HØJSKOLENS IDÈ: Vær fællesskabets stærkeste bastion i konkurrencesamfundet

Publiceret 14-12-2016

Højskolen skal rodfæste livsduelighed i de unge, der stræber efter at vinde konkurrencesamfundet og ikke er bundet til andre fællesskaber end de flygtige digitale. Højskolen kan give dem oplevelsen af at høre til.

Af Gertrud Thisted Højlund

Som sild i en tønde står de unge mennesker rundt om deres dirigent i et stort, lyst lokale. Og så alligevel ikke. For sild i en tønde er døde, de vil ingenting og kan ikke andet end ligge tæt, hvor de nu engang er lagt. Men flokken omkring dirigenten er i højeste grad levende og bevægelig - som en brusende energiladet sildestime, der skifter retning sammen, finder hinanden i harmonierne, udveksler mellem hinanden i intensitet, bevægelse, lyd, harmoni, disharmoni og legesyge. Jeg havde i et par dage overset den på Facebook, fordi jeg troede, den ikke ville røre mig, men min lillesøster, som er operasanger og forhenværende Ollerup-elev, insisterede heldigvis, så jeg også fik set efterskolens virale hit og dermed fik den tydeligste, mest åbenlyse erkendelse af, hvad efterskolens - eller højskolens - idé, formål og legitimitet er i disse dage.

For ja, det var efterskoleelever, der stod der og sang Bohemian Rhapsody, så hele internettet sukkede af længsel efter at føle sig ung, fortrøstningsfuld, tryg, accepteret og som en del af et større fællesskab, men det kunne lige så godt have været en højskole, og jeg genkendte i klippet også øjeblikke med elever på Ry Højskole, hvor samhørigheden, rodfæstetheden, trygheden, kærligheden og fællesskabet bliver så tyk, at man kan skære i det og endda bygge videre på det. Og at få den erfaring med i livet er mere end guld værd - og den er umådeligt svær at finde andre steder.

Der er i dette forum ingen grund til at bruge plads på en udredning af, hvad højskolens formål var, da skoleformen blev oprettet. I kender alle sammen den om bønderkarle og -piger, der kom på højskole for at få ny viden, som de bagefter brugte i deres arbejde på gårdene. Den kulturhistoriske værdi kan de fleste højskolefolk uden større problemer holde en skåltale over. Det er så dejligt konkret en historie: Enhver kan forstå, at højskolen bragte oplysning til folk, der ikke havde brugt alverdens tid på skolebænken, og som ikke havde efteruddannelse skrevet ind i deres kontrakter med arbejdsmarkedet.
Men hvad er det for dunkle kroge, højskolen kan kaste oplysningens lys over i en tid, hvor unge mennesker har rigeligt med uddannelsestilbud og ofte kommer på højskole, når de allerede har taget en ungdomsuddannelse og går og planlægger den videregående vej? Det er jo ikke uddannelse, de mangler, savner eller efterspørger. Men hvad er det så? Hvad kan højskolerne tilbyde eleverne, som gør dem mere livsduelige og ruster dem til at leve deres liv til fulde? Mit bud er: erfaring med forpligtende fællesskab.

Blindgyder ind i fraværet

Hvis det billede, som medierne stykker sammen om ungdomslivet her i 10'erne, står til troende, så er der en række tendenser, som gør sig gældende: De er vældigt fokuserede på at præstere fagligt. De har blik for vigtigheden af karakterniveauet i en sådan grad, at nogle af dem holder sig fra at deltage aktivt i undervisningen af frygt for at sige noget, der kan kompromittere deres karakterniveau. De vokser op i en konkurrencestat, og selvom jeg ikke betvivler, at der findes mange undervisere og pædagoger, som forsøger at holde fast i, at vores medmennesker ikke skal reduceres til konkurrenter, så svarer det måske lidt til at slukke en ildebrand med en teskefuld vand, når alverdens tv-programmer handler om, hvem der skal stemmes hjem på vejen mod den ene, sande vinder.

Hele den tendens bliver kun understøttet af de sociale mediers substitut for fællesskabet. En digitalisering af livet, som fjerner værdien af øjeblikket - og erstatter den med værdien af genfortællingen eller repræsentationen af øjeblikket. Ceci n'est pas une pibe - og dette er ikke et liv, men et redigeret billede af et liv, som vi så håber på at få likes på, som ikke er rigtige likes, men billeder af likes. Det digitale liv leves udefra og ind: Jeg dokumenterer, ergo er jeg - modsat for et almindeligt, fysisk, faktisk liv, som bedst opleves ved at leve det med et indefrakommende nærvær. Men vores liv er fyldt med blindgyder ind i fraværet, og det psykologiske ubehag, når man betragter sit liv i stedet for at leve sit liv.

Jeg hørte for et par år siden et amerikansk radioprogram, hvor et par helt almindelige amerikanske teenagere talte om deres SoMe-strategier, vigtigheden af og deres kamp for at "stay relevant", som de sagde. Og selvom der er væsentlige forskelle på at være ung i USA og her i Danmark, så ville det ikke undre mig, om der ikke findes unge mennesker i Danmark, der bekymrer sig om, hvorvidt de er relevante nok på Instagram - selvom vi voksne ikke synes, det er noget at bekymre sig over.

Så det er mit indtryk, at ungdomslivet i dag har en strøm af præmisser, som handler om ikke bare at præstere, men at gøre det i en konkurrence, hvor drømmen er at stå alene på scenen, når nogen på finaledagen fyrer konfettikanonen af for at hylde den ene vinder, som kun kan stå der i guldregnen, fordi andre fejlede på vejen. Men hvor solidt står man, når man står alene? Og hvordan bygger man egentlig stærke følelser af fællesskab, tryghed og accept af egne og andres skavanker, hvis ungdomslivet er det udskillelsesløb, som konkurrencestaten meget hurtigt kommer til at diktere? Og risikerer man ikke at gå glip af sit liv, når man dokumenterer det i stedet for at leve det? Og hvad er det for en identitet, man bygger op i en verden, hvor relationer udspiller sig i konkurrencens nulsums-spil?

Det er en gammel nyhed, at vi lever i en individualiseret tid. Den individualisering rækker et par hundrede år tilbage i tiden og er langt hen ad vejen positiv, men alt med måde - og i et alle-mod-alle-samfund er det svært at være individualist med måde. Det er min påstand, at hvis man gerne vil have en nuanceret fornemmelse af identitet, er man nødt til at stå i relation til noget andet. Det er, når vi indgår i ægte, fysiske, uredigerede relationer med hinanden, at vi begynder at kunne se, hvordan vi hver især adskiller os fra hinanden. Hvem er jeg - i forhold til en anden. Og denne afklaring af egen eksistens er nødvendig, for at man kan komme til det væsentlige, som ikke er min væren eller din væren, men det mellem-værende: hvad kan og vil vi sammen? Hvem er vi hver især i vores fælles virkelighed, og hvad vil vi med den? Ikke dårlige ting at gøre sig tanker om, når man skal fungere i et demokrati.

En øvelse i nærdemokrati

Således mit bud på, hvor verden af i dag skriger efter højskolens helt unikke rammer: Et ungdomsliv underlagt konkurrencens præmisser. Et ungdomsliv i fare for at blive observeret udefra og ind i stedet for at blive levet indefra og ud. Et ungdomsliv hvor individualiteten er så dominerende, at det kan være svært at finde et ståsted, hvor man kan dvæle længe nok til at få en fast følelse af "hvem er jeg" - og dermed et udgangspunkt for "hvad vil jeg" med det mellem-menneskelige mellem-værende.

Og jeg kender ingen bedre institutioner til at tage sig af denne altafgørende menneskelige dannelse end højskolen. Højskolen er et intenst mikrokosmos, hvor mennesker kan få førstehåndserfaringer med det forpligtende fællesskab. Det kan være hårdt arbejde at få tandhjulene til at falde i hak - men alligevel lykkes det gang på gang på gang. Fordi det er et apolitisk fællesskab om en konkret hverdag, som alle har lysten til at se fungere. Hver dag er en øvelse i nærdemokrati og medborgerskab. Et sted, hvor konkurrencen er sat på pause og samarbejdet sat på play. Hvor man som menneske finder plads i sig selv, så man kan rette blikket ud på, hvad der er det bedste mellem-værende. Og jeg tror, at det rodfæster en livsduelighed i unge mennesker at opleve det så konkret og håndfast, at man kan indånde nærværet og sammenholdet i de der gyldne øjeblikke, som alle, der kender til højskolen har oplevet - og som Ollerup så eminent fik fanget på video.

Blå bog

Gertrud Thisted Højlund (f. 1981) Uddannet journalist. Vært på TV2 News. Før det blandt andet vært på Danmarks Radio, P1, og Radio24Syv. Opvokset på Ry Højskole, hvor hun sidenhen også har fungeret som lærer. Har en fast klumme i Berlingske.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies