Af Agnes Hennebjerg Lunde og Martin T. Graversen, formand og næstformand, Silkeborg Højskoles Elevforening
Jeg tager en god uddannelse, fordi jeg har fået af vide, at jeg ellers rammer samfundets bund, og dernede er der vist ingen hjælp at hente.
Jeg er på Tinder for at finde en kæreste, for ellers ender jeg helt alene, og arbejdsmarkedet lærer mig, at man er to til at tage barsel, hente børn og have realkreditlån.
Jeg spiser sundt og holder mig i gang, for ellers bliver jeg syg. Og dermed en belastning for systemet. Jeg plejer min FOMO (fear off missing out) med samtlige sociale medier, som alle er overvåget af diverse gigantselskaber og indimellem efterretningstjenester. Fordi de er bange for, at jeg foretager mig noget farligt. Så for en sikkerheds skyld kigger de med.
Hvis jeg var politiker, ville jeg være bange for at sige tingene ligeud, sige hvad jeg i virkeligheden mener, for det kan medføre svækket popularitet, og det er farligt. Måske er det også farligt at indgå bindende aftaler - hvad nu hvis man kom til at sige ja til noget, man har svært ved?
Når jeg besøger dem i Vestjylland, spøger de, hvad alle deres skattekroner går til. Dem i det akademiske Østdanmark spørger, hvilken café vi skal spise på.
Da jeg gik på højskole, havde jeg en forbindelse med de andre. Engang, da jeg lå op ad min bedste ven i højskolens dagligstue, fortalte én af de langhårede lærere om maleriet af Narcissos, der hænger på væggen i dagligstuen. Narcissos forelsker sig i sit eget spejlbillede, alt imens skovnymfen Ekko, der har svære kommunikationsproblemer, dør af ulykkelig kærlighed til Narcissos. I øvrigt drukner Narcissos jo i en skovsø - altså i sit eget spejlbillede i vandet.
Jeg ryster tankerne af mig, trækker hætten op for at skærme mig mod vinterslud og dårlig samvittighed. På den anden side af gaden minder en neonlysende storskærm mig om, at Inger Støjberg besøger Thisted, hvor mennesker på flugt bor i telte. I Paris snakker mænd i jakkesæt om fremtidens klima. Nogle F-16-fly tankes op og efterspændes, så de igen kan komme til Mellemøsten og smide bomber på dem, der er farlige.
Det er svært at begribe, hvad vi alle sammen har til fælles. Alle er i global konkurrence med hinanden. Mennesker på min egen alder flygter fra ødelagte hjem, og verden bør nok reddes fra et eller andet, men min iPhone har ingen dækning lige nu, så jeg kan ikke gøre noget, og der kan ikke skabes forbindelse.
Forbindelse. Da jeg så håndbold i Jyske Bank Boxen, klappede 12.000 mennesker i galoptakt med hinanden, de så glade ud. Lidt ligesom DBU's direktør, da han fortalte Anders Agger, at vi er en del af noget større, men alligevel tabte vi til Zlatan.
Det er nok det sikreste at blive siddende her bag min Macbook med min FairTrade øko-latte i min hånd og have tonerne af John Lennons Imagine i mine høretelefoner. Det ville kræve for meget tid og mod at spørge de andre om, hvordan man sover i telt midt om vinteren, eller hvordan man laver en ordentlig brun sovs.