HØJSKOLENS IDÉ: Stil større krav til de unge. Skab mere pluralisme

Publiceret 05-12-2016

Hvis ikke pluralismen, forskelligheden, uenighederne og diversiteten kommer til at udfolde sig på højskolerne, er det en falliterklæring. Og skolerne bør stille større krav til de unge.

Af Mette Bock

Der er holdt uendeligt mange skåltaler for højskolen. Med god grund. Men når man stiller spørgsmålet om, hvad der er højskolens idé og legitimitet i vor tid, tager man ikke sin ven alvorligt, hvis ikke man går kritisk og udfordrende til værks. Det vil jeg derfor gøre.

I skåltalerne lyder det ofte, at højskolen er det sted, hvor alle kan mødes. Høj og lav, rig og fattig. Og det, man mødes om, er ikke eksaminerne og det såkaldt kompetencegivende. Det er læringen for livet. Her tales der hjertesprog.

At der er tale om læring for livet, er der ingen grund til at betvivle. Alene det, at man bor sammen og ikke bare kan flygte fra enhver konflikt og uenighed, er en form for almenmenneskelig dannelse, som ikke findes mange steder i dag.
Til gengæld vil jeg udfordre påstanden om højskolen som et pluralistisk mødested. Det tror jeg faktisk aldrig, højskolen rigtig har været. Men det er den bold, højskolen bør gribe med begærlighed! Det er på høje tid.

Et blik tilbage i historien vil dokumentere, at højskolen allerede fra sin fødsel var for de særligt udvalgte og dermed blev et reservat.

Jens Engberg beretter i "Magten og kulturen, om dansk kulturpolitik" bd. II, at højskolen i sin barndom i slutningen af 1800-tallet blev født som en skoleform, der sikrede gårdmandsklassens dannelse. Det var først og fremmest gårdmændenes og proprietærernes børn, der i den nye skoleform blev indført i reale fag, der kunne bruges i landbrugserhvervet, og dernæst i dannelsesfag. 40 timers ugentlig undervisning foruden de 3-4 foredrag dagligt. Desuden kostede et halvt års højskoleophold dengang, hvad der svarede til, hvad en karl eller pige kunne tjene på et år.

Det var med andre ord en særlig gruppe i samfundet, der nød gavn af oplysningsindsatsen. Det var for de udvalgte. Middelklassen. Men ret skal være ret - det kom sidenhen hele samfundet til gavn.

De unge fra husmands- og landarbejderfamilierne, - for slet ikke at tale om borgerskabets unge - kom ikke på højskolerne. De unge mødte med andre ord unge, der lignede dem selv.

Sådan er det fortsat. Hvis man ser på, hvem der i dag tager et højskoleophold, er det en meget homogen gruppe. Det er i høj grad unge, der er på gennemtræk fra en ungdomsuddannelse, primært almen studentereksamen, til en videregående uddannelse. De ligner hinanden og får en fest, selvom de klager over, hvor dyrt det er.

Jeg gentager lige: I slutningen af 1800-tallet kostede et halvt års højskoleophold det, som en landarbejder skulle bruge et år på at indtjene. Ud over hvad de skulle tjene til livets andre fornødenheder.

Nu lever vi så en en verden, hvor pluralismen i parallelforskudt form er under pres. Derfor skal højskolerne ud af reservaterne. Det er for fattigt i åndelig forstand, hvis de unge sendes i reservat i et halvt år og beskæftiger sig med alt det kreative og ikke-kompetencegivende - hvis de blot gør det sammen med nogle, der ligner dem selv.

Jeg savner alvoren, som trods alt kendetegnede højskolebevægelsen i dens vækstperiode. Hvem tør kræve 40 timers undervisning foruden 3-4 foredrag om dagen? Hvem tør lade helt forskellige samfundsgrupper møde hinanden i et sådant fællesskab. Og hvem tør sige, at det er helt i orden, hvis det kræver et halvt til et helt års arbejdsindsats at tjene det, det koster at komme på højskole?

Stil krav til eleverne

Jeg har gennem årene holdt talrige foredrag på adskillige højskoler i Danmark. Det har været deprimerende - og opløftende.

Deprimerende på de højskoler, hvor højskolen eventuelt i samarbejde med lokale foreninger har arrangeret aftenforedrag. Men hvor der ikke var en eneste højskoleelev til stede. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg er ualmindelig kedelig at lytte til. Og "de har jo så travlt med deres musik", som en højskoleforstander forklarede mig. Men helt ærligt - skal en sådan isolation tolereres på en højskole?

Men det har også været opløftende de steder, hvor højskoleforstandere og lærere har mod og autoritet til at kræve af eleverne, at de deltager i de folkelige møder, som højskolerne også danner ramme om. Generationsmødet mellem lokalbefolkningen og de unge på højskolen. Det får alle noget ud af, næsten uanset hvor elendig foredragsholderen er. Om ikke andet så muligheden for at forstå, hvorfor andre tænker anderledes end en selv. Og at der er en verden udenfor reservatet.

Dernæst bør flere højskoler være bedre til det, som højskolerne måske aldrig har været rigtig gode til: At række ud efter alle lag i befolkningen. Hvor er arbejderbørnene? Børn af kontanthjælpsmodtagere? Rigmandsbørnenes? Indvandrerbørnene? Hvorfor er det stort set kun middelklassens børn, der mødes på højskolerne?

Jeg underkender ikke værdien af internatet og mødet, selv for den snævre gruppe. Men jeg efterspørger en anden retorik og en anden åben og bredere invitation.

Hjertesproget skal række ud til flere end de i forvejen indforståede.

Pluralismen bør herske

For mange år siden var jeg med til at lave en lille undersøgelse om, hvad det er, højskolerne kan. 

De statistiske data talte egentlig for sig selv. Unge, der havde været på højskole, blev klogere på livet, og de fleste gik hurtigt videre til uddannelse. Når vi spurgte højskoleforstanderne om, hvad højskolen kunne, var mange meget tilbageholdende og reserverede (heraf reservatet): Åh, det kan ikke forklares, det skal opleves, var svaret.

De tidligere højskoleelever var langt bedre til at sætte ord på. Her var et rum, hvor målet ikke var en eksamen, men fordybelse, erkendelse og afklaring. Livet sat i nyt perspektiv. Klar tale.

Men der skal mere til. Der er i den grad brug for, at højskolens idé - måske for første gang i historien - for alvor udfolder sig. Hvis ikke pluralismen, forskelligheden, uenighederne og diversiteten kommer til at udfolde sig på højskolerne, er det en falliterklæring i en verden, hvor kulturmøder og religionsmøder får os alle til at svede, fordi vi er så ringe til det.

Min opfordring er derfor, at højskolen gør det til en ambition for alvor at udfolde sin idé: At være stedet, hvor "de spørgsmål, som livet til enhver tid måtte stille," bliver diskuteret blandt mennesker med vidt forskellig baggrund, som der står i den næsten 100 år gamle formålsparagraf for det grundtvigske mødested Liselund, i hvis bestyrelse jeg sidder.

Hvad kan være mere meningsfuldt end at drøfte de spørgsmål, som livet til enhver tid måtte stille? Især hvis man diskuterer med mennesker, der ikke ligner én selv. Især hvis man tør udfordre de unge - også på deres eget bidrag i form af tid og økonomi. Tre-fire foredrag om dagen foruden 40 timers undervisning om ugen? For en betaling der forud har krævet et års arbejde og indtjening?

Det sker, at noget bliver så gammeldags, at det bliver moderne igen. Kunne højskolen realisere sin oprindelige idé, kunne den bidrage til at uddanne og danne en ungdom, der i høj graf udtrykker sult efter, at vi viser dem den respekt, det er at turde stille krav. Også til mødet med andre.

Derfor - vis modet til at stille krav og række bredere ud. Højskolen rummer et kæmpe, uudnyttet potentiale. Rejs jer af stolene. Se verden i øjnene og inviter den indenfor. Tak.

Blå bog

Mette Bock (f. 1957)

Medlem af Folketinget for Liberal Alliance siden 2011. Formand for Grænseforeningen siden 2014. Uddannet cand.scient.pol. og mag.art. i filosofi. Blandt andet tidligere chefredaktør og administrerende direktør for Jydske Vestkysten og programdirektør i Danmarks Radio. Medlem af Testrup Højskoles bestyrelse fra 2010 til 2015.

(Mette Bock er, siden hun skrev denne artikel, blevet udnævnt til Kulturminister)

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies