Af Julie Elver
Blikket i hans øjne er tomt som mødelokalet, vi sidder i. Han forsøger at løsne stemningen op med ironiske kommentarer og tragikomiske bemærkninger. For han ved godt, at vi havde regnet med at høre noget andet. Men øjnene lyver ikke. Hans gå-på-mod er slidt ned. Som et par udtrådte gummisko, man stadig går med, selv om man ved, de har en stakket frist.
For få år siden vandrede den nu 21-årige universitetsstuderende Qais Saadeh drømmende rundt i Ammans gader sammen med så mange andre jordanere. Opstemt af, hvad det arabiske forår kunne føre med sig af forandringer i Jordan. I dag er han tæt på at give op. Der er ikke længere tilslutning til demonstrationerne, og utrygheden i den omkringliggende region har på sin vis sået sine frø i Jordan. For her går det egentlig godt. I hvert fald godt nok sammenlignet med i nabolandene. Her er ingen bomber, ingen gidsler med overskårne halse og ingen geværsalver i gaderne. Og den trygge hverdag er jordanerne bange for at miste, forklarer Qais Saadeh, der læser til socialrådgiver på universitetet i Amman og er en del af den internationale aktivistgruppe Activista. Jordanerne ønsker fred frem for alt, forklarer han, og derfor stiller de sig tilfredse med både korruption og indskrænket frihed.
Den samme forklaring hørte vi gang på gang, da jeg sidste december rejste til Jordan med mine journalistelever. I samarbejde med Dignity, Dansk Institut mod Tortur, mødte vi nogle af landets førende menneskerettighedsforkæmpere. Advokater, journalister, psykologer, analytikere og aktivister som Qais Saadeh.
Frihed uden demokrati
Selv om hans triste, og dog forståelige, perspektiv på situationen i Jordan gør indtryk, siger han også noget andet, der får mig til at spidse ører. Han fortæller, at demokrati aldrig har været hans agenda. Og det forvirrer mig. For var det ikke netop dét, hele Det Arabiske Forår handlede om? Men han holder fast. De mange kilometer, han travede med bannere højt løftet over hovedet, har ikke været for at etablere et egentligt folkestyre. Det handlede ikke om retten til et valgkort. Faktisk er han slet ikke sikker på, at demokrati er det bedste for Jordan. I stedet gjorde han det for frihed. For lige rettigheder, lige muligheder, lige vilkår. Som i mange andre mellemøstlige lande har kvinder ikke samme rettigheder som mænd. Og de palæstinensiske jordanere, der formodes at udgøre langt over halvdelen af befolkningen (man ved det ikke præcist, da myndighederne har værget sig ved at foretage en decideret folketælling i mange år), lever langt fra under samme vilkår som transjordanerne.
At Det Arabiske Forår for ham, menneskerettighedsaktivisten der gik forrest i feltet, ikke var en kamp for demokrati, kommer bag på mig. Jeg har aldrig tænkt over, om man rent faktisk kan adskille de to ting. I Danmark er vi vant til at sætte lighedstegn mellem demokrati og frihed. For demokrati er jo kun et demokrati, hvis vi alle er lige for loven. Men vi glemmer, at samme ligning ikke nødvendigvis går op, hvis vi vender den rundt. At frihed ikke forudsætter demokrati. Og den pointe, synes jeg, er så fin og indsigtsfuld. For måske er demokrati blot karakteriseret ved det, at vi vælger vores ledere. Punktum. Måske findes der andre styreformer, hvor frihedsrettigheder og lige muligheder kan etableres på samme vilkår som vores. Og måske er det helt ok. At han så heller ikke er den eneste, der i løbet af vores tur peger på netop dét, gør indtrykket så meget desto større.
Slå ørene ud
To uger tidligere sidder vi i de blå sofaer i Billedsalen på Vallekilde Højskole. Vi taler om Jordan og de interviews og artikler, eleverne skal lave med udgangspunkt i rejsen. Vi gennemgår også hovedlinjerne i Det Arabiske Forår. Hvordan en tunesisk gadesælger satte ild på sig selv i frustration over sine vilkår og uanende kickstartede oprør og demonstrationer for demokrati i hele regionen. De-mo-kra-ti. Jeg er sikker på, jeg har sagt det igen og igen, når jeg har talt med mine elever om Mellemøsten.
Og det leder mig hen til min pointe. For det understreger i dén grad vigtigheden af at komme ud i verden. Selv at møde de mennesker, der står midt i historieskrivningen, og lytte. Virkelig lytte. Det gælder særligt, når man som jeg underviser i journalistik. Det forpligter. Jeg er ikke sikker på, at mine elever bed mærke i den for mig overraskende friheds-detalje. Vi talte ikke om det dengang i december, og det er først efterfølgende, at detaljen virkelig har ramt mig.
I Jordan blev vi overvældet af indtryk, og det har taget tid at bearbejde dem alle. Og selv om mine elever måske ikke har dvælet ved betydningen, ved jeg, at turen har sat et varigt præg på dem alle. De har fået en unik og ucensureret indsigt i en konflikt, der sandsynligvis vil vare ved en stor del af deres fremtidige liv. De har besøgt en region, der efter alt at dømme vil præge resten af deres arbejdsliv, hvis de fortsætter ad journalistikkens vej. Og de har mødt de lokale, der har lukket os ind i deres liv og ydmygt delt en flig af deres historie. Verden forandrer sig, hvis man tør lytte. I dag ved jeg, at Det Arabiske Forår handlede om frihed og ikke nødvendigvis demokrati. I hvert fald for nogle. Og jeg synes, der er milevid forskel.