Må man kaste med æg på universitetet?

Publiceret 11-12-2015

KRONIK Folkehøjskolen er udfordret. Det er et faktum. Men vi skal stoppe med at spørge os selv, hvordan højskolen overlever. Vi skal i stedet stille nye spørgsmål og bidrage til samfundet omkring os. Blandt andet med viden om at skabe den fællesskabsfølelse, som de hungrer efter på universiteterne.

Af Rasmus Grosell, viceforstander på Den Rytmiske Højskole

Kasper har været indskrevet på forskellige universiteter. Han valgte af forskellige årsager at stoppe, og i foråret tog han på højskole. Ifølge Kasper står universiteterne med en kæmpe udfordring, når det handler om at skabe den følelse af fællesskab, som er så vigtig for et frugtbart studiemiljø. Selv oplevede han sit introforløb på universitetet som en uge med druk, isolation og ensomhed. Den uge, der skulle have bragt ham tætte relationer og opbygget et frugtbart fællesskab, havde stillet ham i en meget ugunstig position. På højskolen havde han en hel anden oplevelse under introforløbet. En oplevelse af at skolen beherskede en pædagogik, der formåede at invitere eleverne til meget hurtigt at føle sig inkluderede og få en oplevelse af fællesskab.

Jeg mødte Kasper Selmar og hørte hans beretning i april, da Folkehøjskolernes Forening afholdt dialogmøde for højskolefolk, vejledere og andre interesserede under titlen: Alene med ansvaret for at lykkes - om vejledning af ensomme unge. Kaspers opfordring til forsamlingen lød kort og kontant: Folkehøjskolerne burde føle sig forpligtet til at dele ud af denne pædagogik til landets universiteter. Denne opfordring tog jeg til mig.

At redde et æg

Jeg har blandt andet en baggrund som professionel musiker og har arbejdet meget med musik og teambuilding. Jeg har tidligere stået for et introforløb på masteruddannelsen Global Development under Antropologi og Sociologi på Københavns universitet og var netop blevet kontaktet af studiekoordinatoren med henblik på at komme igen i år. Det blev til en meget inspirerende dag og et møde med 35 studerende fra hele verden.

Jeg skulle lave en dag med fokus på at ryste eleverne sammen og give dem en følelse af fællesskab og fælles vision. Min pædagogiske tilgang er ikke unik. Jeg er i al beskedenhed meget erfaren i at arbejde med grupper og teambuilding, og jeg er god til det, men jeg føler mig overbevist om, at enhver dygtig folkehøjskolelærer kunne varetage denne opgave, fordi denne lærer netop er bekendt med en pædagogik, der efter min mening handler om at give plads til det enkelte individ via fællesskabet og ikke på bekostning af fællesskabet.

Efter at have danset og sunget sammen, blev eleverne udfordret med forskellige lege. I en af øvelserne blev holdet inddelt i mindre grupper, som nu med få hjælpemidler som eksempelvis papir, tape, en tændstikæske m.m. skulle bygge en beskyttende kapsel til et æg, de ligeledes havde fået udleveret. Kapslen indeholdende æg blev kastet i frit fald fra en fast højde, og nu blev holdets kreativitet og opfindsomhed sat på prøve, idet opgaven bestod i at udtænke og bygge en konstruktion, der kunne forhindre, at ægget gik itu ved sammenstødet. Under høj latter og intens fælles opmærksomhed kom professor i økonomi Henrik Jensen op og kiggede til dette hold af kommende elever. Han glædede sig over legen, og i det øjeblik opstod to vidunderlige sammenstød. Et sammenstød i form af ægget der ramte gulvet, og et metaforisk sammenstød i form af de to verdener der mødtes.

Stop knæfald og gør noget

Det kan virke naivt og måske latterligt, at det at tage ud på landets universiteter og lege højskolelege kan have en samfundsgavnende effekt. Jeg tillader mig her at citere Henrik Jensens efterfølgende evaluering frit efter hukommelsen: "Jeg er økonom, og jeg er som sådan uddannet i at forholde mig til resultater. Jeg ser tydeligt en mærkbar forskel i de studerenes måde at være sammen på."

Reformernes tid er ikke forbi, og vi kan som folkehøjskole gøre noget direkte. Tak til studiekoordinatoren og professoren for deres vision og for at turde lave et anderledes introforløb. Jeg glædede mig over at kunne repræsentere den danske folkehøjskole på Københavns Universitet og tale om leg, fællesskab og relationsudvikling. Eleverne kom efterfølgende med meget positiv feedback, og jeg har allerede takket ja til at gentage succesen næste år.

Med antologien Højskolepædagogik - En fortælling om livsoplysning i praksis har redaktørerne Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller, samt antologiens bidragsydere, mindet os om, at vi som folkehøjskole er en uhyre vigtig stemme i debatten. På en konference om højskolepædagogik i september var Leo Komischke-Konnerup inviteret til at tale ud fra sit bidrag. Budskabet var klart: "Lad være med at kredse om jer selv og jeres egen overlevelse. I dør af det, og vi andre dør også af det."

Folkehøjskole betaler sig. Tusinder af unge finder sig selv og hinanden på landets folkehøjskoler. Hvert år hjælper folkehøjskolerne i tusindvis af unge mennesker med at finde deres kald og starte på en uddannelse. Sårbare unge finder og genfinder nye potentialer og styrker. De opdager, at den dannelsesrejse, som ethvert ophold på en dansk folkehøjskole fordrer, ikke kun er meget værd på et personligt plan, den er også meget værd på et samfundsøkonomisk plan.

Vi, der er så privilegerede at arbejde på Danmarks folkehøjskoler, ved udmærket, at det betaler sig. Mit budskab er, at det er af allerstørste betydning, at vi stopper med vores knæfald for den teknokratiske diskurs. Lad os gå en anden vej. Lad os lade hensynet til mennesket være det bestemmende frem for hensynet til det økonomiske. I sidste ende betaler det sig også økonomisk. Lad os gøre det ved at finde alle de muligheder, vi kan, for at tage Folkehøjskolen ud af de vante rammer og bringe den ud til folket. Så vil skeptikerne og teknokraterne snart se, at Danmark slet ikke har råd til at spare på folkehøjskolerne.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies