HØJSKOLENS IDÉ: Bevar historien. Udfyld tomheden.

Publiceret 14-12-2016

Hvis vi tør reformulere Grundtvigs idé om oplysning med den rette pathos, så handler højskolen stadig om selvbestemmelse i fællesskab, om demokratiets gennemførelse og om samfundets udvikling og verdens overlevelse.

Af Lars Andreassen

"To live in freedom one must grow used to a life full of agitation, change and danger."

- Alexis de Tocqueville

Når friheden er vundet, kommer rulleteksterne. Det samme sker, når kærligheden er fundet. Inden da har vi tilbagelænet levet os ind i protagonisternes heroiske anstrengelser for retfærdighed og glædet os over den behørige anerkendelse, som mod fortællingens slutning strømmede helte og heltinder møde. Vi har misundt det sidste kys, der beseglede protagonisternes kærlighed og pagt for fremtiden; de kan ikke andet end leve lykkeligt til deres dages ende efter at have delt så kraftfuld en historie. Dig og mig derimod, vi står i det matte skær fra rulleteksterne og kan alt andet. Hvad skal vi dog stille op med os selv og hinanden, spørger vi? Og det spørgsmål er på en og samme tid vor tids største udfordring og mulighed.

Man må have malerrullen frem og ikke blot den brede pensel, når man skal formulere Højskolens Idé. Det skulle nødig ende med velmenende tommelfingerregler eller andre repressive tåbeligheder fra tidsåndens konsulenthylder. Den dybe tallerken er imidlertid opfundet og hedder i denne sammenhæng Grundtvig. Jeg ser således ingen grund til ikke at begynde dette essay om Højskolens Idé med Højskolens hovedsigte: Livsoplysning, Folkelig Oplysning og Demokratisk Dannelse.

De ovenstående begreber, der omfatter Højskolens hovedsigte, har deres oprindelse i Grundtvigs tanker om den Statsmæssige Oplysning og har vist sig så tilstrækkeligt seje og brede, at de her og nu mere end hundrede år senere stadig kan benyttes som pejlemærker for eksistensen og skoleformen. Som pejlemærker. Men hvad med indholdet? Tiden er ikke Grundtvigs. Oplysningens og dannelsens indhold kan derfor ikke være helt det samme, som det var. Men Højskolen kan snildt være den "Oplysnings-Anstalt", der danner rammen om enhver tids udfylden af disse begreber og dermed oplysningen og dannelsen. Det kan den være netop i kraft af sin historiske forankring, som gør det muligt for Højskolen som institution at modstå skiftende tiders pædagogiske reformiver, valgperiodepanik og evidensbaserede idiosynkrasier. Det betyder dog ikke, at Højskolen ikke kan, skal og bør tage bestik af ændringer i samfundsfortællingerne og sig selv, men den skal gøre det på adstadig og gerne tøvende vis; som en anerkendelse af et tempo, en livets rytme, vi ikke længere kender, og som en naturlig del af samtalen i og om demokratiet.

Historiens afslutning

Den fortælling, som i mit hoved bedst indrammer vor tid og sætter den i perspektiv, er - og har længe været - Fukuyamas afsluttende bemærkninger i sit essay om historiens afslutning. Historien er slut, rulleteksterne kører og forklarer mig, at mit liv fra nu af leves på et museum, og at jeg er kustoden. Efterårets kulminerende farver blegner i tusmørket udenfor, og melankolien breder sig køligt i mig, mens jeg forsøger at forstå, hvad det betyder, at målet for den samlede menneskeheds historiske bestræbelser er nået.

Frihedskampen er overstået, og vi - altså menneskene - har vundet. Den kamp, som til alle tider fostrede nye idéer og teknologisk innovation, skabte helte og skurke og kunne give mening til hver eneste lille meningsløse gentagelse i hverdagen, er slut. Der vil fremover hverken opstå filosofiske eller kunstneriske strømninger, hvori jeg kan engagere mig, afprøve min forestillingsevne og mit mod og finde mig selv.

Henvist til mig selv, spørger jeg uden adressat: Hvem skal jeg være sammen med, og hvad skal vi være sammen om?

Grundtvig kunne have en anderledes konkret idé for sin Højskole, end vi kan have i dag. Indfældet i en afgørende periode på frihedens bane mod fuld blomstring måtte han sande, at "Almuens og Folkemængdens Regieringstid [står] for Døren," hvorfor oplysningen måtte bestræbe sig på at skabe fremtidens borgere af nutidens undersåtter. Den folkelige oplysning skulle ikke blot sikre en vis kvalitet i demokratiet, men skulle, i kombination med "Livs-Oplysning" og "Menneskelig Dannelse", også tilvejebringe grundlaget for, at den enkelte ville blive i stand til at udfolde sine individuelle livsmuligheder. I dette fællesskab ville mennesket finde sin egentlige plads i verdenshistorien.

I efterdønningerne fra den amerikanske befrielseskrig og den franske revolution, forestillede Grundtvig sig altså, at oplysningens idéer kunne realiseres gennem folkelige fællesskaber, hvori følelsen af frihed, lighed og broderskab ville tage plads i folks hjerter og vokse indefra. At tvinge idéerne igennem ved lov, vold og magt, som han mente at se gjort andre steder, fandt han uholdbart.  

Idéen med "Folke- og Borgerskolen for Livet" var således selvbestemmelse i fællesskab, demokratiets grundlæggelse og gennemførelse i Danmark, samt samfundets udvikling og nationens overlevelse. Kunne dette i al sin kompleksitet gennemføres, ville mennesket realisere sin gud-billedlige bestemmelse og meningen med tilværelsen.

En ideologi uden indhold

Der er ikke noget guddommeligt på færde i Fukuyamas udlægning af historiens gang. Heri er det menneskets trang til frihed og selvbestemmelse, der driver værket. Først er tyrannen fri, senere vrister en lille græsk elite sig fri af arbejdets nødvendighed og giver sig i fællesskab til at diskutere meningen med tilværelsen og samfundets anliggender. I revolutionstiden krævede så de undertrykte europæiske masser deres ret til med- og selvbestemmelse. Og endelig brød den sidste forhindring for frihedens udbredelse sammen ved afslutningen af Den kolde krig.

Murens fald var det mest håndgribelige tegn på, at kampen mellem verdenshistoriens store politiske ideologier var slut. Det centralistiske planøkonomiske system bukkede ganske enkelt under.

Men den sejrende ideologi var uden indhold. Hvor antikkens dialog handlede om livets og samfundets hvordan, og revolutionskampen om lige muligheder for alle, så stod jeget efter liberalismens udmattelsessejr på tærsklen til det tredje årtusinde henvist til sig selv. Frihed viste sig rent faktisk at være frihed. Ikke et ord om livets mening i liberalismens ideologi. Ingen eksistentielle anvisninger. Intet der fortæller os, hvad der er ret eller vrang, eller hvordan vi bedst finder lykken og udlever vores talenter, drømme og forhåbninger. Ingen garantier og intet efterliv. Faren for fortabelse i det liberale samfund er derfor ganske reel.

Tomheden er en defekt ved kernen af den liberale ideologi, konkluderede Fukuyama. Det er provokerende, men det er også min yndlingspassage i hans tekst. Det er her, det sjove begynder. For måske var tomheden virkelig svaret på menneskehedens kamp for selvbestemmelse, værdighed og anerkendelse. Vi var bare ikke forberedt på det ekko, der fulgte. Og vi synes ikke at kunne - eller ville - finde hinanden. Men muligheden og ansvaret er vores nu, og ingen andres.

For Grundtvig var fællesskabet forudsætningen for at fuldbyrde det alment menneskelige potentiale, for i fællesskabet dannes individet. Al den stund Fukuyama er hegelianer, er denne tanke ikke fremmed for ham. I Hegels univers vinder mennesket først sig selv, når det evner at spejle sig i Den (store) Anden. Selvopfattelsen må bekræftes af og justeres i relationerne til andre, hvorved ikke blot individet dannes, men også moraliteten. Moralen er et fælles anliggende, og i dette fælles anliggende finder vi kilden til den demokratiske dannelse.

Dannelsen er truet

Afslutningsvis vil jeg vove den påstand, at dannelsen er truet på mindst tre måder, hvorpå vi forsøger at udfylde frihedens rum.

Det første er vores forhold til arbejdet. Dannelsen i den rene socialitet forbliver halvdannelse. Hverken individ eller samfund kan opretholdes uden kampen med materien. Men denne erkendelse er udfordret af vores velstand, som med sig bærer illusionen om, at intet rent faktisk er nødvendigt, og at arbejdet kan være ren selvrealisering og imagepleje. En søgen efter livets fylde vil være og forblive retnings- og meningsløs, hvis ikke den begynder ved roden - ved livets opretholdelse - eller den vil pervertere til et krav om at få anerkendt begæret som rettighed.

Når den klassiske liberalisme insisterede på nærings- og handelsfrihed var det i erkendelse af, at livet opretholdes i sociale fællesskaber. At individet har behov, som det ikke kan opfylde i ensomhed. Og at ud af disse individuelle behov vokser gensidighed og erkendelsen af, at ethvert jeg må yde, førend det kan nyde. Her opstår således moraliteten.

Selvfølgelig er der nogle, der vil anse denne opfattelse som udtryk for småtskåren og kedelig kræmmermentalitet. Men disse glemmer fuldstændigt menneskets kropslighed og den helt fundamentale nydelse, der ligger i at stille sulten og således overvinde døden. Ethvert menneske er programmeret til at overleve, først uhjælpeligt udleveret til sine forældre, men dannelsen kan ikke have andet mål end at gøre barnet i stand til at sørge for sig selv og senere sine egne børn. At fjerne nødvendigheden og kravet om selvopretholdelse er at frarøve mennesket dets iboende værdighed. Det er en underkendelse af det menneskelige potentiale. Og det er således en trussel mod Livsoplysningen.

Den anden store trussel mod dannelsen og demokratiet er den stadigt omsiggribende detailstyring fra velfærdsstatens nidkære vogtere. Særligt i uddannelsessektoren. Det er et paradoks, at i det øjeblik, det liberale samfund sejrer, slår det om i voksende centralistisk regulering som i en kollektiv angstreaktion ved frihedens afgrund. Det er fuldstændig evident, at vi har skabt skolen for døden. Vi læser og lærer for eksamens skyld. Selv på universiteterne spørges der til pensums eksamensrelevans, skønt det eneste relevante bør være livets, fællesskabets og verdens beskaffenhed.

På overfladen ser det godt ud. Højt til loftet, kunst i kantinerne og sofahjørner til fordybelse og gruppearbejde på landets uddannelsesinstitutioner - og masser af psykologer. I praksis testes de studerende i et eksistentielt vakuum, og deres resultater måles mod en fiktiv fjende på den anden side af kloden. Det er et system, der mest af alt minder om det kejserlige eksaminationssystem i fortidens Kina, som udelukkende skulle tilvejebringe staten de bedste tjenere. Men fjenden eksisterer ikke. De søvnberøvede, ginsengdopede sydkoreanske teenagere ved nødtelefonerne på Seouls broer vil heller ikke konkurrencen på disse angstfremmende præmisser.

Ethvert fællesskab indeholder et element af konkurrence. Men når individet ikke har indflydelse på konkurrencens præmisser - når denne tvinges igennem ved lov og magt - og individet ingen mulighed har for at definere sit eget bidrag til fællesskabet, så bliver resultatet, at flere og flere på den ene eller anden vis finder mere eller mindre hensigtsmæssige måder at slippe væk på. Vores nuværende uddannelsesregime er en hån mod samtalen og dermed en trussel mod den demokratiske dannelse. 

Den tredje trussel retter sig mod den folkelige oplysning. Den handler om de stadigt mere synlige ekkokamre, hvor folk finder sammen og udelukkende lader sig bekræfte af ligesindede. Selvbillederne udfordres aldrig, men bekræftes til stadighed i ren negation til alle andre. I disse ekkokamre langt fra den egentlige erkendelsesrettede samtale trives radikaliseringen og ekstremismen, og nye normer og alternative moraliteter formes. Vi lærer ikke hinanden at kende.

Hvordan forvaltes tomheden?

Kære medkustode, hvis du kan forlige dig med tanken om, at ingen gader vil blive opkaldt efter os, at vi aldrig skal se en statue af os selv på byens torv, og at navnet skrevet med kapitæler på avisens forside ikke bliver vores, så kan vi adstadigt begynde samtalen om, hvorledes tomheden skal forvaltes.

Det er på ingen måde en småtskåren begyndelse eller et kompromis med livets storhed, vi skal udfolde. Museet er stort, og tør vi forstå og formulere Grundtvigs idé om oplysning med den rette pathos, så handler det stadig om selvbestemmelse i fællesskab, om demokratiets gennemførelse, og om samfundets udvikling og verdens overlevelse.

En lille, men vigtig og ofte overset pointe ved Fukuyamas afslutning af historien handler om, at det kun er overbygningen, der er realiseret. Herved skal vi forstå, at af alle de livssyn og idékomplekser, der gennem historien har lovet mennesket frihed og velstand, er det kun det liberale demokrati med markedsøkonomi, der har kunnet levere varen. At varen ikke blev, som vi havde forventet, er en anden sag.

Museet er ikke ganske beboeligt endnu, og udstillingen er ikke tilgængelig i alle verdens regioner. I realiteten er friheden endnu ikke alles eje. Men der er mange - rigtigt mange - mennesker, der er i gang med arbejdet. På flere af landets højskoler, men ikke blot her, og ikke blot i Danmark.

Litteratur

Regner Birkelund. "Grundtvig og Demokratiet. Om oplysning, dannelse og demokrati." in Poetisk demokrati . Red. Ove Korsgaard og Uffe Jonas. Gads Forlag 2001.

Francis Fukuyama "The end of History." In National Interest. Sommeren 1989.

Mig selv. "Den (u)beboelige Utopi." In Opbrud . Red. Andreas Harbsmeier m.fl. Folkehøjskolernes Forening 2016.

Blå bog

Lars Andreassen (1971) Højskolelærer på Egå Ungdoms-Højskole. Cand.mag. i Idéhistorie og Kognitiv Semiotik fra Aarhus Universitet. Forfatter (med Dennis Nørmark) til bogen Det Virkelige Menneske. Sjælens og Kulturens Naturhistorie. Underviser i filosofi, politik og psykologi.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies