Glem dig selv

Publiceret 22-01-2015

Kronik: Et liv med mening er et liv, hvor man også finder noget andet end sig selv at gå op i. Noget andet, der ikke nødvendigvis har med ens uddannelse eller arbejde at gøre, mener kronikøren

Af Emma Oehlenschläger

For nogle uger siden fik jeg en idé til et lille ordsprog. Det er hverken elegant eller mundret, men det er rammende. Synes jeg. Det lyder sådan her: "Skal du have noget ordnet, så hyr en højskole".

Det kom til mig, da jeg endnu engang stod midt mellem eleverne på Ry Højskoles efterårshold og iagttog, hvordan de som en myretue med ukuelig arbejdsmoral fik en for få øjeblikke siden ganske uoverskuelig oprydning til at opløse sig. Så hverdagens orden hurtigt kunne blive lukket tilbage i lokalet som varmen fra en radiator, der har været slukket.

Og det mindede mig om en af de åbenbaringer, jeg fik med mig fra min egen tid som højskoleelev. Indsigten i, hvor hurtigt noget bliver til, når mange kaster sig ind i det samtidig. Og hvor meget mere der opstår i den arbejdsproces, end selve den temafest der er ved at blive planlagt, den tømmerflåde, der er i gang med at blive hamret sammen eller den oprydning, der er i færd med at forsvinde. For lige der sås der et frø inde i alle dem, der er med. Et frø, der spirer til en tro på, at man er et handlekraftigt menneske, der kan skabe noget for andre - og sammen med andre.

Den indsigt, synes jeg, er en af de meget vigtige og store gaver, som højskolerne kan give deres elever.
For nøglen til at få mening i sit liv, er evnen til at give. Erkendelsen af, at man har brug for, at der er brug for én. Troen på, at man har noget vigtigt at byde ind med. Og visheden om, at jo mindre man forventer til gengæld for det, man giver, jo mere får man oftest.

Hellig tid

Alle taler om, at ungdommen er en hellig tid i ens liv. Det er her, man har friheden til at forfølge sine store drømme og pludselige indskydelser. Men for mig er min ungdom også et mellemrum. Mellem livet med forældre og søskende og livet med ægtefælle og børn. Måske endda nogle gange et tomrum. Hvor det ikke hver dag er givet, at der er nogle, der ser én, og nogle der mangler én. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der indimellem har mærket en mangel på mening. For mig føles det som at åbne sit vindue efter en tryg nat under dynen og mærke en iskold morgen ånde på én, så kulden går direkte i knoglerne.

I dag er der oven fra i samfundet blevet indopereret en tavs, men toneangivende holdning hos mange om, at man skal brurummet på at komme igennem uddannelsessystemet og de første trin op af karrierestigen. Jeg tror, at den holdning får mange af os, der mærker meningsløsheden ånde på os, til at skrue op for vores selvudvikling. Derfor svæver alt for mange unge rundt i et enmandsprojekt med at optimere sig selv til et succesfuldt liv.

Selvom jeg selv har arbejdet meget frivilligt både i sociale organisationer og i forbindelse med mit studie, så har jeg også haft meget fokus på min egen vej frem i min branche, i andres anseelse, i mit liv. Derfor blev jeg ramt af en kronik, Kristeligt Dagblad bragte for nogle måneder siden. "Det er tid til selvafvikling", lød rubrikken. Kronikøren mener, at hvis man vil føle sig hel som menneske, så må man ikke være sit eget vigtigste projekt. Så skal man koble sig selv på noget blivende uden for sig selv. Sætte sine kræfter ind på at se noget andet end ens eget cv blive større.

Jeg tror, det er et meget vigtigt indspark i mange unge menneskers liv. At få fortalt, at morgenkulden fra vinduet først bliver til en lun sommerbrise, hvis man finder noget andet end sig selv at gå op i. Og at man ikke nødvendigvis skal finde det hele i sin uddannelse og sit senere arbejde. At det kan være et andet rum i ens liv. På et non-profit spillested, i en lektiecafé under Ungdommens Røde Kors, i elevforeningen på ens tidligere højskole. Måske vil mange også få lettere ved at vælge sig en uddannelse, hvis de ved det.

Men i dag, hvor foreningslivet mange steder forvitrer, fordi færre og færre kan finde huller i deres kalender til den frivillige indsats, er der måske ikke nok unge mennesker, der i deres opvækst ser med egne øjne, hvor rig frivillighed kan gøre én. De ser ikke deres far, som måske kører ølkasser ud for Carlsberg, blive forvandlet til lokalsamfundets helt, når han træner byens fodboldhold til en sejr i serie 3. Eller deres farmor, der sparker alderdommen og ensomheden i lysken ved at passe en genbrugsbutik eller trille de naboer, der sidder i kørestol, hen i kirken om søndagen.

Der kan højskolerne gøre en forskel. Hvis vi gør det rigtig godt, kan vi måske give den samlede frivillige indsats i Danmark en saltvandsindsprøjtning. Og sende meningsløsheden ud i periferien af unge menneskers liv.

For får eleverne sået nok af frivillighedens frø indeni sig i løbet af deres højskoleophold, vil troen på deres egen handlekraft og på værdien af den ikke bare spire til et blad, men til et træ. Et træ, som får så tyk en stamme og forgrener sig så meget i dem, at det ikke brækker og styrter omkuld, selv når samfundets motorsav skærer allerivrigst i det. Selv når presset for at sætte alt ind på at blive færdiguddannet og få en høj stilling i en fart er størst, vil de vide, at deres mod på hinanden og på at skabe sammen ikke må pauses eller tilsidesættes i de år, hvor de opbygger deres liv.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies