Navne med småt

Publiceret 27-03-2014

Højskolebladets små navnenyheder

Af Højskolebladet

Forstander skifter skole

Forstander på Egå Ungdoms-Højskole, Ulla Knudgaard Fisker, forlader efter fem år sin stilling med udgangen af april for i stedet at sætte sig i forstanderstolen på Rude Strand Seniorhøjskole, hvor hun afløser Aage Augustinus og Eva Bach.

Rund fødselsdag I

Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole, fylder 60 den 1. april. Thue, der på fjortende år leder skolen med sin kone Nina, er kandidat i samfundsfag fra Aalborg Universitet og bl.a. tidligere chef for Ledelsesakademiet i Slagelse. Han er desuden en ivrig debattør, medlem af Fri debat og initiativtager til Rønshovedgruppen. Tillykke herfra.

Rund fødselsdag II

Tidligere forstander for Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Gunnar Hansen, fejrede sin 80 års fødselsdag den 1. marts. Gunnar Hansen, der selv oprindeligt var elev på skolen og er tidligere elitegymnast, var forstander frem til 1998, hvor han takkede af efter 22 år på posten. Tillykke herfra.

Bestyrelsesarbejde

Ole Lauth, forstander på Egmont Højskolen og socialdemokratisk byrådsmedlem i Odder Kommune, er blevet valgt til bestyrel-sen for Århus Social- og Sundhedsskole for de næste fire år.