Af Olav Hesseldahl, Cand.mag. i filosofi, projektleder i NGO´en Ungdomsbureauet og underviser på Suhrs Højskole
Uanset hvor og hvordan jeg møder unge, oplever jeg, at de lever med konkurrencestatens logikker internaliseret i stort set alt, hvad de foretager sig. På den ene side er der al skylden forbundet med pligterne, forventningerne og presset om at være effektiv, og på den anden side en lyst til at leve og bare se endnu et afsnit på Netflix, selvom klokken er langt over midnat. Ja, det er nærmest rart, at Netflix bare afspiller det næste afsnit uden at spørge om lov. Jeg oplever, at modsætningen strækker unge ud i en spændt bue, der resulterer i en presset generation, der er mindre vild, spontan og spændende end tidligere. Men hvordan reagerer højskolerne så på det?
Selvom billedet aldrig er entydigt, så er det som om, at idéen med højskolerne har udviklet sig i én retning styret af konkurrencestatslogikker. Mange højskoler tilbyder studieforberedende fag som forberedelse til optagelse ved f.eks. Politiskolen, Journalisthøjskolen, kreative og musiske uddannelser, pædagoguddannelser og specifikke fag på universitetet. Det er mindre på mode at fokusere på tvivl, det almene og det eksplorative. Ligesom unge har internaliseret konkurrencestatens logikker, så har mange højskoler det tilsyneladende også, når de følger i slipstrømmen og reagerer på konkurrencestatslogikker. Man kan selvfølgelig sige, at højskolerne blot reagerer på efterspørgslen fra unge som en anden efterspørgselsorienteret virksomhed, hvor der skal generes kunder i biksen.
LAD DEM KEDE SIG
Jeg vil ikke bytte min egen højskoletid for en jordomrejse, men jeg kan huske, at Askov markedsførte sig på, hvor mange af deres elever, der kom ind på journalistskolerne, efter de havde gået på Askov (jeg erindrer, det var 80 %, der kom ind, og jeg var heldigvis ikke en af dem). Det gav et højskoleophold med en fiksering på selve optagelsesprøverne snarere end på selve det, der sker, hvis og så frem man så kommer ind på et studie. Eller ikke gør. Selvom mange af mine højskolevenner kom ind på en journalistuddannelse, er flere siden blevet alt muligt andet end journalister. Grunden skal selvfølgelig ikke alene findes i prøvefikseringen, men måske også det manglede fokus på, hvordan det så er at studere, når man kommer ind. Eller leve for den sags skyld. Niels Gerner Nielsen problematiserer dette i et debatindlæg i forrige nummer af Højskolebladet. Og lad mig strække den lidt længere end Niels, for måske er tendensen, at højskoler bliver mindre og mindre livsforberedende og ej heller studieforberedende, men måske endda blot studieoptagsforberedende?
Konkurrencestaten kan ikke rulles tilbage, så det handler snarere om at give den et kvalificeret modspil. Hvordan gør man så det? Vi skal tilbage til det gamle - med det nye. Det højskoler kunne engang, skal de kunne igen, for det at være ung er noget genuint, der handler om at søge, udforske, afprøve og fejle for at starte på ny igen. Og så er der alle de nye definerende artefakter for ungdommen som f.eks. sociale medier og unges konstante "påhed", der skal tages hensyn til. Samtaler var engang centrale og er det stadig, men er blevet noget nyt for unge blandet andet pga. sociale medier. Højskoler skal sætte elevernes liv på fly-mode og lade dem kede sig lidt, fordybe sig i ro og eftertænksomhed.
HVIS VI SKULLE LAVE HØJSKOLE…
Den anden dag modtog vi en salgsopstilling fra den nedlagte indre missionske efterskole, Sommersted, og vi begyndte straks at drømme. Hvad skal der til for at skabe vibrationer i bygningen igen? Hvordan kan den gøres levende? Hvilken højskole ville vi lave? Med vi mener jeg Kenneth, Martin og mig selv, der har startet ngo'en Ungdomsbureauet, hvor vi sammen med unge engagerer dem i samfundstematikker. Vi laver initiativer som bøger, workshops, happenings, analyser og undervisning. Hver gang vi laver et projekt, arbejder vi med konstruktionen af skamlen, hvorpå unge kan stå fast og sikkert og tale gennem megafonen.
At lave skamlen handler om at skabe et sted, hvor unge bygges op og føler sig hørt og anerkendt, men hvor de også kan blive udfordret. Når det sker, bliver unge i stand til at råbe gennem megafonen, hvor vi sørger for, at offentligheden lytter på den anden side. Ungdomsbureauet har tidligere opfordret unge til at være mere modige og skabe små individuelle revolutioner. Vi oplever det mod hos mange unge. Har højskolerne det mod? Måske de endda kan huse unges mod, meningssøgning og små revolutioner? Tør højskolerne gøre det, højskoler gjorde engang, og skabe de rammer? Det kan ske, og det sker allerede på højskolerne, men hvad med at det sker endnu mere? Ellers gør vi det selv med Sommersted Højskole.
OM UNGDOMSBUREAUET
Står bag bogprojektet De Frafaldne, hvor 20 unge, der er faldet fra en ungdomsuddannelse, gennem et workshopforløb har skrevet deres "frafaldshistorie" som essays, der er indgået i én samlet bog med 20 fortællinger om frafald. Har udgivet bogen JEG DRØMMER OM EN TID HVOR ALLE DE TING JEG GODT KAN LIDE AT LAVE IKKE FØLES SOM SKYLDSPROVOKERENDE OVERSPRINGSHANDLINGER I DET LANGSIGTEDE PROJEKT SOM ER MIN TILVÆRELSE i samarbejde med Roskilde Festival. Bogen undersøger unges drømme-evne, hvor effektiviteten, svarforventning og måltænkning spiller en stor rolle.