsfyldte konklusioner som fx: "…idealiseringen af det rene, intime samvær peger dog på, at der består visse pædagogiske udfordringer ved at ophæve hjemmet til ideal for højskolesamværet."
Ja, Højskolebladet kunne oven i købet have haft held til at bidrage til at perspektivere forståelsen af højskolen som et hjem, hvilket ikke ville været uinteressant både for højskolerne generelt, men også for en omverden i en tid, hvor begreberne familie og hjem er under forandring.
en konkret tolkning
Var vi blevet spurgt, ville vi kunne have fortalt, at højskolen som et hjem ikke først og fremmest er et pædagogisk begreb, men er udtryk for en organisationsforståelse. Hjemmet er en struktur, der konstruerer en hverdag, hvor mange skal leve under samme tag. Vi gør os ingen romantiske forestillinger om "et dukkehjem" med udviskede forskelle på ansatte og elever. Højskolen som et hjem giver nogle tydelige signaler til en flok nye elever, således at de mange forskellige personligheder får en fælles spillebane, hvor rummelighed, mangfoldighed, fælles ansvar og forpligtelse står side om side med individuel frihed.
Højskolen som et hjem handler om at føle sig velkommen, føle sig hjemme i nogle faste mønstre og rytmer, som skaber rammerne for, at enhver kan udfolde sig. Metaforen gør gældende, at vi ønsker at skabe medejerskab og medansvar for skolens hverdag og for dem, der tager del i den.
Højskolen som et hjem relaterer sig også til et demokratibegreb, der udfolder sig som "levet demokrati", hvilket indebærer en uformel demokratisk proces med plads til, at vidt forskellige synspunkter og holdninger kan få plads - ja, sågar den store uenighed - uden at rammerne og fællesskabet nødvendigvis bryder sammen. Det er et demokrati, hvor hverdagen og samlivet ikke reguleres ved flertalsafstemninger og stribevis af "dræbende" regler, men hvor konstruktionen "hjem" er befordrende for, at vi finder rimelige løsninger på fælles udfordringer.
Metaforen "hjemmet" fortæller også noget om lærerrollen, ikke som en intimiderende tilgang, der udvisker forskellen mellem elever og lærere, men derimod om en højskolelærers tilstedeværelse i hverdagen. Om lærere, der kan tales til og med i øjenhøjde, ja, om højskolelæreren som et medmenneske. Hvori ligger det "intimiderende" og "tyranniserende" i det? Hvorfor ser Buhr Hansen og Blok Johansen ikke, at højskole også er almindeligt menneskeligt samliv og har noget af sin særlige styrke deri?
Kort sagt: "Højskolen som et hjem" er ikke et lidt dubiøst pædagogisk begreb, men en konkret tolkning i forhold til det ministerielle krav om samvær i den helt almindelige dagligdag på højskolen. Det ville vi gerne have debatteret, hvis Højskolebladet havde spurgt.