Af Iben Benedikte Valentin Jensen, redaktør på forlaget Nyt Askov og lektor på UC Syddanmark
Det kan være yderst vanskeligt at forklare, hvad højskolens pædagogik er. Det er det altid, når dannelses- og læringsprocesser skal beskrives. Det har aldrig været nemt for nogen som helst skoleformer. De få, der har haft nemt ved at definere deres "pædagogik", har så at sige været uden for pædagogisk rækkevidde, fordi pædagogisk praksis altid er kendetegnet ved dilemmaer, konflikter og paradokser. Alene af den grund, at pædagogik altid handler om det menneskeliv, der ikke leves af sig selv, men som vi i fællesskab forsøger at få mening i med vores personlige ansvar og kritiske medleven.
Jeg forsøger nu alligevel: Højskolepædagogik handler om, at fagpersonligheder forholder sig undervisende til virkeligheden, fornuften, erfaringen, fællesskabet og praksis som et værn mod dogmatikken, pietismen, teknificeringen, videnskabeliggørelsens dominans og akademiseringen af livsfænomener. Og det kan også foregå uden for den matrikel, der bærer navnet "højskole". Dette er så til gengæld uendelig svært i praksis og kræver indsigt, livsmod, engagement og et personligt ansvar.
Praksisfællesskaber
Højskolepædagogikken har altid handlet om praksisfællesskaber, hvor erfaringer har mødt begreber, og omvendt. Det har været en forudsætning for folke-tinget, folke-skolen, folke-kirken… Praksis her er præget af en mundlig, kropslig handlende omgang med hinanden, men da vi nu er ved at have hukommelsestab med hensyn til den tradition (udfordret af internationale managementteorier og den tilhørende akademiske/videnskabelige akkrediteringsbølge), er det på tide, at vi sætter fokus på livs- og folkeoplysning igen.
Heldigvis har mange højskolefolk skrevet deres tanker ned. Når man skal dele teksterne her, gøres det bedst ved ikke at udlægge teksten og hermed undgå at indføre moralsk og metodisk. Da vi er historiske-poetiske væsner, bør der i stedet opfordres til at overveje, evt. sammen med andre, hvad teksterne betyder i dag i vores samfund og for læseren personligt. Det er en af vejene til at identificere, beskytte, udvikle og kvalificere højskolepædagogikken.
Opgør med traditionen
Når Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller har bedt en række mennesker om at beskrive højskolepædagogikken ( Højskolepædagogik , Klim, 2015), så er det ikke desto mindre både modigt og helt afgørende for højskolernes fortsatte eksistens og berettigelse. De bryder netop med en lang tradition for ikke at ville definere en højskolepædagogik. En tradition, der har sine helt åbenlyse fordele og grunde: Eksempelvis blev meget "pædagogik" forvekslet med metodik eller psykologiske læringsteorier og der opstod en fare for, at forestillingen om en højskolepædagogik fejlagtigt endte i dogmatik og pietisme (hhv. den rette metode og den rette indstilling). Da højskolen er en fri skole, har man op igennem tiden i stedet ladet ansatte på skolerne selv brydes med skolens muligheder og begrænsninger, samt ladet forstanderen sætte retningen i praksis. Det har været vigtigt både for de frie skoler og for folkeskolen.
Højskolepædagogikken vises bedst ved at den enkelte underviser fortæller om sit engagement og visioner. Det er lige det, Kolby og Møller har opfordret bogens højskolebidragydere til. Jeg vil også gerne være med i den "leg" og for mig er det vigtigt at henvise til den lange teksttradition, der - trods den dominerende mundtlige kultur på dette område - ligger tilgængelig for os alle som inspiration.
Holger Begtrup holdt en tale i 1925 med pointen om at "…al Oplysning maa staa sin Prøve i det virkelige Liv, og at Folkehøjskolen aldrig maa tabe Forholdet til det danske Folks daglige Virksomhed af Syne under sit aandelige Arbejde med de Unge", Hal Koch skrev i 1942 ("Dagen og Vejen"), at folkeoplysning grundlæggende var politisk idet "vi nu engang er sat her sammen og skal og maa finde ud af at ordne vore Forhold os imellem paa en anstændig Maade, og at det er os, der skal gøre det, ikke nogle andre." og Holger Kjær i 1971 at "Harmonien hører til i oprindelsen og fuldendelsen, men livet selv er strid (…): livet er kamp og skal være det, hvis det skal være liv" ("Højskolens Grund").
På de 50 år her har højskolepædagogik vist sig i mange former og med vægt på forskellige dimensioner, men højskolepædagogik kan aldrig være uden fornuft, praksis, fællesskab, virkelighed og politisk engagement. Så har det simpelthen ikke været højskole, der har været bedrevet. Uanset om det formodentlig er fundet sted under den titel. Hvordan omgangen med fornuft, praksis, fællesskab, virkelighed og politisk engagement har set ud, findes der mange gode tekster, der kan udfolde, og hermed en opfordring til at finde dem frem!
Vi kan eksempelvis starte med at genlæse artikler i tidsskriftet "Dansk Udsyn", hvor det i forordet fra 1920erne hedder:
"Nu er det jo tidehverv med uro og brydning fra folk til folk, så selv gamle fastslåede sandheder tages op til ny drøftelse, og vi mener derfor, at der er særlig brug for et tidsskrift, der ser det som sin opgave at bringe bud om de åndelige og sociale strømninger ude og hjemme, hvoraf den nye tid langsomt gror frem. Det er under verdenskrigen blevet åbenbart, at folkeslagene er samhørige, så selv fjerne folks skæbne ikke er os uvedkommende. Hvor langt end centret er fjernet fra os: en bevægelse af åndelig, social eller økonomisk art vil nu om dage sende sine bølgeringe ud over jorden og vil mærkes også i vore farvande, og derfor ville vi, ikke mindst til en begyndelse, gerne bringe oplysning om nogle af de åndelige strømninger ude i den store verden, der har særligt ærinde til os."
Her er Højskolen i tiden, Højskolen virkelig, Højskolen politisk og Højskolen udad skuende. Det er det samme billede af højskolen, som Kolby og Møller nu tegner med bogen Højskolepædagogik .