Mere sang, mindre snak

Publiceret 11-08-2016

Steffen Brandt modtog før sommer Den Folkelige Sangs Pris. Han ser sig selv som en korrespondent i det virkelige liv, der rapporter hvad han ser derude. Sangen kan holde fast i en sammenhængskraft, der
virkelig er under pres.

Af Andreas Harbsmeier

Hvad betyder den folkelige sang for dig?

Jamen, det er sådan set det, der har været mit livsprojekt - at udforske og ufordre den folkelige sang. For den folkelige sang er jo ikke i dag, hvad den var, da vi startede. Dengang var den noget helt andet.

Folkeligheden er en stor forpligtelse. Den har måske tidligere været defineret ved at indeholde noget overfladisk. Det folkelige var noget, man kom lidt let til. Og det synes jeg bestemt ikke, det er. Jeg synes, man skal kæmpe meget for at beholde det folkelige. Ikke som en tvang, men fordi der skal være en eller anden form for oprigtighed og en ægthed i det.

Efterhånden som man bliver dygtigere og dygtigere - og det gælder ikke kun mig, det gælder os alle sammen - så kan man jo godt konstruere en folkelighed ud fra, hvad parametrene siger. Men folkeligheden skal have en form for risiko hos den, der skriver sangen. Der skal være noget på spil. Der skal være en lyst til at undersøge, en lyst til at udfordre og en lyst til at leve noget liv.

På et tidligt tidspunkt fik jeg den opgave, at jeg skulle rejse ud og rapportere, hvad jeg så derude. Det har jeg gjort sammen med rigtig mange andre som en slags korrespondenter ude i det virkelige liv. Hvad har vi set, hvad foregår der. Ikke kun én til én, men perspektiveret og sat lidt på spidsen.

I dine tekster er der en kærligt kritisk granskning af det folkelige. Har det ændret sig fra 1981, hvor TV-2 startede og så til nu?

Folkeligheden ændrer hele tiden udtryk. Man må hele tiden være skarp i forhold til ikke at bruge nogle virkemidler, som var fine i 90erne eller bare for fem år siden. Det er opgaven: Hele tiden at finde ud af, hvordan man i dag kommunikerer bedst muligt med det sprog, som er til rådighed lige nu. Ikke et sprog som er hentet fra en svunden tid. Men et sprog der udfolder sig i de rum, vi hele tiden går i. De fleste af os har jo hele tiden noget, vi skal stå til regnskab for. Der er det min opgave at gå ind og sætte nogle dagsordener.

Ingen af dine sange er med i Højskolesangbogen. Hvis du selv skulle pege på en, der skulle være med, hvad skulle det så være for en?

Med folkelighed fungerer det på den måde, at det er folket, der vælger, hvilke sange der skal stå tilbage at the end of the day. Vores opgave i orkestret, og når jeg optræder alene, er at åbne øjnene op for, at der måske er nogle sange, som man måske ikke har hørt så meget, men som har en appel til en folkelighed. Og nu slår jeg lige ned på et tilfældigt valg, nemlig den sang der hedder Fald min engel. Fordi den har lidt salmekarakter, ikke fordi den er religiøs, men den har nogle store eksistentielle spørgsmål indeholdt i sig. Der må godt være en form for alvor i det, som skal repræsenteres i en højskolesangbog. Den er skrevet for godt 10 år siden, men jeg synes godt, den kan synges i dag, uden at det lyder mærkeligt.

Hvad er dit forhold til Højskolesangbogen i det hele taget?

Jeg har sunget meget fra den. Når jeg er ude på efterskoler og højskoler, så starter man jo som regel med at synge en sang fra den. Jeg synes, det er fint. Jeg elsker, at der er en historie, som binder os sammen, som der fx er i Højskolesangbogen. Det er jo ikke bare sange fra den tid, de blev skrevet, men også sange fra den tid, de bliver sunget i. Jeg oplever på højskoler, at man har de sange med som en bagage, der minder om et fællesskab og en sammenhængskraft. Og jeg tror, det er højskolernes stærkeste kort i øjeblikket - og også måske vigtigste opgave: at holde fast i den sammenhængskraft. For den er under pres. Så jo mere sang, jo bedre. Mere sang, mindre snak.

Der kommer flere og flere elever på højskolerne i disse år, Højskolesangbogen er en regulær bestseller, og når der afholdes sangarrangementer, kommer der rigtig mange mennesker - også unge. Hvad tror du, det er udtryk for?

Jeg tror, at det er et udtryk for, at en del mennesker - også en del unge - er i vildrede med, hvem de egentlig er, hvad de er dannede af, og hvor de skal hen. Det er i orden at være lidt usikker på et af punkterne, men hvis alle tre punkter er uforankrede i en bund af noget, som er større end lige det øjeblikkelige valg, så tror jeg, vi har et problem.

Jeg tror, der er mange, der søger en form for forståelse af, hvorfor de er her, og hvad de i grunden skal. Det er tit, at den retning, man vælger, vælges mere sikkert, hvis man ved, hvor det er, man kommer fra. Så går man i hvert fald ikke den vej en gang til, så har man ligesom været der. Og så har man noget at tage med videre ud i det virkelige liv.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies