BZ-kurser i Svendborg

Publiceret 02-06-2016

NEDSLAG Om dengang Den Røde Højskole i Svendborg afholdt BZ-kurser og havde lov til det. Og om socialistiske højskoler, der opstod og forsvandt, men satte sig dybe spor i den frie skoleverden og samfundslivet i det hele taget

Af Ole Hjorth

I marts 1983 rejse fremskridtsmanden Poulsgaard en række spørgsmål i folketinget til daværende undervisningsminister Bertel Haarder angående et BZ-kursus, som var afviklet på Den Røde Højskole.

Højskolen havde arrangeret et kursus i samarbejde med de københavnske bz’ere om deres og andre samfundsgruppers sociale og politiske kamp historisk set. BZ-bevægelsen var i sin mest aktive fase, og i januar udspilledes dramaet om det besatte hus Allotria sig, hvor de unge bz’ere rømmede huset gennem en gravet tunnel for at undgå konfrontation med politiet. Dette betød, at de unge fik en stor sympati i befolkningen – de undgik konfrontationen og gjorde dermed politiet og magthaverne til grin.

Bertel Haarder forsvarede højskolens ret til at lave kurset med henvisning til højskolernes deltagelse i den politiske kamp i anden halvdel af 1800-tallet mod provisorieregimet. Med Haarders ord bekæmpede man også dengang ”den forbandede regering”, og højskoler har også i dag lov til at lave kurser ”som nogle – herunder flertallet – ikke bryder sig om.”

Bz’erne og højskolefolket måtte tage kasketten af for Haarder og hans liberale frisind. I øvrigt gav kurset og den store mediedækning højskolen en masse positiv omtale og goodwill i dele af befolkningen, og kurset var en pædagogisk succes. Det største problem ved afvikling af kurset bestod i, at de unge havde medtaget deres kæledyr, rotter, som var i strid med sundhedsmyndighedernes regler.    

BZ-kurset er et typisk eksempel på højskolens kursuspolitik og den dermed forbundne politiske aktivisme gennem årene. Elever og lærere opfattede sig selv som en aktiv del af den globale og hjemlige sociale og politiske kamp og deltog med stor aktivisme i disse konflikter. Beskæftigelsen i højskolens kurser med politisk teori og revolutionær historie blev gennem praktisk solidaritetsarbejde en effektiv platform for personlig udvikling for elever og lærere.

Højskolen var i tæt samarbejde med den aktive del af den danske fagbevægelse, og repræsentanter her fra var ofte gæstelærere på højskolen, hvad enten disse kom fra typografrene, bryggeriarbejderne, byggefagene i København eller fra pædagogerne. Højskolen arrangerede også mange kurser i samarbejde med f.eks. de arbejdsløse håndværkere eller med lærerne - ”læreren som lønarbejder.”

Venstrefløjens og ungdomsoprørets værdier var på mange områder slået igennem i velfærdsstaten, uddannelsessystemet og kulturlivet, med hensyn til kvindens ligestilling, et nyt frigjort syn på seksualitet og samværsformer og en underminering af autoritære strukturer.

Ole Hjorth

Datidens kvindekamp var ligeledes central i højskolens kursuspolitik og emnekreds – kvindens ligestilling opfattedes som en del af det samlede frigørelsesprojekt. Fredsarbejdet – herunder kvinder for fred og kampen for Norden som atomfri zone – og deltagelse i fredsmarchen til Paris var med til åbnehøjskolen for nye kontaktflader, herunder kontakt til de unge, der senere arrangerede ”next-stop-bevægelsen”. Kampen mod EU og samarbejdet med den folkelige modstand var ligeledes en integreret del af højskolens selvforståelse og politiske aktivisme. Og så selvfølgelig solidaritet med frigørelseskampen rundt omkring i verden, hvad enten det drejede sig om modstanden mod USA's krig i Vietnam, mod militærjuntaen i Chile eller solidaritet med ANC’s kamp mod apartheidstyret i Sydafrika.

Sideløbende med denne bredde vifte af kurser omhandlende særlige emner kombineret med marxistisk teori og arbejderbevægelsens internationale og nationale historie afviklede højskolen igennem hele perioden hvert år rejsekurser til Sovjetunionen og de østeuropæiske lande – og fra 1980 også til Cuba og Nicaragua.

Lovlig og legal politiske aktivitet?

Det var en del af selvforståelsen på højskolen, at man var overvåget af Politiets Efterretningstjeneste. Højskolens telefoni opførte sig ofte underligt, man kunne høre båndoptagelser og mærkelig lyde og til tider indfandt underlige personer sig på højskolen, der gjorde sig bemærkede med en kejtet og usikker optræden.

Denne bevidsthed om overvågning var kun medvirkende til at styrke sammenholdet og følelsen af at være betydningsfuld deltager i den politiske kamp og klassernes strid. Denne mistanke er senere blevet bekræftet af PET-kommissionens beretning angående overvågning af den antiimperialistiske venstrefløj. Her fremgår det i afsnittet om DRH, at højskolen blev overvåget, og at PET gennem årene samlede materiale om højskolen og dens ledelse bl.a. ved telefonaflytning. PET havde forsøgt at placere en person som kilde blandt eleverne, og det fremgår at PET har fået viden om højskolen og dens ledelse gennem andre placerede personkilder. PET registrerede en lang række aktiviteter på skolen spændende fra rejsekurserne til Sovjetunionen, Cuba og Nicaragua, deltagelse i politiske aktiviteter fra solidaritetsarbejdet til deltagelse i 80’ernes faglige arbejdskampe. Særligt det omtalte BZ-kursus var i PETs søgelys.

Det fremgår, at PET ikke fandt tegn på ”at højskolen havde kontakt til terrororganisationer.” PETs øvrige overvågning af højskolen førte ikke til nogle former for afsløring af kriminel eller lyssky aktivitet – alt foregik i åbenhed. De eneste der således brød landets love, var PET selv, da det ikke var lovligt at overvåge lovlig politiske virksomhed uden begrundet mistanke om ulovligheder.

Med til historien hører, at vi i tænksomme stunder måtte indrømme, at systemkritikere i Østeuropa ikke ville være sluppet med en så uprofessionel overvågning og uden alvorlige repressalier.

Tro det eller ej – denne artikels forfatter har aldrig observeret tale eller tiltag, der tilsidesatte det danske demokrati eller retstilstande - respekten her for var en kendsgerning på den allerstørste del af den danske venstrefløj.

Alternativ kultur, tidsånden og Det røde Svendborg

Højskolen var præget af en blandingskultur med elementer fra arbejderbevægelsens historie, fra ungdomsoprøret og fra den internationale befrielseskamp. Oskars Hansens og Rudolf Nielsens arbejdersange, sange fra den spanske borgerkrig og solidaritetssange indgik i repertoiret sammen med kvindesange, Christianiasange, Røde Mor, John Lennon og Bjørn Afzelius. Digte af Pablo Neruda, plakater med billeder af Che Guevara, Nelson Mandela og Angela Davis var ligeledes tidstypiske holdningsmarkører. I dag vil man nok betegne alt dette som udtryk for tidens dyrkelse af revolutionsromantik.

Højskolens rødder i den antiautoritære del af ungdomsoprøret kom til udtryk i samværsformerne og pædagogikken. Højskolen pædagogisk liv var præget af åbenhed og så få regler som muligt. ”Frihed under ansvar” var det gældende motto og forholdet mellem eleverne og lærere var kammeratligt, hvad der blev forstærket ved at eleverne og lærerne i fællesskab stod for madlavning og rengøring, ligesom de fælles rejser og deltagelse i politisk aktiviteter skabte tætte personlige relationer.

Samværet var absolut ikke præget af puritanisme – tværtimod. Der var tale om en udviklet festkultur præget af et meget afslappet forhold til alkohol og sanselighed. Højskolens værtshus ”Brostenen” var det daglige samlingspunk. Navnet stammede i øvrigt fra, at lokale beboere, der ikke følte sig charmeret af ”de rødes” aktiviteter og deres lange hår og bare bryster, ved flere lejligheder gav deres følelser udtryk ved at kaste brosten ind gennem vinduerne – ironisk nok måtte de røde således beskytte sig bag pleksiglas.

Højskolens miljø var meget åbent, der blev afholdt mange tema-weekender med tilrejsende fra hele landet, hvor selvfølgelig lørdagsfesten var det store højdepunkt i det politiske samvær. Talrige gæstelærere og besøgende fra turnerende teater- og musikgrupper, venstrefløjspersonligheder og -politikere på gennemrejse var med til at skabe ekstra festlighed og lange debatter til langt ud på natten, hvad der ofte satte sig spor hos såvel elever som lærere når den næstfølgende morgens marxistiske teori skulle bearbejdes.

Liberaliteten rummede dog ikke brug af nogen former for stoffer. Holdningen var, at disse var ødelæggende for den enkelte og dennes handle- og dømmekraft. Dertil kom så frygten for, at højskolen kunne stemples som et sted, hvor der fandtes stoffer. Dette streng afholdte forbud kom på sin prøve, da venstrefløjs-ikonet Ebbe Kløvedal Reich en sen aften tog en joint frem i lærerne kollektiv – ved navn ”Frydenholm”. Hvorledes situationen blev handlet fortoner sig i tågerne.

I det hele taget bar DRH og dens daglige liv præg af, at det var en af de få danske byhøjskoler. Højskolen lå midt i den livlige havne- og værftsby, med SID-skole, en aktiv fagbevægelse og en række politiske kollektiver – ungdomsoprørets kultur havde sat sit præg på byen. På musikværtshuset Kloster Moster indspillede bl.a. Bjørn Afzelius nogle af sine kendteste numre, og det alternative og stadigt eksisterende Baggård Teatret var del af dette miljø.

Repræsentanter for byens erhvervsliv har for nyligt givet udtryk for, at Svendborgs ry som livlig værtshusby langt hen af vejen skyldtes det alternative venstrefløjsmiljø i byen, ligesom ”Det røde Svendborg” har været udvalgt som et muligt emne i en bykanon. Tiderne skifter.

Et produkt af ungdomsoprøret og venstrefløjen

DRH var, som de øvrige alternative og socialistiske højskoler, f.eks. Kolding Højskole og Tvind Skolerne, et resultat af den åndelige, kulturelle og politiske vækkelse, der greb en del af ungdommen i den vestlige verden og dermed også i Danmark i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne.

I mangel af bedre betegnes denne vækkelse og komplekse størrelse som ungdomsoprøret, hvor studenteroprøret, opgør mod autoritære kulturmønstrer og gold materialisme, seksuel frigørelse, antiimperialisme og international solidaritet, voksende økologisk bevidsthed og skabelse af en ny og frigjort ungdomskultur båret af en drøm om en kollektiv livsform - bare er nogle af stikordene.

P.G. Lindhardt har ironisk sammenlignet ungdomsoprøret med de kristelige vækkelser i Danmark, og helt forkert er det ikke. Der er tale om en række fællestræk når en ungdomsgeneration gribes af en følelse af at have set lyset, at have retten på sin side og være parat til at sætte sig selv i den større sags tjeneste.

Det er relevant, at drage paralleller til de nybrud, der var foregået 100 år tidligere i 1870’erne, hvor tre store fortællinger og bevægelser af varig betydning for Danmarks udvikling foldede sig ud: Den grundtvigianske skole- og kulturbevægelse og andelsbevægelsen, etableringen af den danske arbejderbevægelse i parti, fagforeninger og oplysningsvirksomhed og endelig brandesianisme, kulturradikalisme og det moderne gennembrud.

DRH blev ikke som Kolding Højskole (1972-1998) skabt i opgør med og i opposition til den grundtvigske højskole og dens patriarkalske ledelsesformer. For de fleste på og omkring DRH blev de eksisterende grundtvigske højskoler opfattet som udtryk for forældede og hørende landbrugssamfundet til. Inspirationen blev i højere grad hentet fra arbejderbevægelsens nationale og internationale historie, fra studenteroprøret og fra mange andre kilder, ligesom opfattelser af pædagogik og livsformer var præget af kulturradikalismen og reformpædagogikken.

Hvor Tvindskolerne med Amdi Petersen som leder udvikledes til en selvstændig og tillukket virksomhed, var DRH fra starten og hele sin eksistens forbundet med kræfter og bevægelser på venstrefløjen. I øvrigt afholdt initiativtagerne fra DRH nogle legendariske møder med Amdi Petersen og Poul Jørgensen. Trods indbyrdes sympati var det åbenbart indlysende, at der var tale om helt forskellige skoleprojekter.

DRHs opstart bar præg af, at initiativkredsen kom fra det brede især københavnske venstrefløjsmiljø spændende fra venstresocialdemokrater til venstresocialister til personer fra det alternative miljø bl.a. omkring kollektivet Maos Lyst, hvor kløvedalerne holdt til og fra kredsen omkring Fiolteatret. Kredsen var tegnet af personer som Ejvind Larsen, Harald Plum, Gunvor Auken, Hans-Jørgen Kløvedal og højskolens første forstander (1972-75) Ole Leonardo Pedersen.

Højskoleinitiativet blev kaldet de socialistiske højskoler, det var svendborgenserne, der senere gav højskolen navnet ved ringeagtende at tale om dem der fra den røde, og det var tilfældigt at højskolen blev placeret i den gamle købmandsgård i Svendborg. Andre placeringer havde været på tale lige fra egnen omkring Fåborg til en placering i København. Legenden gik ud på, at nogle hjemfarende fra Thylejren var kommet igennem Svendborg på vejen hjem til København og havde fundet Sydfyn og Svendborg charmerende.

Efter en tumultarisk opstartsfase med mange personlige og politiske modsætninger bliver højskolen fra midten af 70’erne overtaget af personer fra den rødeste del af den københavnske fagbevægelse og den kritiske fløj i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Set i et større historisk perspektiv er det paradoksalt, at folkene omkring DRH med rødder i det antiautoritære ungdomsoprør fik tætte forbindelser til det dogmatiske og sovjetvenlige kommunistparti. Dette skyldtes ganske enkelt, at partiet i en årrække i 70’erne blev den stærke og samlende kraft på den danske venstrefløj.  Dette kom til udtryk i LO-fagbevægelsen og ikke mindst blandt de offentlige ansattes organisationer, i de unge uddannelsessøgendes organisationer, i freds- og solidaritetsbevægelserne og ikke mindst i kulturlivet, hvor personer som Dea Trier Mørch, Troels Trier, Clausen og Petersen og Carl Scharnberg tegnede denne tendens. 

Besøg af veteraner fra den spanske borgerkrig og fra den danske modstandsbevægelse var ligeledes en fast bestanddele af livet på DRH, der var med til at skabe en fornemmelse af at være del af den større historie.

To personer med stor betydning for DRH kan står som eksponenter for højskolens udvikling fra den alternative venstrefløj, VS over medlemskab af kommunistpartiet og derpå et kritisk opgør med partiet og dets dogmatiske linje i starten af 80’erne – nemlig venstrefløjpolitiker og socialrådgiver Hanne Reintoft og hendes bror Bjørn Erichsen, mangeårig formand for højskolen, medstifter af filmhøjskolen i Ebeltoft og DR-direktør. I perioden 1976-83 var Lone Ammundsen en venlig og samlende skikkelse, for hvem sammenholdet omkring at lave højskole var vigtigere end personlige og politiske konflikter.

DRH blev aldrig en partihøjskole, tværtimod blev højskolen arnestedet for kritisk tænkning og stigende opposition mod den kommunistiske bevægelse, og dette blev gengældt med mistro fra partiets ledelse, der aldrig havde haft tillid til kredsen omkring højskolen.

Begejstringen over at tilhøre en revolutionær verdensbevægelse blev gennem egne oplevelser på rejsekurserne til de socialistiske lande erstattet af en kritisk indsigt i samfundenes mangel på ytringsfrihed, personlige rettigheder og kulturel mangfoldighed. De spraglet klædte unge danskere med frigjort moral og livsstil kom til et konformt samfund, der ikke havde vestens åbenhed og udviklingsdynamik. Det kætterske spørgsmål blev rejst: ville vi ikke være dissidenter, hvis vi levede der?

Dertil kom Sovjetunionens invasion i Afghanistan og de polske arbejderes omfattende protestbevægelser i mod det kommunistiske styre i Polen og dannelsen af Solidarnosz. Hermed havde Sovjetunionen mistet den sympati, som var oparbejdet gennem 70’erne, som en progressiv storpolitisk faktor. Paradoksalt nok var nogle af de første, som forstod dybden i den sovjetiske krise deltagerne på højskolens rejsekurser.    

I midten 80’erne: Festen var forbi

I 1982 var en epoke i dansk politik forbi og en ny startede, da Poul Schlüter i 1982 blev statsminister. Efter næsten 30 års socialdemokratisk styre i Danmark, kun afbrudt af nogle få år med borgerlige regeringer, havde opbygningen af velfærdsstaten og overgangen fra landsbrugsland til industrisamfund præget udviklingen i Danmark. De vestlige samfund var nu i gang med en ny dynamisk moderniseringsproces, og borgerligheden havde fået fornyet fremgang.

Da LO-formanden Thomas Nielsen ved sin afgang i 1982 udtalte de næsten profetiske ord om, at ”vi har flyttet hegnspæle”, og at ”vi har sejret ad helvede til” handlede det selvfølgelig først og fremmest om socialdemokraternes og fagbevægelsens indsats i opbygning af velfærdsstaten.

Men konstateringen kunne også dække den fornemmelse, der bredte sig på venstrefløjen. Venstrefløjens og ungdomsoprørets værdier var på mange områder slået igennem i velfærdsstaten, uddannelsessystemet og kulturlivet, med hensyn til kvindens ligestilling, et nyt frigjort syn på seksualitet og samværsformer og en underminering af autoritære strukturer.

Spøgsmålet rejste sig: Hvad gør vi nu? Dertil kom en nødvendig selvkritik, der rettede sig imod at bedrive oplysning og højskolevirksomhed på et snævert ideologisk grundlag. Vi havde kritiseret de højskolefolk, der brugte Grundtvig og hans tanker som grundlag for moderne oplysning. Men var det bedre med en Marx og en socialistisk teori, der ikke rummede centrale menneskelige, eksistentielle og psykologiske aspekter, og hvad med etik, kultur, kunst og litteratur, der ikke kan rummes i og begrænses af ideologiske og politiske tankemønstre? Hvordan laver man egentligt en moderne højskole?       

Symbolsk set flyttede lærergruppen i 1982 ud af lærerkollektivet og højskolens kursusprofil blev ændret og udvidet med kurser i kulturteori, musik, teater, medier og journalistik – og endda med kurser i sejlads og moderne dans/ballet – en fagintensiv højskolepædagogik blev i disse år udviklet på højskolen.

Da højskolen fejrede sit 15 års jubilæum i 1987, udgav vi en avis, hvor vi understregede, at den gamle venstrefløjs-strid skulle være ovre. Højskolen skulle åbne sig op og være en højskole for alle progressive mennesker uanset partitilhørsforhold og uenigheder. To af de centrale skikkelser i højskolens historie, Ejvind Larsen og Bjørn Erichsen, betonede i oplæg på højskolen, at forhåbentligt var alle blevet klogere - og at tænkningen er den flotteste idræt, der findes. Dermed var højskolen vendt tilbage til oplysningens egentlige grundlag. Jubilæet blev den sidste større begivenhed, hvor højskolens 15 års historie blev foldet ud, og hvor den brogede gruppe af aktører samledes. Lærergruppen, der havde præget højskolen op gennem 80’erne, søgte nye udfordringer. Højskolen tog i 1990 navneforandring til Højskolen i Svendborg og lukkede i 1997.

For lærerne havde DRH været en formidabel læreplads, et eksperimentarium og en udfordrende ramme omkring social og personlig udvikling. Håbet er, at eleverne fik et lige så stort udbytte ud af højskoleopholdet som lærerne.

Set i nutidens optik var livet på de røde højskoler og på den alternative venstrefløj dengang i 70’erne og i starten af 80’erne præget af en blanding af politisk naivitet, ungdommelig selvovervurdering og romantisering af frigørelse og samfundsforandring. Dette er uden tvivl en del af sandheden. Men sådan har det nok været i alle de perioder i historien, hvor mennesker er blevet grebet af nye ideer og troet på noget større end en selv og oplevet sig som aktiv deltager i det menneskelige frigørelsesprojekt.   

De røde og alternative højskoler lukkede i løbet af 1990’erne, og trods deres korte levetid var de medvirkende til at puste nyt liv i den enestående danske højskolelov og tradition for frie skoler. Uanset om eftertidens vurderinger er positive eller negative, er der udbredt enighed om, at ungdomsoprøret og den politiske vækkelse dengang satte sig varige spor i samfundet, i kulturlivet, i normer og samværsformer og i uddannelse og pædagogik.

 

Blå bog

Ole Hjorth (F. 1951)

Vokset op i spændingen mellem et grundtvigsk og et kulturradikalt livssyn. Tidligt grebet af ungdomsoprørets tanker og kultur. Blev trods det eliteidrætsudøver. Studier på Odense Universitet (1972-80) i idræt, psykologi, pædagogik og mag. art. i litteraturvidenskab. Aktiv i fagkritik, studenterpolitik og studenterrådsformand.  Gæstelærer på Den Røde Højskole fra 1977, lærer fra 1980 og forstander 1983-87. Folketingskandidat for DKP og i 1983 valgt til partiets ledelse som oppositionens eneste kandidat med efterfølgende udmelding årsskiftet 1983-84. Medgrundlægger af Skolerne i Oure 1987 og siden da medlem af skolernes ledelse.