Hvilken befrielse!

Publiceret 18-08-2015

Står det til Moderniseringsstyrelsen, skal højskolerne "normaliseres" - stik mod skoleformens og den tidligere kulturministers ønske. Er det i virkeligheden embedsværket, der bestemmer? Og hvad mon den nye liberale minister mener om det? spørger højskolernes formand

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening

Nu er det på tide at få "normaliseret" højskolerne!

Vise embedsfolk i Moderniseringsstyrelsen har sat sig for at "befri" højskolerne fra nogle af de besnærende rammer. Det kaldes normalisering, og vi kender det fra folkeskolen. En 37 timers arbejdsuge med fuld frihed til at variere opgavesammensætningen må være det helt ideelle til skoleformen, mener man.

Problemet er bare, at højskolen er andet og mere end undervisning. Det er også samvær. Det er afgørende, at højskolernes elever i det uformelle samvær, i fællesskabet, har lejlighed til at møde de højskolelærere, de også møder i undervisningen. Studier har vist, at det faktisk er her, at eleverne får det største udbytte.

Hvad med samværet?

Moderniseringsstyrelsens 37 timers arbejdsuge ignorerer fuldkommen det forhold - og dermed det forslag til nye ansættelsesvilkår, som en samlet skoleform, forstandere og lærere, har fremført. Det er en model, som ikke koster staten noget. Og det er en model, som vil sikre den helt fundamentale sammenhæng mellem undervisning og samvær på højskolerne.

Men det er ikke afgørende for Moderniseringsstyrelsen. For dem er en time en time, uanset hvad der foregår. Styrelsen synes mest at være optaget af at sikre, at højskolelærere leverer timer nok.

Sagen er bare, at vi ikke varetager den samme opgave. Moderniseringsstyrelsen og os højskoler. Styrelsen arbejder for at sikre, at staten får nok for pengene. Vi arbejder for at sikre at højskolernes hensigt kommer højskolernes elever til gavn.

Embedsværkets magt

Ironien er, at både Kulturministeriet og vores afgåede kulturminister Marianne Jelved er enige i den model, højskolerne foreslår. Derfor kan vi blive helt i tvivl om, hvem der i virkeligheden bestemmer. Og hvor meget magt embedsværket får til at lade staten bestemme over civilsamfundets metoder.

Nu er vi spændt på, om vores nye liberale kulturminister kan trænge igennem over for den tilsyneladende almægtige Moderniseringsstyrelse. Hvis ikke, er det på sin plads at spørge, hvad det er for en stat, vi er i gang med at skabe i Danmark.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies