Johan Christian Nord, højskolelærer, Rønshoved Højskole og ph.d.-studerende, Aarhus Universitet
I Højskolebladets augustnummer kunne man læse om én af de umiddelbart ubekvemme sandheder , som spøger noget så eftertrykkeligt i højskoleverdenen, men som ingen rigtig véd, hvad de skal stille op med: højskolen er i meget udstrakt grad blevet 4. G'ernes tænkepause mellem gymnasieskolen og en videregående uddannelse. Spørgsmålet blev behandlet under den kernegrundtvigske overskrift Er lyset for studenter blot?,og det blev gjort klart, at vi står over for en væsentlig udfordring, da det er blevetelitensbørn, der gæster de høje loftssale, hvor der før hørtes træskotramp.
Artiklens konklusion er enkel: Der må gøres noget for, at højskolen ikke forfalder til et eliteprojekt! Det kan man blandt andet gøre ved at drage »udsatte« unge ind i højskoleverdenen. Mener man.
Jeg er enig i, at der må gøres noget i højskoleverden, men jeg er ikke enig i, at de mange studentereksamenstyngede elever er problemets kerne.
Den arbejdende landbefolkning
Det oprindelige højskoleprojekt angik ikke underklassen, det var ikke et medlidenhedsarbejde til fremme af uarbejdsdygtiges vel. Det omhandlede derimod almuen; den arbejdende klasse på landet, der allerede vidste, at sliddet er menneskets lod. De skulle ikke lære at tage en uddannelse - de var jo allerede bønder. De skulle lære noget om at være dansk og noget om at være menneske - ogi tilgift hertil, skulle de så lære noget om dyrkningsmetoder og elektricitet. De skulle blive bedre bønder ved at blive danske bønder, som mærkede lyset i sig ved at vide sig sat i en både forpligtende og velsignelsesrig sammenhæng, hvor det mest naturlige verden var at kaste sig over alt det, der gør livet værdifuldt. Både det åndelige og det praktiske.
Fra almue til folk
Ja, det står der jo allerede i det ovenstående; den arbejdende almue skulle gøres til det syngende folk. De skulle synge fra deres svedige kroppes opvakte og livsglade struber. Først var det bonden, og sidenhen fik den skarpsindige socialdemokratiske digter Oskar Hansen så den gode idé, at også byens arbejdere skulle med i koret. Også de skulle gennemstrømmes af ånd. Derfor synger vi i den udmærkede sang Danmark for folket, der med fuld rette er med i Højskolesangbogen, om »hver den, der virker med evne og ånd«, og om arbejderen, der nynner sin sang, »hvor maskinerne slår« og »ved disk og ved pult på kontor«. Sådan har min by-arbejdende mormor sunget, for hun tilhørte den anden bølge af folkeliggørelsen - og hun synger endnu fra sin 90-årige socialdemokratiske strube. For det folkelige handler ikke om en klasse. Det folkelige handler om at blive sig sin tilknytning til folket bevidst og om ligheden som det, der gør samlivets vilkår til fællesskabets velsignelse.
Det var det store projekt, højskolebevægelsen blev én af drivkræfterne bag.
Lys i studenterne
Det var J. P. Jacobsen, der anvendte udtrykket »Lys over Land, det er dét, vi vil«, som jeg her har fiflet med i min overskrift. Ordene var knyttede til det, vi har lært at kaldedet moderne gennembrud. Og vist kom der lys over land som én af følgerne af dette opbrud i tiden og idéerne. Men der kom også fremmedgørelse ud af det. Der blev skabt en afstand mellem folk og by-elite.
Det er denne afstand, vi lider under nu, og det er derfor, turen nu er kommet til studenterne. Byens veluddannede men fremmedgjorte ungdom, som skal lære at synge med alt, hvad det indebærer. Det skal de blandt andet lære på højskolen.
Og derfor er det ikke et problem, at der er mange 4. G'ere i højskoleverdenen. Det er et vilkår - og vilkår kan blive vendt til velsignelse. Det vilkår skal vi tage på os ved at give stemme til det bævende menneske- og folkehjerte, som gemmer sig i den akademiske almues dygtige hoveder, der nu befolker højskolen. Det er deres tur til at blive folkeligt og menneskeligt vakte.
Jeg går nu ind til mit højskolevirke - og håber at kunne gøre mit.