Af Mette Kylsø, FFD (redigeret)
Kasper Selmar Pedersen er højskoleelev. Før han startede på højskolen, læste han på universitet, men droppede ud, fordi han havde taget et forkert studievalg. I stedet tog han på højskole og blev så begejstret for opholdet, at han nu er begyndt på endnu et højskoleophold. For Kasper blev højskolen det sted, hvor han fik mod på at dele sine tanker om ensomhed i et trygt rum:
"Ensomhed er en følelse, der overmander en, når man begynder at tænke for meget over en selv og ens fremtræden. Følelsen træder frem, når dialoger bliver overdøvet af indre monologer. Monologer, hvor man selv er både instruktør, hovedperson og kritiker på en og samme tid. Instruktøren, der forsøger at få hovedpersonen til at følge manuskriptet. Hovedpersonen, der er i gang med og forsøger at være til stede i dialogen, og til sidst kritikeren, der hele tiden fremturer med bud på, hvordan manuskriptet, stylingen og skuespillerpræstationen kunne forbedres. For mig at se er det denne splittede måde at være til stede i nuet på, der giver følelsen af ensomhed plads til at udvikle sig.
Et eksempel på en situation, hvor jeg tit har følt mig ensom, er på min tidligere højskole. Der havde vi en rigtig stor, åben og hyggelig dagligstue. Ryglænene på sofaerne var således relativt små, og man kunne derfor let bevare kontakten til de andre elever, selvom der også var små grupperinger i sofaarrangementet. Disse grupperinger, eller lad os kalde dem "båse", skabte ofte plads til 6-10 elever, der kunne sidde sammen om et bord. I mit perspektiv var det en stor gruppe, som jeg havde det meget svært med at være en del af, medmindre vi var samlet omkring en aktivitet som eksempelvis et spil. Når vi bare sad og "hyggede" os, følte jeg mig tit mindreværdig eller beklemt. Jeg var således startet på højskolen med den opfattelse, at jeg ikke rigtig havde noget at byde ind med i sociale sammenhæng. En opfattelse som aldrig nogensinde direkte var blevet udtrykt for mig, men ikke desto mindre en opfattelse, der havde fæstnet sig som en markant del af min selvforståelse.
Tør man åbne sig op for en anden person, kan ensomheden udvikle sig til en venskabelig tosomhed, som efter min overbevisning er den bedste kur mod den tærende følelse af ensomhed. Det handler om, at eleverne får muligheden for at sætte sig selv på spil. Får mulighed for at fortælle, hvad de har med sig i bagagen. For alle har en historie, som er værd at dele. Kort sagt handler det om at få skabt en kultur, hvor det er i orden at melde ud, hvordan man har det, og hvor man kommer fra. Lykkes det højskolen at skabe dette rum, så giver højskolerne deres elever en fantastisk mulighed for at skabe nye, dybe venskaber, der fremadrettet kan fungere som en buffer, når følelsen af ensomhed stikker hovedet frem såvel på højskolen som senere uden for det trygge højskolerum," siger Kasper.
Læs hele artiklen her: /paedagogisk-udvikling/vejledning/nyhedsbreve/foraar-2015/naar-faellesskabet-er-svaert