Terrorens konsekvenser

Publiceret 03-02-2014

INDSPARK Terror fører til ændringer i uddannelsessektoren

Af Hans Hauge

Terrorhandlinger fører næsten altidtil ændringer af uddannelsessektoren. Optøjer flere steder i London i 1860'erne fik digteren, kritikeren og skolemanden Matthew Arnold til at skrive bogenCulture and Anarchy. Culture på engelsk svarer til dannelse på dansk. I denne bog fik kultur eller dannelsesbegrebet en bestemmelse, som man har forholdt sig til lige siden i den engelsktalende verden.

Kultur er, sagde han, det bedste, der er sagt og tænkt i verden. Det skulle besætte den tomme plads, der før var optaget af kirken. Kun kultur med en tæt forbindelse til staten kunne modvirke anarkiet. Kultur skulle skabe sammenhæng. Hvad, der var det bedste, skulle bestemmes af en elite med hovedsæde i Oxford. Derfra skulle de brede kulturen ud til klasserne, for kultur var hævet over klasser.

I 1907 kom den vel nok første terrorroman, Joseph ConradsThe Secret Agent, der byggede på et bombeforsøg i Greenwich - altså en virkelig historie. Conrad kunne kun fortælle en sådan historie ironisk. Nogle år senere begyndte man at overveje nye mål: Bl.a et nationalt dannelsesbegreb. Man begyndte at undervise engelske børn i engelsk efter 1917, fordi de ikke kunne forstå hinanden og ordrer i skyttegravene.

Året 1878 kaldtes i det nye Tyskland Jahr des Terrors. Der havde været to attentatforsøg mod kejser Wilhelm på åben gade i Berlin. Terroristerne var dels en socialdemokrat og en anarkist. Disse terrorangreb - som kejseren overlevede - fik store følger for tysk uddannelsespolitik. Dels skulle en neoidealistisk filosofi erstatte den materialistiske, og dels skulle man modvirke Halbbildung, som man anså for en af årsagerne til uroen. Reformen lykkedes.

Den canadiske forfatter Hubert Aquin (1929-1979) sad i fængsel og skrev den nok mest kendte Quebec-roman, Prochain épisode. Den er en roman om terror skrevet af en terrordømt. En anden var Claude JasminsEthel et le terrorist(1964). Terroren var et led i provinsens forsøg på løsrivelse fra det anglofone Canada. Svaret på terroren i Canada blev indførelsen af multikulturalisme i 1971 som et statsligt styringsmiddel, idet det erstattede to kulturer - en majoritet og en minoritet - med mange kulturer. Resultatet blev indre forsoning og fred.

Multikulturalisme blev indbygget i skolesystemet, ganske som tilfældet blev nogle år senere i Sverige. Mordet på Oluf Palme var et vendepunkt i svensk historie; det er som bekendt endnu i dag uopklaret, og der er flere af den slags uopklarede mord i svensk historie. Resultatet blev begyndelsen til enden på det socialdemokratiske hegemoni, og i stedet er man begyndt at genopbygge Stormagtstidens multietniske imperium.

Anders Behring Breivik og Utøyamassakren 22/7 2011 blev begyndelsen til enden på den norske arbejderpartistat. Den 16. oktober 2013 kunne Høyres leder, Erna Solberg, efter en valgsejr præsentere sin nye regering for kongen. Det var kun anden gang siden Johan Ludwig Mowinckel, at en statsminister kom fra Bergen; det var den første borgelige kvindelige statsminister og den første regering med ligestilling og den første med Fremskrittspartiet på vigtige ministerposter. Nu er man i gang med at omforme uddannelserne.

Krigen mod terror er næsten forbi. Danmark har siden 1991 været i krig, nu nærmer sig en fredsperiode, men i al fald i teorien fortsætter den aktivistiske udenrigspolitik. Den viser sig først og fremmest i den del af uddannelserne, der har med kroppen at gøre. Børn skal være sunde. De må ikke ryge. De skal motionere, for de skal kunne bruges som soldater, og man kan ikke have en professionel hær, der består af den type mænd, som vi husker fra "Soldaterkammerater"-filmene.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies