Broderskab for livet – og for karrieren

Publiceret 20-01-2015

Et højskoleophold giver et stærkt og uvurderligt netværk. Tidligere elever fra Testrup Højskole sidder på centrale poster rundt omkring i kultur- og medieverdenen som del af ”den talende klasse” og bruger hinanden flittigt

Af Andreas Harbsmeier

Hvert år sidst på sommeren samles tidligere elever fra Testrup Højskole en uge på højskolen uden for Århus. Det såkaldte augustkursus har nærmest legendarisk status, og tidligere elever skal sidde klar ved computeren, når der bliver åbnet for tilmelding, hvis de vil med, for der bliver fyldt op i løbet af ganske kort tid. Det er her på dette kursus, at tidligere elever møder gamle venner, men også gør nye bekendtskaber fra andre årgange. Testrup Højskole er storleverandør til den såkaldte "talende klasse". Kigger man ud over den danske kultur- og medieverden, vil der dukke ikke så få navne op med en fortid på netop Testrup Højskole.

Susanne Hoeck, relationschef hos ledernes interesseorganisation og forfatter til en bog om netværk, vurderer højskolenetværk til at være ekstremt stærke. Hun peger på flere forhold. Dels kommer folk med forskellige baggrunde, dels har de boet meget tæt sammen i en intens periode, og dels går de forskellige steder hen i verden bagefter. "Tidligere var det vigtigt at have så mange relationer som muligt, men det er så let at opnå i dag med Facebook og LinkedIn. Nu handler det om at have nære relationer. Og her står netværk fra et højskoleophold ekstremt stærkt."

Ifølge hende er et godt netværk bredt og uforudsigeligt. Og det er en stor styrke, hvis det består af forskellige faggrupper. Også her står det traditionelle højskolenetværk meget stærkt, fordi det ikke er defineret af en bestemt fagretning men af noget fælles andet. Lea Korsgaard, journalist, forfatter og medstifter af medievirksomheden Zetland, samt tidligere elev på Testrup er enig i den betragtning.

"Det gode netværk består af mange forskellige mennesker. Fordi grundlaget er dannelse - og ikke selve faget - er højskolenetværket rigtig godt." Hun har brugt sit højskolenetværk meget i sit arbejde. Mange fra højskoletiden er hendes bedste venner i dag, og hun er sågar gift med en tidligere Testrup-elev, mens andre igen er mere perifære.


Opholdet på højskolen og de mennesker, hun har mødt, har været meget definerende for hendes liv. "Vi har en stor loyalitet over for hinanden, nærmest som et broderskab. Vi har en ånd til fælles, selv om det er et lidt voldsomt ord, fordi vi deler de værdier, som Testrup repræsenterer." 

Elitenetværk


Selv om Testrups elevgruppe for en overfladisk betragtning som på de fleste højskoler udgør en broget skare, har de nok alligevel i udgangspunktet en del til fælles. Højskolen tiltrækker elever fra nogenlunde samme segment. Tidligere elev og medlem af elevforeningens bestyrelse, Thomas Emil Jensen, nu ledende ministersekretær i Miljøministeriet, tegner en karikatur af den typiske Testrup-elev som en, der har afsluttet en gymnasial uddannelse med et hæderligt resultat, kommer fra et hjem med bøger på reolen og politisk set står godt til venstre for midten. (Højskolen gennemførte på et tidspunkt et prøvevalg på skolen, der gav absolut flertal til Enhedslisten.)


Har man gået på Testrup, borger det altså for et vist fagligt niveau. Ligesom hvis man har gået på et eliteuniversitet som Harvard eller Oxford. Det betyder, at man som tidligere Testrup-elev vil blive mødt med tillid fra andre tidligere Testrup-elever, uanset om man kender hinanden.

"Testrup er et af de netværk, jeg er med i, som har den største 'abstrakte' kraft. At folk har gået der gør, at jeg vil kunne kontakte dem og nævne, at jeg også gik der og spørge, om jeg må få hjælp til noget," fortæller Thomas Emil Jensen, der har været meget aktiv i elevforeningen med et enormt stort udbytte for både foreningen og ham selv.


Forrige år udsendte højskolen en mail med overskriften "urimeligt blær", hvor
tidligere elever, der havde opnået noget særligt og fået succes, blev fremhævet. Det skabte heftig debat på elevforeningens interne forum, for var det ikke det samme som at sige, at nogle tidligere elever var mere værd end andre? I forlængelse af det skrev Johan Davidsen fra elevforeningen en artikel i højskolens årskrift, der beskrev den mulige faldgrube: Fællesskabet skal ikke være betinget af, at man er en "succes".


Også Thomas Emil Jensen mener, at Testrup-netværkets styrke samtidig er dets svaghed: "Af og til tænker jeg, at selvforståelsen kunne trænge til et reality-check. Jeg tror, at vi alle håber, at højskolen er en 'divers smeltedigel'. Det er det dog ikke. Jeg mindes ikke at have gået på højskole eller augustkursus med indvandrere, slet ikke muslimer, og jeg mindes kun én, som ikke havde gået i
gymnasiet."

Omvendt peger han også på, at det ingenlunde er en betingelse at være en succes for at være del af Testrup-fællesskabet: "For mig består netværket af dem, som leverer en indsats for
at få fællesskabet til at fungere."

Faglige netværk


Mens Testrup er leveringsdygtig, når det handler om at etablere netværk i kultur- og medieverdenen, gør andre højskoler det samme inden for andre fagområder. Gymnastikhøjskolen i Ollerup har Danmarks største elevforening med ca. 5.000 medlemmer.

Askov Højskole er storleverandør til journalisthøjskolen, og på den måde får elever derfra et branchenetværk forærende, inden de overhovedet er i branchen. Engelsholm Højskole giver et solidt netværk for musikere. Og så videre.


Det er en kendt sag, at mange unge tager på højskole for at møde nye venner, mens de færreste tager på højskole for at etablere et netværk, de kan bruge i karriereøjemed. Men det kommer helt af sig selv.