PISA eller skumfidustesten

Publiceret 29-05-2014

Hvorfor ikke droppe PISA og erstatte den med skumfidus-testen. Den siger meget mere...

Af Ove Korsgaard

Sort snak er ikke kun noget, politikere benytter sig af, når de forsøger at undgå at svare på et penibelt spørgsmål. Det samme gør mange, der forsøger at svare på, hvad man skal forstå ved dannelse. Svarene stritter som regel i liges så mange retninger, som der er personer, der deltager i diskussionen. Ingen er blevet klogere. For når dannelse er, hvad vi alle subjektivt synes er værdifuldt, er begrebet blevet værdiløst.


Hvorfor ender de fleste diskussioner om dannelse i sort snak? Det skyldes, at vi gennem mange år har undladt at kæde dannelse sammen med karakter. For klippes forbindelsen mellem karakter og dannelse, kappes tilknytningen til den klassiske dannelsesteori, der blev udviklet af en lang række dannelsestænkere for godt 200 år siden. For dem var dannelse primært karakterdannelse.


Men hører det at tale om karakter ikke en sort fortid til? Sådan er der tydeligvis mange, der tænker i dag, for begrebet er næsten gledet ud af sproget. Dets deroute kan følges i diverse ordbøger og leksika. Tidligere blev der skrevet side op og side ned om karakter. I dag skal man lede med lup.


Mens begrebet karakter næsten er gledet ud af sproget, er ordet karakterer vendt tilbage i skolen. I disse år indføres der flere og flere test i børnehaven og folkeskolen med det primære mål at teste børnenes sproglige og matematiske færdigheder. Jeg behøver vist bare at nævne ordet PISA. Mit ærinde er dog ikke at deltage i den almindelige dæmonisering af disse test, men at rejse spørgsmålet, om det er den bedste metode til at undersøge, hvor der skal sættes ind for at hjælpe børn til at få en uddannelse og klare sig godt senere i livet. Måske skulle man hellere bruge skumfidustesten, også kaldet Marshmellow-testen, der blev udviklet af psykologerne Walter Mischel og Ebbe B. Ebbesen på Stanford Universitet i 1970. De testede dengang 300 fireårige børn ved hjælp af skumfiduser. Foran hvert barn lagde man en skumfidus med den besked: "Du må gerne spise den, men hvis du kan vente med at spise den indtil jeg kommer tilbage, så må du få én til." Børnene blev filmet, og der blev taget tid på, hvor længe de kunne vente med at spise skumfidusen. Resultatet af testen blev, at man efterfølgende kunne dele børnene op i tre cirka lige store grupper. Den første gruppe spiste skumfidusen med det samme, den anden ventede med at spise skumfidusen, men måtte give op, den tredje ventede til Walter Mischel kom tilbage - og fik derfor en ekstra skumfidus.
 

Efterfølgende er der lavet en længdesnitsundersøgelse, som refereres i amerikaneren Paul Toughs bestsellerHow Children Succeedfra 2012. Da børnene fyldte 18 år, viste det sig, at de børn, der valgte at spise skumfidusen med det samme, havde lavt selvværd og vanskeligt ved at omgås andre, hvorimod de børn der ventede på skumfidusen klarede sig langt bedre i skolen og på det personlige plan. Det, der betyder noget for børns udvikling og muligheder, er tilsyneladende ikke primært, hvor meget kognitiv viden, der bliver proppet ind i deres hoveder. Det vigtige er derimod, hvorvidt forældre, pædagoger og lærere kan medvirke til at udvikle deres udholdenhed, selvkontrol, nysgerrighed, samvittighedsfuldhed, viljestyrke og selvtillid. Og det er netop disse ikke-kognitive egenskaber, som psykologer kalder personlighedstræk, der udgjorde kernen i det klassiske dannelsesbegreb. 

Læs desuden Stefan Hermanns replik til Ove Korsgaard og

Ove Korsgaards duplik til Hermann

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies