Hvorfra min verden går

Publiceret 13-08-2015

REPORTAGE Som barn flygter Abdullah Muzaffari fra Afghanistan, og opholdet på en højskole er hans møde med Danmark og den danske kultur. Den bliver hans første hjem efter mange år på flugt

Af Kristine Dam Johansen Foto: Kirstine Edith Toft

Abdullah Muzaffari kører fingrene igennem sit ravnsorte hår og flytter vægten lidt fra den ene fod til den anden. Dansk er et svært sprog at lære, siger han og griner lidt genert, som han ofte gør i slutningen af en sætning, når de flade danske lyde vokser sig store i hans mund. Der er mange underlige regler i det danske sprog, synes han. Hvorfor hedder det pludselig "jeg kom" i datid, når det hedder "jeg kommer" i nutid, og hvorfor står man "inde på værelset", når det hedder "ude i køkkenet".
 

"Der bliver jeg forvirret," siger han og griner igen lidt forlegent.
 

Abdullah fortæller, at han bliver god til dansk på efterskolen i Vesterbølle i Nordjylland, hvor han går. Han nikker over mod de to elevbilleder, der hænger på væggen ved siden af hans seng, og peger på de små portrætter for at vise sine kammerater fra efterskolen.
 

Det er lørdag den 21. september 2013, og Abdullah er i Rødding på forlænget weekend. Hjemme på højskolen, som han siger, hos lærerparret Laila og Nikolaj Hygebjerg, der bor i stueetagen i Flors Hus med deres to sønner Frederik og Viktor. Her har Abdullah sin base. Sit hjem. Men i virkeligheden er den lattermilde dreng mere end 7.000 kilometer hjemmefra.
 

Via Iran

Abdullah er 19 år gammel. Han er vokset op i Afghanistan i det golde landskab nær landsbyen Ghazani, 140 kilometer sydvest for Kabul. Hans familie tilhører det persisktalende hazarafolk, som udgør en fjerdedel af den afghanske befolkning, og som igennem årtier er blevet drevet på flugt og delvis udryddet af militser fra den største befolkningsgruppe, pashtunerne. Pashtunerne og hazarafolket har bekriget hinanden i mange år. Da Abdullah var barn, måtte han og hans søskende ikke gå uden for familiens hus alene, fordi børnene fra pashtunfamilierne kastede sten efter dem.
 

I 2005 er Afghanistan et land i kaos, og Abdullah er nødsaget til at flygte ud af landet med sin mor og sin lillebror. De søger tilflugt hos Abdullahs søster, der bor i en lejlighed i Irans hovedstad Teheran.
 

Da de har været hos søsteren i et år, hører Abdullah om et UNICEF-kontor i Istanbul, som kan hjælpe børn og familier med at få asyl i Tyrkiet. Det fortæller han sin mor, men i begyndelsen synes hun ikke, det er en god idé, at Abdullah tager alene til Tyrkiet for at få hjælp på UNICEF-kontoret. Efter noget tid beslutter familien alligevel, at Abdullah skal tage af sted, så længe han skynder sig tilbage til lejligheden i Teheran, hvis ikke UNICEF-kontoret kan hjælpe ham med at få familien til Tyrkiet. Abdullah er 12 år gammel, da han for anden gang flygter fra sit hjem, og denne gang er han alene.

Ankomst til Danmark

Abdullah sidder ved spisebordet i køkkenet hos Laila og Nikolaj. Ansigtet har lagt sig i mere alvorlige folder, og han kører forsigtigt sin pegefinger langs en rille i det grove træbord. Frem og tilbage. Der er mange detaljer fra flugten, som Abdullah ikke rigtig husker. Minderne har viklet sig ind i hinanden og er blevet en mudret masse, som er svær for ham at skille ad og sætte de rigtige ord på. Da han forlader sin familie i lejligheden i Teheran, forestiller han sig ikke, at han to et halvt år senere i en bil vil blive stoppet ved den dansk-tyske grænse og få adresse på en højskole i Danmark.
 

Da Abdullah kommer frem til UNICEF-kontoret i Istanbul, får han den klare besked, at man ikke kan hjælpe ham og familien med at få asyl i Tyrkiet; men kort tid efter møder Abdullah en mand, som også er fra Afghanistan, og han vil gerne hjælpe. Manden fortæller, at for 3.000 amerikanske dollar kan han sende Abdullah til Italien, hvor myndighederne kan hjælpe ham med at hente hele hans familie fra Iran.


"Han sagde, at alle mine problemer ville blive løst, hvis jeg kom til Italien. Så jeg fortæller min mor om det, og hun låner 3.000 dollar af det firma, hun arbejder i, og sender dem til ham. Og så pludselig er han væk!"
 

Abdullah ved ikke, hvad han skal gøre. Han er alene i Istanbul, UNICEF-kontoret kan ikke hjælpe ham, han er blevet snydt for 3.000 dollar, og han har ikke råd til at tage tilbage til Iran.


Han er alene, indtil han møder en anden afghansk mand, som viser sig at være menneskesmugler. Manden tjener penge på at sende flygtninge med båd fra Tyrkiet til Grækenland, og han vil gerne sende Abdullah gratis af sted. Abdullah takker ja til dette tilbud, og med ryggen til den tyrkiske kyst sætter han kurs mod Grækenland.


Men et sted langt ude på det åbne hav kæntrer båden, og Abdullah og de andre flygtninge ryger i vandet. Abdullah er bange.


"Vi lå i vandet seks timer, før politiet kom i en båd og fangede os og satte os i fængsel i Tyrkiet. De sagde, at jeg skulle købe en billet fra Tyrkiet til Kabul, men jeg havde ikke råd, så jeg måtte blive i fængslet i seks måneder."


Først da en medarbejder fra UNICEF-kontoret får Abdullah løsladt, fordi han er under 18 år, kommer han ud af fængslet.


Medarbejderen siger, at Abdullah skal komme ind på kontoret og søge asyl igen, men Abdullah har én gang fået et nej, så han kontakter i stedet den afghanske menneskesmugler, som hjalp ham med at komme med båden.


Manden henter ham i en taxa og kører ham tilbage til sit hus. Han tilbyder Abdullah, at han kan arbejde for ham og købe mad til de flygtninge, han sender med båden. Hvis han arbejder for manden i et år, vil han sende Abdullah gratis med båden til Grækenland igen.


Sådan går der 18 måneder fra Abdullah ankommer til Tyrkiet, før det igen lykkes ham at komme med båden til Grækenland.


Herefter forsøger han to gange at komme til Italien ved først at gemme sig bag i en lastbil og dernæst i bagagerummet på en bil, men begge gange bliver han snuppet af politiet og ender i fængsel i Grækenland, hvor han sidder en måned hver gang.


Da han tredje gang bliver løsladt, lykkes det ham endnu engang at gemme sig i en lastbil, og efter at have kørt igennem blandt andet Bulgarien og Serbien ankommer han til Italien. Her havner Abdullah i en teltlejr med tyve andre afghanske flygtninge, og han bliver gode venner med en af mændene i lejren.
 

En dag får Abdullah at vide, at manden har skaffet en bil, som kan køre dem nordpå til Danmark, Norge eller Sverige.


"Da han fortalte det, sagde jeg bare "okay". Jeg vidste ikke, hvor Danmark, Norge og Sverige lå!"


De tager af sted, men da de når den dansk-tyske grænse, bliver de stoppet af en grænsebetjent, som vil se Abdullahs pas. Abdullah forstår ikke, hvad betjenten siger, og det hjælper ikke, da betjenten prøver på engelsk. Abdullah slår ud med armene.


Han bliver taget med på politistationen, hvor han bliver mødt af en afghansk tolk, som spørger, om han vil blive i Danmark, eller om han vil videre til Norge eller Sverige.


"Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var helt forvirret. Så jeg sagde bare, at jeg ville blive i Danmark."
 

At starte på højskole

I januar 2012 begynder Abdullah på Rødding Højskole. Før han ankommer til højskolen, har han boet på asylcenter og senere i et hus med en anden afghansk dreng, men kommunen giver ham lov til at komme på højskole, så han kan blive bedre til dansk. Han er 17 år gammel, og han ved ikke, hvad en højskole er.


"Jeg havde kun hørt om det, fordi nogle af mine venner fra asylcentret gik på højskole. De sagde, at der var nogle regler: at man ikke selv må bestemme, hvornår man vil gå ud fra højskolen, og at man ikke selv kan bestemme, i hvilken weekend man vil tage hjem. Det bestemmer lærerne. Men jeg tænkte: Det er lige meget for mig, jeg har ingen familie eller nogen, jeg skal besøge. Men da jeg begyndte her, var det ikke helt sådan."


Abdullah er nervøs for at begynde på højskolen, og han ved ikke, hvad han skal forvente. Han har aldrig rigtig talt med en dansker ud over en sproglærer, han har haft.


"Det var lidt svært for mig i starten. Jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg opføre mig? Det var en helt ny kultur. Det var faktisk rigtig forvirrende. Men efter en uge eller to tænkte jeg, at det var, som om jeg havde været her hele mit liv. Jeg havde aldrig tænkt, at en højskole kunne være sådan et godt sted!"


Abdullah falder hurtigt til blandt de andre elever. Han har danskundervisning med tre andre elever: en fra Island og to fra Ungarn. Han bliver gode venner med Balázs fra Ungarn. De to drenge kan ikke rigtig tale sammen, for ingen af dem kan dansk, og Abdullah har aldrig lært engelsk.


"Men så snakkede vi sådan med hænderne. Vi kunne ikke rigtig forstå hinanden, men vi prøvede alligevel, selvom det var svært at forklare hinanden noget. Det var virkelig sjovt!"
 

Højskolen er min familie

Da det bliver forår, taler Abdullah med Laila Hygebjerg om, hvad han skal lave, når højskoleopholdet er slut. Hun foreslår, at Abdullah tager på efterskole, så han kan fortsætte med at lære dansk. Det, synes Abdullah, er en god idé.


"Vi snakkede om, hvor jeg skulle bo, og så sagde hun, at jeg godt kunne bo hos dem, så jeg kan være her, når der er ferie eller weekend på efterskolen. Og så sagde jeg, at det var fint for mig."
 

I sommerferien 2012 arbejder Abdullah i højskolens køkken for at tjene lommepenge, inden han skal begynde på efterskole. Og så læser han.
 

"Jeg har aldrig haft engelsk, matematik eller fysik i mit liv før sidste år. Laila havde lånt fire bøger fra fjerde til syvende klasse på biblioteket, og så begyndte jeg at læse i starten af sommerferien sammen med Laila og Nikolaj. De har hjulpet mig med at lære matematik, for det skal jeg blive lidt bedre til."


Abdullah har kontakt med sin søster, som stadig er i Iran, men han ved ikke, hvor resten af hans familie er.
 

"Jeg har ikke set min mor og lillebror i seks år. Jeg tror, de er i Tyrkiet, men jeg ved det ikke. Laila og Nikolaj er som min mor og far nu, og højskolen er blevet min familie og mit hjem. Det betyder alt for mig!"


NOTE

For halvandet år siden var det særligt uvisheden om, hvad fremtiden ville bringe, der gjorde det svært for Abdullah at koncentrere sig. Men den uvished er nu mindre - eller i det mindste udskudt. Han har fået sin opholdstilladelse forlænget til 2020, og derefter vil han søge om permanent ophold. Han har netop afsluttet 1. g. på HTX i Aalborg og håber at komme til at læse medicin.
 

Portrættet er oprindeligt bragt i bogen Fra Ploven, udgivet af Rødding Højskole - og siden i en opdateret version på Global Storytellers

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies