Af Nana Gerstrøm Alsted, underviser på Grøn Guerilla, Jyderup Højskole
Bussen ruller ned over Tysklands motorveje. Den er fyldt med forventningsfulde klimaaktivister. Vi håber, at vi skal ned og opleve et historisk vendepunkt, og vi vil forsøge at skubbe i retningen af en mere bæredygtig verden.
Målet er Paris og den 21ende klimakonference også kaldet COP 21. Forinden har vi brugt en uge på at dykke ned i, hvad klimaforandringer egentligt er, hvilke problemer de skaber og ikke mindst, hvilke løsninger der skal findes. Det har givet os alle en følelse af, at det er nu, slaget skal stå. Vi kan ikke vente længere, vi må vende udviklingen til noget nyt og bedre.
Stemningen i bussen er spændt, for det er ikke kun klimaforandringerne, der truer. Blot få uger inden klimatopmødet gik Paris i sort. Et terrorangreb ramte Paris midt i hjertekuglen på en bar og en cafe, hvor livet netop gik sin vante gang. Det har som bekendt fået Frankrigs regering til at indføre undtagelsestilstand, og det betyder, at enhver forsamling på mere end to mennesker med et politisk budskab anses for at være ulovlig. Det kommer til at lægge en dæmper på det mylder af folkelige protester og forsamlinger, som vi forventer at skulle være en del af.
Rastløshed i klimacirkus
Første dag i Paris er vi ivrige efter at komme i gang, og vi tager ud til Climate Action Zone, som er omdrejningspunktet for alle de civilsamfundsorganisationer, der er kommet til Paris i denne uge. Der er dog en sløv stemning her, og det virker ikke, som om civilsamfundet summer særligt meget, og vi går lidt rastløse omkring. Det viser sig da også, at en del af arrangørerne er sat i husarrest af det franske politi. I løbet af ugen vågner Climate Action Zone langsomt op og bliver omdrejningspunkt for mobiliseringen af den store afslutningsaktion sidst på ugen.
I vores iver efter at komme i gang og komme nærmere på klimatopmødet tager vi ud til Le Bourget; der hvor forhandlingerne foregår. Klimaforhandlingerne er lidt som et rejsende cirkus. Omkring 40.000 delegerede og et ukendt antal gæster rejser hertil fra hele verden, og området omkring forhandlingerne, hvor alle kan komme ind, er som et messecenter med en masse stande. Her er både NGO'er og virksomheder, der tilbyder klimaløsninger. Det inkluderer alt fra rettighedskamp til særlige tekniske løsninger, der kan indfange CO2'en og gemme den i klippehuler. Der er flyers, rollups, kuglepenne, cykelopladning til mobilerne og store fotoserier af naturens forandringer.
Midt i dette cirkus møder vi en delegeret fra Bangladesh. Han er træt. Ikke kun efter to ugers forhandlinger, men også af hele processen. Han har været med de sidste seks år og fortæller, at der er mange som ham selv, der lever som rejsende artister i klimacirkusset. Der er ingen, der har interesse i, at det skal stoppe, og det går trægt med at skaffe de midler, der skal til for at dæmme op for de problemer, som et land som Bangladesh allerede oplever på grund af klimaforandringer.
Undtagelsestilstand forhindrer aktion
Lørdag er den store finale. Forhandlingerne skal stoppe fredag aften, men alle forventer, at det trækker ud - det plejer det at gøre. En bred gruppe af aktivister har i et helt år forberedt en kæmpe aktion. Planen er, at området omkring Le Bourget skal afspærres med en kæmpemæssig oppustelig rød linje. Budskabet havde de allerede bestemt, inden de kendte resultatet af forhandlingerne: You are crossing a red line, now it is up to us to keep it in the ground! Flere dele af civilsamfundet har mistet tålmodigheden med politikerne og forhandlingerne og opfordrer derfor befolkningen til at tage sagen i egen hånd.
Men aktionen kan ikke gennemføres som planlagt på grund af undtagelsestilstanden, og rygterne svirrer; hvad skal der så ske? Skal vi droppe det og rejse hjem, eller skal forbuddet trodses og hvordan? I gruppen er alle enige om, at vi ikke kan rejse hjem. Det føles forkert, at frygten for terror skal lægge låg på en fælles folkelig aktion, der vil vise, at vi ikke vil vente længere.
Der går rygter om, at en alternativ aktion er ved at blive planlagt. Der males 200 meter lange bannere og gennemføres aktionstræninger. Vi er med til en træning dagen før aktionen, og her lægges der ikke skjul på, at det kan have store konsekvenser at trodse undtagelsestilstanden og deltage i aktionen. Vi lærer, hvordan vi forholder os ikke-voldeligt over for ordensmagten, hvordan man får tåregas ud af øjnene, hvordan man flekser håndleddene, hvis man får håndjern på, og vi siger i kor navnene på franske advokater, som man kan bede om i tilfælde af anholdelse. Vi går derfra med en stærk følelse af sagens alvor, og vi ser hinanden i øjnene: alle vil med. Vi aftaler, at hvis bare én føler sig utryg, så går alle. Vi går ud og drikker en øl og føler, at vi står over for noget meget vigtigt. Det er netop nu, vi skal stå sammen og ikke lade frygten tage over.
It's up to us
Lørdag går vi mod den udpegede gade. Vi kommer fra alle hjørner to og to. Og når et stort horn tuder kl. 12, skal vi samle os og "besætte" gaden med de lange bannere, rødt tøj og røde tulipaner. Vi er spændte, og det hele føles som en scene i en actionfilm. Vi ser andre par med rødt tøj og nikker anerkendende og vidende til dem. Vi går forbi et par betjente og når frem til Avenue de la Grande Armée. Hornet tuder, og flere og flere samles med rødt tøj, bannere og musik. Vi ser lettede på hinanden. Endelig står vi sammen, og stemningen er glad og euforisk. Vi danser, råber og smiler sammen med tusindvis af andre rødklædte demonstranter. Vi får at vide, at demonstrationen er blevet lovliggjort en time før start, og den vandrer spontant igennem gaderne og ender roligt ved Eiffeltårnet, hvor den opløses, og folk går hjem
Forhandlingerne sluttede med en aftale, forhandlerne kneb en tåre, og billedet gik verden rundt. Der var ikke mange billeder fra vores demonstration, men alle, der var med, blev klar over styrken i at stå sammen. Vi skal i fællesskab skubbe udviklingen frem og skabe den fremtid, vi ønsker. Vi skal ikke vente på, at mændene i jakkesæt løser det for os - det kommer ikke til at gå hurtigt nok. Vi skal derimod selv tage fat lige der, hvor vi er. I bussen på vej tilbage ad de tyske motorveje runger det i mit hoved: It's up to us!