Et sandt, konstrueret fællesskab

Publiceret 26-05-2015

KOMMENTAR Højskolerne vil kunne tilføre uddannelsesinstitutionerne nye dimensioner til gavn for mødet mellem lærer og elev, mener seminarielærer Laust Riis-Søndergaard, der har læst bogen Højskolepædagogik - en fortælling om livsoplysning i praksis

Af Laust Riis- Søndergaard, seminarielærer, Den frie Lærerskole i Ollerup

Hvordan kan bogen Højskolepædagogik bidrage til mulige løsninger af de store vanskeligheder, det moderne danske uddannelsessystem er kommet ind i? Med "store vanskeligheder", mener jeg vanskeligheder på det helt grundlæggende niveau. Det er svækkelsen af folkeskolens formål, ingen reelle ideer om menneske- og skolesyn, uheldige konsekvenser for mødet mellem lærer og elever/studerende som følgevirkning af, at struktur- og organisationsformerne med tilhørende læringsdiskurser har omringet undervisning og læring med en snæver didaktik og et snævert dannelsesbegreb.

Højskolerne er det gode eksempel på, hvordan en fri skoleform i nyere tid selv har taget hånd om at udfordre frihedstraditionen og egne lukkede diskurser og praksisforståelser, for derefter at sætte dem til debat i offentligheden.

Perspektivet i, at højskolerne skulle kunne tilføre den almene pædagogiske diskussion om skolevirksomhed i Danmark nye udviklende dimensioner, er meget udfordrende for højskolerne selv og de forskellige uddannelsessteder i Danmark. Det vil forudsætte, at der er en vilje tilstede fra alle parter- også internt blandt højskolerne.

Man kan selvfølgelig anlægge den betragtning, at der altid har været forbindelseslinjer mellem højskolerne og omverdenen, ved at højskoleeleverne efter endt højskoleophold forplantede deres inspiration og virkelyst i deres videre livsforløb, studie- og arbejdsliv, fritids- familieliv, osv. Den gode højskoleoplevelse varer resten af livet kan man sige, og virker ad den indirekte vej. Dermed har en højskole løst sin fornemmeste opgave.

Højskolerne vil dialogen

Projektet starter forfra igen og igen, og højskolefolk har så rigeligt at gøre med, at få dette midlertidige fællesskab til at lykkedes på moderne vilkår. Hvorfor skal vi så egentlig spørge højskolerne om noget mere end det, de er sat i verden for, og som de hele tiden tilstræber at løse hjemme på de enkelte højskoler? Heldigvis vil højskolefolkene det selv og forbereder sig grundigt på denne dialog, ved f.eks. at tilrettelægge en almen tilgængelig bog om højskolepædagogik og livsoplysning.

Men vi andre - uden for eller i periferien af højskolen - kan have god grund til at stoppe op et øjeblik og prioritere en dialog med højskolerne, der har nogle andre erfaringer med og anskuelser på undervisning, læring, motivation, fællesskaber og samvær, end dem, der præger uddannelsesdiskursen i øjeblikket.

Det kontingente samfund

Det store spørgsmål er: Hvilke kundskaber og færdigheder skal fremtidens børn, unge og voksne være i besiddelse af? Hvordan kan disse kundskaber og færdigheder forstås og skabes i nye kontekster, der er under forandring? Det kontingente samfund er efter al sandsynlighed en medvirkende årsag til, at der udvikles hierarkiske, feudale og koorporative træk i den måde, undervisningssystemet organiseres og ledes på igennem lovgivning og økonomisk incitamentsstyring.

Det får betydning for pædagogikken og didaktikken i undervisningen. Strukturer og snævre målopfyldelseskriterier siver ind i alle sprækker af uddannelsessystemet, hvor det trækker et snævert didaktikbegreb og et demokratisk underskud med sig. Lærere og elever bliver fremmede i deres egen virkelighed, hvis de da overhovedet får tid til at mødes og danne bæredygtige fællesskaber og samvær om noget.

Den første del af bogen, som jeg har hentet inspiration fra til dette indlæg, handler om refleksioner over fællesskab, personlig udvikling, frihed, faglighed, læring mellem elever, engagement og indirekte pædagogik. Ordene har alle noget at gøre med det møde, der finder sted i undervisningen, uanset om det er i børnehaven, grundskolen, ungdomsuddannelserne, arbejdsmarkedsuddannelserne, professionshøjskolerne eller universiteterne. I nyere tid har det flydende kompetencebegreb og det rationelle sprog sat sig på alle ordene og didaktikken i uddannelsessystemet. Pædagogikken er i samme åndedrag blevet bange for at være normativ, da ingen skal udtale sig om, hvad der er godt for andre. Der er heller ikke tid til det, da de eksterne målopfyldelseskrav skal nås på mindre og mindre tid, hvilket medfører, at læring bliver instrumentel og mekanisk. Det er måske her, kæden er hoppet af og trænger til et eftersyn?

Fællesskab som konstruktion

Et af afsnittene i de omtalte kapitler hedder "Fællesskabet som konstruktion". Her begrundes det, at højskolernes fokus på fællesskabet som en overodnet kategori er et svar på en bredere samfundsudvikling, hvor fællesskaberne har svære betingelser. Højskolernes fællesskab er ikke det samme som en hvilken som helst tilfældig socialisering. Det forpligtende fællesskab har en retning, som er afgørende for de pædagogiske ambitioner, og det er denne læring i et forpligtende fællesskab, som får betydning for højskolernes forståelse af elevens dannelse og dens kobling til livsoplysningen og de kollektive erfaringer.

Det nye er, at de læreprocesser, der leder frem til kollektive erfaringer, ikke længere kan foregå pr. automatik, som det understreges i afsnittet. De må i højere grad "etableres som noget, vi hele tiden må forholde os til. Fællesskabet kan siges at være blevet refleksivt." Højskoleeleverne vil på et højskoleophold gøre konkrete erfaringer med og få viden om at indgå i forpligtende fællesskaber, med alt hvad det indebærer af ansvar og etiske grænsesætninger for at kunne oprethold et fællesskab. Evnen til at kunne revidere sig selv og bevare sin personlige integritet. For at skabe en grobund for denne læring skabes en konstruktion. Højskolen reetablerer "landsbyen" som fælles erfaringshorisont- et sted, hvor du på trods af at være et nok så moderne autonomt individ, ikke kan undslippe dig den sociale interaktion og den kollektive erfaringsdannelse.

Det er ikke et falsk fællesskab i denne konstruktion. Det er i høj grad virkelighed og fyldt med de samme udfordringer, som andre uddannelsesinstitutioner udfordres af. Det kan godt gøre en nysgerrig efter at høre mere om, hvordan fællesskaber og samvær kan konstrueres på andre uddannelsesinstitutioner, så den enkelte elev kan se sig selv i meningsfulde og livgivende sammenhænge. Her vil højskolerne kunne tilføre uddannelsesinstitutionerne nye dimensioner til gavn for mødet mellem lærer og elev.

Om Laust Riis-Søndergaard

Laust Riis-Søndergaard er i sit daglige virke på Den frie Lærerskole medansvarlig for uddannelsen af kommende generationer af lærere til de frie skoleformer. Endvidere er han tilknyttet Den frie Lærerskoles kursuscenter BORGEN, der tilbyder efter- og videreuddannelse til de frie skoler med bl.a. pædagogiske diplomuddannelser, rådgivning og facilitering af pædagogiske dage og skoleudvikling.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies